”Hold da op, der blev jeg taget med bukserne nede,” siger 74-årige Doris Hansen om det telefonopkald, hun fik for nogle uger siden.
I røret var Ikast-Brande Kommune. Kommunen ville høre Doris, som har arbejdet som social- og sundhedshjælper, indtil hun gik på pension for otte år siden, om hun havde mulighed for at hjælpe dem med at få sommervagtplanen til at gå op.
Og på trods af den lidt uventede forespørgsel sagde Doris ja.
”Jeg kunne da godt give en hånd med én formiddag om ugen. Det kan da ikke skade, og det skal nok blive meget hyggeligt,” siger Doris.
Den 18. juli havde Doris så sin første vagt på Plejecenteret Engparken i Brande.
Engparken er ikke ukendt for Doris. Hun er frivillig på et cykelhold, hvor hun kører ture med centerets beboere på nogle store dobbeltcykler. Hun er også med i bestyrelsen i foreningen ’Engparkens Venner’.
”Så jeg kender mange af borgerne, men der er kun én, der kan genkende mig fra cykelturene, fordi mange af de andre er hårdt ramt af demens,” siger Doris.
Ved siden af cykling og bestyrelsesarbejdet på Engparken, er Doris også frivillig patientstøtte på Gødstrup Sygehus i Herning og i Vågetjenesten. Så selvom hun har været pensionist siden 2014, har kalenderen ikke været tom.
Det var også derfor, hun nøjedes med at sige ja til at være frivillig en enkelt formiddag om ugen. Der skal være tid til de andre gøremål, fortæller hun. Planen er, at hun skal hjælpe til på Plejecenter Engparken til og med august.
Lidt svært med dokumentationen
Da Doris var på arbejdsmarkedet, var hun ansat som udekørende i hjemmeplejen, og derfor er arbejdet lidt anderledes på plejecenteret, hvor hun er nu. Også den teknologiske udvikling har taget et spring, siden Doris sidst var i job. I dag foregår meget dokumentation via iPad.
”Alt skal dokumenteres, og det tager lang tid. Jeg skal jo lige ind i det, og jeg har ikke den samme rytme som de faste. Det er lidt svært stadigvæk,” fortæller Doris.
”Men kollegerne har været så søde og rare til at hjælpe, hvis jeg har haft svært ved at nå at det hele. Og det er meget sjovt og givtigt at være her.”
Leder på Plejecenter Engparken, Connie Lisby Farinsen, er ’så glad og så taknemmelig' for, at Doris Hansen og to andre, der egentligt havde forladt arbejdsmarkedet, har tilbudt deres hjælp til Engparken.
”Det gør meget for os – både for mig som leder og for medarbejderne også – at der kommer nogen, som både vil det og kan det,” siger hun.
Selvom hjælpen kun er nogle få timer om ugen, og selvom der stadig er huller i vagtplanen, gør det en stor forskel, at Doris har tilbudt sin hjælp, fortæller Connie Lisby Farinsen. Især fordi Doris og de andre tidligere medarbejdere har styr på deres faglighed.
”Al hjælp er en kæmpe håndsrækningen. Og så er det en stor fordel, at de har den faglige baggrund med sig, kontra de andre ferieafløsere vi har, som for de flestes vedkommende er ufaglærte. Det er et helt andet udgangspunkt, de kommer med,” siger Connie Lisby Farinsen.
Travlere end tidligere
At det er svært at få enderne til at mødes, vagtplanerne til at gå op og have tid og plads til omsorgen i nutidens ældrepleje, kan Doris Hansen tydeligt se og høre.
”Det er meget mere travlt i dag. Der er ikke tid til det menneskelige på samme måde, som der var engang.”
”Både mit barnebarn, som er i hjemmeplejen, og nogle af mine gamle kolleger, som stadig er på arbejdsmarkedet, siger, at den travlhed, jeg oplevede, da jeg sidst var på arbejdsmarkedet, intet er i forhold til det, de oplever i dag. For eksempel er det svært at have god kontakt med de demente borgere, fordi man ofte er nødt til at smøre mad eller noget andet samtidig, så man snakker med dem hen over skulderen. Det giver ikke en ordentlig kontakt,” siger hun.