Annonce

Christina-Krzyrosiak-Hansen-1499x930

Tema: Visioner & Virkelighed

KL-udvalgsformand om ældreområdet: ”Der er simpelthen ikke hænder nok”


Manglen på medarbejdere i ældreplejen betyder, at politikere bliver nødt til at se på alle muligheder for at løse de mest nødvendige opgaver, indtil det lykkes at rekruttere og fastholde flere ansatte i ældreplejen. En af de mulighederne kan være et lavere serviceniveau, mener Christina Krzyrosiak Hansen, der er socialdemokratisk borgmester i Holbæk og formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg.

Annonce

”På møderne lægger medarbejderne ikke skjul på, at de knokler for at prøve at leve op til det, politikerne siger til borgerne. Men de kan simpelthen ikke nå alle opgaverne, selvom de gør deres yderste,” siger Christina Krzyrosiak Hansen. Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix

Af Ulla Abildtrup
Journalist

Annonce

”Vi har kæmpet med det i mange år: Hvordan sikrer vi, at flere unge uddanner sig indenfor ældreområdet? Det er jo fuldstændig fantastisk at arbejde med ældre mennesker, men vi har stadig ikke fundet svaret på dette helt afgørende spørgsmål. Og indtil vi har knækket koden, kan én af løsningerne være at skære i servicen en tid for at passe på de medarbejdere, vi har, og koncentrere os om de opgaver, der skal løses,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Hun er borgmester i Holbæk, hvor hun har ført an i indsatsen for at få kommunen væk fra bundplaceringen som Danmarks fattigste kommune. Siden foråret har den 29-årige borgmester desuden været formand for Kommunernes Landsforenings Sundheds- og Ældreudvalg.

Ældreområdet nyder stor opmærksomhed fra politikerne, fordi der ventes at blive 75.000 flere danskere over 80 år de kommende fem år. Henved 66 procent af de ældre lider af én eller flere kroniske sygdomme. Mange har brug for hjælp fra både hospital og kommune og klager over mangel på sammenhæng mellem sektorerne i en tid, hvor tre ud af fire kommuner mangler ansatte til ældreområdet.

”Hvis det nuværende serviceniveau skal fastholdes, har Holbæk Kommunes hjemmepleje brug for yderligere 128 årsværk frem til 2028. Men op imod hver tredje af vores ansatte er 55 år eller derover, så reelt skal vi ud at finde henved 200 nye medarbejdere i en situation hvor vi oplever langt færre ansøgere,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Vision-og-Virkelighed_Christina-Krzyrosiak-Hansen
Hen over sommeren bringer Fagbladet FOA en række interviews om 'visioner og virkelighed'. Dette er fjerde interview i serien. Jacob Nielsen, Ritzau Scanpix

Tager gerne svære beslutninger

På de seneste to møder i kommunens MED-hovedudvalg har medarbejdernes budskab ifølge borgmesteren været, at politikerne skal være ærlige overfor borgerne og fortælle dem, hvilket serviceniveau de kan forvente af kommunen. 

”På møderne lægger medarbejderne ikke skjul på, at de knokler for at prøve at leve op til det, politikerne siger til borgerne. Men de kan simpelthen ikke nå alle opgaverne, selvom de gør deres yderste,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Læs også: Kendt forfatter: ”Omsorg er en superkraft, ikke alle har”

Som konsekvens af medarbejdernes meldinger har hun talt med både Ældrerådet i Holbæk og Ældre Sagen:

”Det er mit håb, at alle, der arbejder indenfor ældreområdet, kan gå sammen om at forsøge at løse udfordringerne, og at folk vil stå bag os, hvis det bliver nødvendigt at træffe upopulære beslutninger som at skære i servicen. Jeg tror, at mange som jeg er trætte af politikere, der holder flotte taler om, hvor godt det går, mens medarbejderne knokler for at få enderne til at nå sammen for borgerne,” siger borgmesteren:

”Jeg er ikke bange for at tage de svære beslutninger, og på ældreområdet er der simpelthen ikke hænder nok til at løse alle opgaverne.”

Holbaeks-borgmester-praktik
"Jeg valgte fra begyndelsen at tage i praktik på en kommunal arbejdsplads en gang om ugen for at komme tættere på borgerne og medarbejderne, og det holder jeg fast ved." Holbæk Kommune

På nattevagt i hjemmeplejen

Christina Krzyrosiak Hansen er bachelor i sociologi fra Københavns Universitet og har siddet i Holbæk Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet siden 2013. Fire år senere blev hun Danmarks yngste borgmester, men efter valget sidste år mistede hun den titel og må nu – med sine 29 år – nøjes med at være den næstyngste.

Hun har altid været ambitiøs, hvad enten det handlede om fritidsinteresser som gymnastik, basket, ridning og sang eller hendes skolegang. De høje forventninger sendte hende kortvarigt hjem med stress, da hun gik i 2.G på Stenhus Gymnasium. Det var også her, at hun for alvor blev politisk aktiv og meldte sig ind i Socialdemokratiet. 

Blot syv år senere sad hun på borgmesterkontoret med udsigt over Holbæk Fjord og ansvar for flere tusinde ansatte. De første år som borgmester har hun beskrevet som en lang eksamen, fordi hun hele tiden blev spurgt til sin alder og erfaring. 

”Jeg valgte fra begyndelsen at tage i praktik på en kommunal arbejdsplads en gang om ugen for at komme tættere på borgerne og medarbejderne, og det holder jeg fast ved. Inden længe skal jeg for eksempel på nattevagt igen med en hjemmehjælper, og det glæder jeg mig til. Jeg har også været i praktik på et plejecenter og oplever, at vi får nogle gode dybe samtaler om blandt andet rekruttering og fastholdelse,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Læs også: Løkke: Ungdommen skal forpligtes til fællesskaber på tværs af samfundslag

”En sosu-ansat fortalte mig for eksempel, at hun havde taget sin uddannelse for at sikre, at de ældre havde det godt på alle måder også mentalt. Og så spurgte hun, hvorfor kommunerne ansatte ensomhedskonsulenter, når det nu egentlig var det, hun også arbejdede med?”

”Sådan et spørgsmål sætter gang i tankerne hos mig i forhold til, at vi ikke skal spænde ben for os selv. I jagten på at løse kommunale udfordringer opretter vi nogle gange nye stillinger, i stedet for at se på de ressourcer vi allerede har i de nuværende medarbejdere,” siger borgmesteren og henviser til forskning, som viser, at social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere anser relationsarbejde for kernen i deres faglighed. 

Christina Krzyrosiak Hansen oplever, at mange indenfor ældreområdet er glade for at gå på arbejde og stolte over deres indsats:

”Jeg vil ikke tale udenom, at Holbæk Kommune som mange andre kommuner har et højt sygefravær og svært ved at rekruttere og fastholde medarbejdere, men jeg ved, at mange er kede af alle de negative historier og gerne også vil have fokus på det, der er positivt.”

I forhold til rekruttering kan det være, at vi skal oprette 10. klasser på sosu-skolerne, eller kommunen skal stille med en jobgaranti, så færre falder fra uddannelsen.

Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune

Mere løn og færre opgaver

Som formand for Kommunernes Landsforenings Sundheds- og Ældreudvalg er Christina Krzyrosiak Hansen opmærksom på, at flere medarbejdere søger væk fra det offentlige og i stedet bliver tilknyttet vikarbureauer:

”Medarbejdere i vikarbureauer har ikke de samme rettigheder som offentligt ansatte, men vi er som kommune nødt til at bruge dem, fordi vi mangler medarbejdere. Jeg har nedsat et partnerskab med blandt andre FOA, der skal komme med input til, hvordan vi løser nogle af de problemer,” forklarer Christina Krzyrosiak Hansen.

Partnerskabet er nedsat af en samlet kommunalbestyrelse og består af politikere, medarbejdere og fagfolk blandt andet fra uddannelsesinstitutioner og fagbevægelse. De holdt deres første møde før sommerferien og skal efter planen mødes hver anden måned til oplæg og debatter. 

Læs også: Pensionseksperten: ”Vi står i præcis samme problemer som før efterlønnen”

Partnerskabet har bedt FOA’s fællestillidsrepræsentant og næstformanden i FOA Vestsjælland om at komme med et oplæg om udfordringerne set fra deres synsvinkel på første møde efter sommerferien.

”Opgaven er ikke at finde på noget helt nyt, men vi vil gennem samtaler på tværs søge at finde løsninger. I forhold til rekruttering kan det være, at vi skal oprette 10. klasser på sosu-skolerne, eller kommunen skal stille med en jobgaranti, så færre falder fra uddannelsen,” siger Christina Krzyrosiak Hansen og vedgår, at hun er opmærksom på, at lønnen også spiller ind:

”Ja, i forhold til fastholdelse kan det godt være, vi skal tale om løn og opgaver, der skal skæres ned,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.

”Bliver flov, når bureaukrati forhindrer vores ansatte i at gøre det, som de fagligt set vurderer er det rette”

I interviewserien ”Visioner og Virkelighed” spørger Fagbladet FOA, hvornår seriens hovedpersoner har været mest stolt af at bo i et velfærdssamfund – og også, hvornår de har været mest flove over at bo i et velfærdssamfund.
 
- Hvornår er du mest stolt over velfærdssamfundet?
 
”Når det formår at holde hånden under mennesker, så de kan leve det liv, de gerne vil.”
 
- Hvornår er du mest flov over velfærdssamfundet?
 
”Når vi politisk ikke har mod til at skabe forandringer, og jeg bliver flov, når bureaukrati forhindrer vores ansatte i at gøre det, som de fagligt set vurderer er det rette.”
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev