Serviceassistenten Pia Pedersen og hendes mand, Johnny Pedersen, er begyndt at hakke deres eget kød og skolde deres egne tomater. Når supermarkedet har slagtilbud på madvarer, fylder de kummefryseren og bearbejder varerne derhjemme. Her kan høsten fra flæskestegskrigen i december for eksempel blive til hakkekød. Grøntsagsrester fra madlavningen koges til fond, der kan bruges senere. 

For 40-årige Pia Pedersen har prisstigningerne resulteret i over 4.000 kroners ekstra udgifter om måneden sammenlignet med sidste år alene i gas og benzin. 

Så nu må alt, der kan undværes, spares væk:

”Alle de ting, der før var normale, de er der ikke længere. Der er ikke længere noget, der hedder ferie. Sommerture er sparet væk, weekendture er sparet væk. Sådan noget som Djurs Sommerland, Randers Regnskov eller en dag i svømmehallen, det er der ikke til,” fortæller Pia Pedersen.

Desværre er gasfyret, der opvarmer huset, begyndt at forstyrre idyllen. For alene de seneste tre måneder har fyret brændt 13.796 kroner af familiebudgettet, svarende til 4.600 om måneden. Det tilsvarende tal for sidste år var 3.146, svarende til 1.049 kroner om måneden. 

Bjerringbro er et af de områder i Danmark, der har været hårdest ramt af prisstigningerne på gas.

”Det er gashelvede her,” siger Pia Pedersen.

Det hus, hun i sin tid købte for at spare penge, er på den måde blevet en kilde til nye udgifter. Efter prisstigningerne har hun overvejet at finde et arbejde tættere på, selvom hun virkelig ikke har lyst. Hun er glad for sine kollegaer, har arbejdet på universitetshospitalet i 14 år og er blevet tillidsrepræsentant.

Pia Pedersen savner især friheden til at tage på familieture.

”Jeg savner det der med at sige: ’Skulle vi lige tage i vandland i dag?’ Eller, nu kan vi lige spare sammen til en lille sommerferie eller en campingtur. Og vi kan jo godt lide at rejse. Vi har ikke gjort det så meget, for vi har aldrig haft de store penge. Så sidst vi var ude at rejse var i 2017, før vi købte huset.”

Og så savner hun en tilværelse, hvor nuværende og fremtidige udgifter ikke konstant gnaver i bevidstheden:

”Jeg savner den der ikke-bekymring. Oven i alt det her, kommer der jo de almindelige udgifter: Bilen, der skal til syn, vinterdæk, sommerdæk og så videre. Og det, kan man jo sige, er en del af det normale, men når udgifterne til det normale er blevet spist af noget andet, så fylder det også bare. Så små ting går hen og bliver store ting. Når der kommer en pludselig udgift, så ryster jorden under én," siger hun.

Pia Pedersen tager en måned ad gangen og prøver at opretholde optimismen.

”Der er måske nogle, der vil sige, at det er at vende det blinde øje til. Men det er det blinde øje, der gør, at jeg kan sove om natten”.

Hun glæder sig dog dagligt over, at hendes familie har tag over hovedet og tøj på kroppen.

”Det er ikke synd for os, der er mange, der har det meget værre end os,” fastslår hun og tilføjer:

 ”Og der findes jo rigtig mange ting, der ikke koster penge. Vi har noget fantastisk natur. Og det er på en måde næsten lidt ligegyldigt, hvad vi laver sammen”.

Hun håber, at folk i de lavtlønnede faggrupper vil blive bedre til at fortælle om deres privatøkonomiske kvaler. Det oplever hun nemlig, kan være et ømtåligt emne, der derfor sjældent italesættes:

”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vores faggruppe ikke er den højst lønnede. Man taler ikke ret meget om løn, det er en meget privat sag”.

Det er først for nylig, at hendes kollegaer er begyndt at tale om prisstigningernes konsekvenser.

”Der gik det op for mig, at hold da op, der er jo så utrolig mange, der er berørt af det her. Så jeg tænker, det kunne være sundt at få åbnet den pose,” siger hun.

Hun håber, at en sådan åbenhed ville kunne starte en samtale om, hvordan vi fordeler løn:

”Efter min mening, bor vi i et samfund, der har indrettet sig efter uddannelseslængde. Min personlige holdning er, at fordi det ikke tager lige langt tid at lære alting, så betyder det ikke, at noget nødvendigvis er mindre vigtigt. Min faggruppe ville kunne lægge sygehuset fladt på ryggen i løben af en dag. Men det tager ikke lige så lang tid at lære at gøre rent, som det gør at lære at operere. Så det i sig selv er et vanvittigt spændende emne at få diskuteret.”

Indtil da spejder Pia Pedersen videre efter nye måder at minimere udgifterne på. Hun har lige lært, at man kan spise alt på en mælkebøtte, og forleden læste hun en artikel om fænomenet ’dumpster diving’. Her skaffer man sig på ulovligvis adgang til supermarkedernes containere med varer, der netop har overskredet salgsdatoen.

”Jeg skal langt ud, men det er noget, jeg godt kunne finde på at ty til”, griner hun.

Hendes største bekymring lige nu er spørgsmålet om, hvordan hendes 15-årige søn skal komme på efterskole, som hun har lovet ham:

”Den opsparing, der var lavet, den er spist nu. Men vi skal nok klare det, det gør vi altid,” insisterer hun.