Annonce

værnemidler covid 19 foto tobias stidsen

Tema: Coronavirus

Knap hver 7. ansatte i ældreplejen er blevet smittet i år: ”Alle er slidte”


Udbredt smitte blandt medarbejdere i ældreplejen skaber massivt arbejdspres.

Annonce

Flere og flere medarbejdere i ældreplejen bliver smittet med coronavirus. Tobias Stidsen

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

23.788 medarbejdere i ældreplejen og på døgninstitutioner er blevet testet positiv for coronavirus i løbet af årets første fire uger.

Det svarer til knap 14 procent af alle medarbejdere, viser beregninger på baggrund af de tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Stigende arbejdspres

De høje smittetal skaber voldsomt arbejdspres i ældreplejen, hvor en række kommuner kæmper med at finde tilstrækkeligt med medarbejdere til at give ældre borgere den hjælp og pleje, de er visiteret til.
 
Én af de kommuner er Aalborg, hvor man mandag manglede omkring 200 medarbejdere i ældreplejen på grund af coronavirus. Dertil kommer almindeligt sygefravær, fortæller Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg.
 
Ifølge direktøren har presset været massivt, siden smitten tog fart omkring juletid. Derfor har kommunen set sig nødsaget til at aktivere sin nødplan, der med en række tiltag skal sikre, at kommunens ældre fortsat modtager den hjælp og pleje, som de er visiteret til.
 
Siden nytår har kommunens rehabiliterings- og aktivitetscentre været lukket siden nytår. Og kommunens nødplan indebærer derfor blandt andet, at centrenes 61 social- sundhedsmedarbejdere midlertidigt bliver flyttet til for eksempel plejehjem.
 
Derudover har kommunen i samarbejde med FOA lavet en aftale, der giver medarbejderne et ekstra honorar på enten 300 eller 900 kroner for at tage en ’akut udækket vagt på anden arbejdsplads’. Beløbet afhænger af, om arbejdet ligger inden eller uden for ens normale vagt.
 
”Det skal selvfølgelig være sådan, at de har tid og overskud til at tage ekstra vagter. Men der er behov for, at de rutinerede kræfter tager en ekstra tørn, og det er mit indtryk, at man tager godt i mod den opfordring,” siger Jan Nielsen og tilføjer:
 
”Men både medarbejdere og ledere er slidte. Vi havde krisestabsmøde i morges, hvor der blev spurgt ind til muligheder for supervision og anden hjælp, og de tilbud har vi selvfølgelig stadig. Men det har varet i to år nu. Det er hårdt.”
 

Udvalgte aktiviteter på pause

Et andet eksempel på en hårdt presset kommune er Skanderborg. Her lød meldingen torsdag i sidste uge, at man manglede mere end 100 fastansatte medarbejdere på ældreområdet med den konsekvens, at udvalgte opgaver og aktiviteter blev sat på pause til foreløbig 1. februar.
 
I en pressemeddelelse fra kommunen fortalte chef for Sundhed, Omsorg og Handicap Lis Kaastrup: 
 
”Jeg er utrolig ked af, at det er blevet nødvendigt at prioritere i den service, vi giver til vores ældre. De seneste dage er smitten steget så hurtigt, at vi er i en situation, hvor vi bare ikke har de medarbejdere, der skal til for at løse alle opgaver.”
 
”Jeg håber, at vores borgere og pårørende har forståelse for, at vi en periode ikke kan levere service på det niveau, vi kunne ønske.”
 

Nye regler løser ikke udfordringerne

Mandag opdaterede Sundhedsstyrelsen sine anbefalinger, så smittede kan bryde sin isolation tidligere. Det vil ifølge Jan Nielsen tage 'toppen af belastningen'.
 

Læs også: Nu skal du være isoleret i kortere tid efter coronasmitte

”Men det løser ikke alle vores udfordringer. Det, der skal løse vores udfordringer, er faldende smitte i samfundet. Og jeg håber ikke, det varer mere end 14 dage, før smitten begynder at falde. For lige nu er det de sidste ressourcer, vi trækker ud af vores organisation.”
 
Også blandt beboerne på plejehjem stiger smitten. I uge 4 blev 810 beboere således testet positiv. Det er det højeste antal på en uge i løbet af hele pandemien. 
 
I løbet af den seneste uge døde 41 plejehjemsbeboere med coronavirus. Det er markant færre end de 110 plejehjemsbeboere, der døde med coronavirus i løbet af uge 2 i 2021.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev