Annonce

Test af pleje- og omsorgspersonale

Tema: Coronavirus

Aftale erstatter lov om test: Her er, hvad du skal vide

Trods stigende smitte er det pr. 1. november ikke muligt for arbejdsgivere at pålægge medarbejderne at lade sig PCR-teste. Bliv klogere på, hvad du skal vide som omsorgs- og plejepersonale. 

Annonce

Fra 1. november kan din arbejdsgiver ikke længere pålægge dig at blive testet for covid-19. Tobias Stidsen / Arkivfoto

Af Simone Kjølbye-Dam
Journalist

Annonce

Pr. 1. november ophæves loven, hvori arbejdsgivere førhen har haft mulighed for at pålægge deres medarbejdere at blive testet for covid-19. 

Men hvad betyder det helt præcist for dig som medarbejder i omsorgs- og plejesektoren? 
 
Med hjælp fra chefkonsulent i FOA, Asbjørn Andersen, giver Fagbladet FOA dig her svar på, hvad du skal vide om test, når vi går de kolde vintermåneder i møde. 

 
“Aftalen indeholder ikke længere en ret til at pålægge de ansatte at tage en test, der er derfor ikke længere et krav om, at medarbejderne lader sig teste. Der kan være mange gode grunde til, at man som medarbejder i ældre- og sundhedssektoren lade sig teste, men der er ikke længere et krav om det,” siger Asbjørn Andersen.

I aftalen står der, at test som led i overvågning er en anbefaling til den enkelte medarbejder og ikke et krav om, at medarbejderen lader sig teste.

Alligevel sås det sidste forår, hvor samme aftale gjaldt, at der var en række sager, hvor medarbejdere blev pålagt at blive testet i deres fritid, selvom arbejdsgiver ikke kunne kræve det. Arbejdsretten har senere medgivet at pålagt test skal foregå i arbejdstiden.
 
I aftalen opfordres der til, at du som vaccineret medarbejder bliver PCR-testet for covid-19 én gang om ugen. 
 
Hvis du ikke er vaccineret, opfordres du til at lade dig teste to gange om ugen. 

Mange af de tidligere teststeder er i dag lukket ned, fordi store dele af befolkningen er færdigvaccineret. 
 
For at opfordringerne om regelmæssig testning kan gennemføres, er der brug for, at de nære testtilbud opføres på ny. 

Af aftalen fremgår det, at det er iværksat, men at der skal tages hensyn til, at nogle af stederne skal genetableres, da myndighederne ikke tidligere har anbefalet vaccinerede medarbejdere løbende tests. 
 
Det betyder, at der i starten kan være langt til nærmeste teststed. 
 
“Problemet er, at store dele af testkapaciteten er blevet droslet ned. Nu skal de til at genoptage det, og det kan tage tid. Men der er meget, der tyder på, at de nok bliver nødt til det med de smittetal, vi begynder at se igen,” siger Asbjørn Andersen. 
 

Stadig flere bliver smittet 

I den seneste uges tid har man netop set, at der dagligt har været flere end 1000 nye smittetilfælde om dagen. 
 
Smitten er på vej op igen, og derfor råder FOA stadig sine medlemmer til at bruge deres sunde fornuft.
 
“Vi i FOA anbefaler selvfølgelig, at du skal lade dig teste, hvis du har symptomer. Hvis du har symptomer, må du heller ikke møde op på arbejdspladsen. Så skal du testes for at se, om det er covid-19 eller ej, før du kan komme tilbage på arbejdet,” siger Asbjørn Andersen. 

Derudover bør de generelle råd om forebyggelse af smitte stadig følges. Her er det til stadighed vigtigt at have god håndhygiejne, begrænse den fysiske kontakt og holde afstand.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev