Annonce

Sosu-assistent: ”Jeg bliver nødt til at skippe frokostpausen for at kunne nå det hele”

Social- og sundhedsassistent Rikke Janni Zieling oplever flere gange om ugen, hun ikke har tid til at holde en frokostpause, og hun er langtfra den eneste, viser ny medlemsundersøgelse fra FOA.

Annonce

Det er langt fra unormalt, at Rikke Janni ikke har tid til at spise sin frokost. Og det risikerer at gå ud over hendes kolleger, hvilket gør hende ked af det. Anna Cathrine Leth Christiansen

Af Asbjørn Killen Jahn
Journalist

Af Ronja Kaadt Trandum
Journalist

Annonce

Rikke Janni Zieling har netop sat sig ned i pauserummet på det døgnrehabiliteringscenter, hun arbejder på. Hun har taget første bid af sin frokost, men så ringer en borger, og en pårørende banker på, og Rikke Janni må pakke frokosten væk. Det er en velkendt dans, og efter 16 år inden for social- og sundhedssektoren kender hun alle trinene.

"Det er næsten hver dag, jeg ikke har tid til at holde min frokostpause. Vi er tre behandlere til 20-24 borgere på vores afdeling, så lige så snart vi sætter os, begynder de første borgere at ringe, og så er det op igen. Vi kan jo ikke sige: 'Du må lige vente til, jeg har spist min frokost.' Det er jo syge mennesker, vi arbejder med," siger Rikke Janni.

Hun arbejder på en afdeling med neurologisk speciale. Hun behandler derfor både borgere med hjerneskader, traumer efter ulykker, misbrugere og borgere, der skal rehabiliteres efter at have fået en ny hofte. Det er derfor mennesker, der har brug for meget pleje og tid, fortæller Rikke Janni.

Læs også: Det kostede Anne en arbejdsskade at tage en tomandsopgave alene

44 procent må springe pausen over

En ny medlemsundersøgelse fra FOA viser, at 44 procent af FOAs medlemmer på sosu-området oplever at må springe frokostpausen over mindst én gang og ugen. Værst er det for de ansatte på landets plejecentre, hvor 54 procent undlader at holde frokostpause mindst én gang om ugen. Ifølge Rikke Janni er det ikke overraskende tal:

"Det er noget, vi snakker med vores kollegaer og ledere om hele tiden. Når jeg er sulten og stresset, bliver jeg en dårligere kollega, og jeg begynder at snerre. Det er hverken i orden overfor mine kollegaer eller mig selv," siger Rikke Janni. 

Medlemsundersøgelsen viser også, at hvert fjerde medlem inden for social- og sundhedssektoren ugentligt ikke kan nå et eneste toiletbesøg i løbet af en vagt. Det kan Rikke Janni nikke genkendende til:

"Vi glemmer at tisse, og når vi så mærker det, går vi og holder os. Min kollega kan sige til mig kl. 22, efter at have været på vagt i 6 timer, at han ikke har tisset en eneste gang," siger Rikke Janni.

Læs også: Professor: ”Mere medbestemmelse kan mindske arbejdspresset”

Et fattigt fag 

Rikke Janni valgte at blive social- og sundhedsassistent, fordi hun ville arbejde med mennesker. Hun kan godt lide, at man gennem faget får lov at se det hele menneske og følge deres psykiske, sociale og medicinske udvikling. Ifølge Rikke Janni er arbejdspresset dog ved at udhule faget.

"Verden udenfor ser ikke, hvor fattigt et fag, det er ved at blive. Det er brandslukning, inden man når at stille tasken, og jeg synes det er ærgerligt, for det var ikke derfor, jeg valgte det. Frokostpauserne er én ting, men generelt synes jeg ikke, der bliver gjort nok for at sikre et godt arbejdsmiljø", slutter Rikke Janni.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev