Dagplejer Sissel Berth, Randers Kommune:
En gave at kunne følge min datter
Sissel Berth nyder at være dagplejer. Men hvis hun ikke havde haft mulighed for at passe sin datter, var hun næppe gået ind i faget.
”Det var en præmis for mig, og det fik jeg heldigvis lov til, for jeg er sindssygt glad for jobbet,” siger Sissel Berth, der er uddannet social og sundhedshjælper og har været
dagplejer i Randers Kommune siden januar 2021. Et job, hun begyndte at overveje, da hun var på barsel og hørte om, at folk omkring hende ikke kunne få dagplejepladser, men
måtte køre ud af byen.
”Der var en masse brikker, der faldt på plads, så jeg ringede til dagplejekontoret og fik at vide, at det var en mulighed, men at jeg skulle være klar over, at det er et job, der involverer hele familien.
Hjemmet er jo åbent for børn og forældre 48 timer om ugen, så der skal være ryddeligt det meste af tiden, og min mand kan ikke bare have en sygedag på sofaen,” siger hun.
En gave at arbejde med de små
Men beslutningen blev taget, og Sissels mand gik i gang med at bygge pusleplads og et legehus i haven – vel vidende, at det er et usikkert job.
Hvis efterspørgslen på dagplejepladser i Langå, hvor hun bor, falder, kan hun stå i en situation, hvor der ikke er brug for hende. Alligevel har hun ikke fortrudt.
”
Det er en gave at arbejde med de små børn og samtidig kunne følge min datter. Og når hun bliver større, vil jeg være derhjemme, når hun kommer hjem fra skole.”
Flerbørnsdagplejer Liene Celma, Københavns Kommune:
Vi har dagplejens nærhed og institutionens samvær
Det ligner en helt almindelig lejlighed i en helt almindelig opgang i Ørestad i København. Indtil man får øje på brandslukkeren bag spisebordet, børnegarderoberne i baglokalet og det manglende soveværelse. Lejligheden fungerer som en flerbørnsdagpleje, hvor
Liene Celma og Bettina Rasmussen arbejder 37 timer om ugen, og Henriette Ravnløkke har 30 timer.
Tilsammen har de otte børn i alderen 0-2 år.
”På den måde er det ikke en almindelig dagpleje. Men vi har nærværet, roen og den tætte kontakt til børnene, og derved ligner vores flerbørnsdagpleje nok mere en dagpleje end en institution,” siger Liene Celma, der er pædagogisk assistent.
Hun har tidligere arbejdet i vuggestuer igennem 11 år og har kun overvejet at blive ’almindelig’ dagplejer, da hendes søn var lille. Det blev ved tanken, da hun bor på
fjerde sal uden elevator, og desuden foretrækker hun at kunne gå hjem til sig selv, når hun har fri.
Tid til nærvær
I dag kunne Liene Celma ikke drømme om at vende tilbage til en vuggestue. Mest på grund af tiden. Den har de i flerbørnsdagplejen. Tid til at hjælpe Gerda på to år, så hun selv kan hælde vand op i et glas. Tid til at trække et barn ud af gruppen, hvis der er behov for det.
Og til at tage en ekstra snak med forældrene.
Alt det skulle gå lidt hurtigere i vuggestuen, supplerer Bettina, der har køkkentjansen og steger nudler og grønt i køkkenet, mens Liene Celma leger ’tittebøh’ med fire af børnene på gulvet i legerummet, og Henriette er taget på tur med tre børn.
”Vi dækker ind for hinanden. Når et barn bliver urolig ved morgensamlingen, kan den ene
af os tage sig af barnet, mens de andre kører sangen videre,” siger Bettina Rasmussen.
Planlægger selv
Hverdagen styrer de selv. Alt lige fra at ringe til en vvs’er, købe ind, planlægge ferie og
tilrettelægge morgensamlingen. Udfordringer løser de tre dagplejere i et fællesskab, der efterhånden er så tæt, at de også ses privat. Støtte og input udefra får de af dagplejepædagogen, vikarer og kurser.
”Når vi er glade, smitter det af på børnene. Vikarer er der sjældent brug for, vi er aldrig
syge,” griner Bettina, der har slukket for blusset og sat sig med et af børnene, mens et
andet ’sidder fast’ i Lienes hulmønstrede striktrøje, hun ikke kan løsrive sig fra.
”Jeg elsker at arbejde med de små,” siger Liene Celma.
”Men jeg skal have tid til at give dem den omsorg, de har brug for, og det har jeg her.”
Dagplejer Pernille Laursen, Vejle Kommune:
Jeg elsker at tilegne mig ny viden
For Pernille Laursen var det nysgerrigheden efter at prøve noget nyt, der i 2014 fik hende til at skifte maling, pensler og butiksarbejdet ud med fire dagplejebørn i eget hjem i Vejle Kommune.
Arbejdet i byggemarkedet var blevet for trivielt, og hun havde lyst til at prøve kræfter med et andet fag, hvor hun kunne bruge sit hjælpergen til andet end at udpege farvekoder.
dagplejere.
”Jeg elsker at tilegne mig ny viden, og da jeg hørte, at jeg udover grunduddannelsen kunne få en pædagogisk assistentuddannelse, sagde jeg med det samme til min leder: ’Sådan én vil jeg også have’.”
Faglig udvikling fortsætter
Under sin uddannelse har Pernille Laursen blandt andet lært om vigtigheden i at udforske sanserne og lade børnene røre og smage på de ting, som de møder i dagligdagen.
”Vi smager for eksempel på en citron og taler om, hvordan det er. Er det surt?
Er det sødt? Jeg har også fokus på medbestemmelse og selvstændighed som at være med til at dække bord eller selv hælde mælk op. Det vokser børnene vildt meget af.”
Pernille Laursen vil også gerne selv blive ved med at vokse fagligt. Det seneste nye på cv’et er en uddannelse i mindfulness, som hun netop har færdiggjort.