Annonce

Professor: At tale ned til plejefagene dræber arbejdsglæden

Der bliver talt ned til omsorgsfagene, og det skal stoppe, for det giver mindre arbejdsglæde. Fokus skal holdes på de ringe arbejdsforhold, så ansvaret ikke lægges på den enkelte medarbejder. Det mener professor og forfatter Kristian Larsen.

Annonce

"Man kan vinde meget ved at give de ansatte mere autonomi og råderum, så de kan bruge alle deres kompetencer," mener Kristian Larsen, der er professor ved Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet og forskningsleder ved UCSF. Tobias Stidsen

Af Tobias Stidsen
Journalist

Annonce

Hvad sker der, når ens fag bliver talt ned og gjort simplere, end det er? 
 
Der er nok ikke mange, der tænker over det i det daglige, men det har store konsekvenser for vores hverdag. Når man altid bliver talt ned til, så tager man det til sig, og gør det til sin egen virkelighed, forklarer Kristian Larsen, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet,  Han er også forskningsleder ved UCSF (Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning) 
 
”Sproget kan være en af de bedste måder at holde faggrupper på plads og holde dem fra at reagere på urimeligheder,” siger han. 
 
Kristian Larsen ved, hvad han snakker om. Han er selv tidligere sygeplejerske og har arbejdet på hospital, i hjemmeplejen og på plejehjem, men er sidenhen gået universitetsvejen og er nu professor inden for pædagogik og sociologi. Han arbejder med forskning inden for sundhedsvæsenet og de mennesker, der arbejder der. Tidligere i år udgav han bogen Sundhedskapital.
 
 
Kristian Larsen har blandt andet beskæftiget sig meget med, hvordan sproget kan være med til at præge den måde, ansatte i pleje- og sundhedssektoren ser sig selv på. Der er nemlig en stor magt gemt i sproget, og det kan være ekstremt formende, både for den måde, vi tænker, og den måde, vi opfører os på. 
 
”Hvis du er aktiespekulant, kan du måske læse om dig selv, at du er innovativ, kreativ og bringer penge til samfundet eller dig selv. Så er du på den grønne gren. Men det virker også den anden vej. Hvis det, du læser, er negativt, bliver det undertrykkende.”
 

Offeret får skylden

Det er blevet normalt at tale pleje- og omsorgsfagene ned, og derfor ender det ifølge Kristian Larsen ofte med, at de ansatte tager det til sig. De giver sig selv skylden, når de ikke har tid til at udføre den pleje, som de måske kan se, at en borger har brug for. ’Blaming the victim’ ('kaste skylden på offeret') kalder han det.
 
”Man tager de problemer, som egentligt ikke er individuelle, men som er strukturelle eller organisatoriske, og tager dem til sig. Du tager det til dig, og undertrykker dig selv med det, i stedet for at sige: ’De her arbejdsvilkår, de går simpelthen ikke.’”
 
Kristian Larsens pointe er, at sproget er så stor en magtfaktor, fordi det kan normalisere holdninger så meget, at selv de ansatte i pleje- og omsorgsfagene glemmer deres værdi. Så ender de med automatisk at tænke positivt om aktiespekulanten og tilsvarende negativt om deres egen profession på grund af det sprog, der bliver brugt i offentligheden. I sociologien kalder man den selvundertrykkelse for symbolsk vold.

Derfor er din jobtilfredshed heller ikke stor, når du bare føler, at du er udførende af noget, som andre har besluttet for dig.”

Kristian Larsen, Professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet og forskningsleder ved UCSF

”Folk skal føle sig værdsat”

Det er også derfor, Kristian Larsen for et par uger siden havde et debatindlæg i Politiken med en pointe om, at man burde forbyde negative diskurser om offentligt ansatte. 

”Velfærdsstaten er ikke et naturgode, den er menneskeskabt. Vi skal kæmpe for, at det er attraktivt, at det er spændende, og at det er energigivende at løfte sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige opgaver i velfærdsstaten. At man har autonomi, at man har råderum, at man er glad for sit arbejde. Det er en af løsningerne på problemerne med rekruttering og fastholdelse. Folk skal føle, at de er værdsat i deres arbejde.” 

Den negative diskurs om pleje- og omsorgspersonale er med til ”at ødelægge det rimelige krav om anerkendelse” for mange af de fag, som FOA-medlemmer arbejder inden for, forklarer han.

Ifølge Kristian Larsen er arbejdsglæde essentielt for at kunne levere god pleje og omsorg. Udfordringerne på vejen derhen ligger ikke udelukkende i sproget, men også i den skarpe arbejdsopdeling mellem faggrupper og en detailstyret hverdag. 

”Nu skal du made, og så er det, det du gør, selvom du godt kan se, at brillen måske sad skævt og høreapparatet ikke er sat til. Men du gør det, som du er blevet bedt om, og som du kan krydse af på listen. Ikke bare arbejdet, men du bliver instrument-gjort. Derfor er din jobtilfredshed heller ikke stor, når du bare føler, at du er udførende af noget, som andre har besluttet for dig.” 

Kristian Larsen påpeger, at der er gode grunde til, at opdelingen er blevet sådan, i takt med en højere specialisering. Det kan være godt, men problemet er, når balancen bliver uligevægtig.

”Den skarpe opdeling har sine fordele og sine historiske grunde, men det gør også, at folk bare føler sig som det, de gør. Én der mader eller tager folk i bad. Man kan vinde meget ved at give de ansatte mere autonomi og råderum, for at kunne bruge alle deres kompetencer.”

”En social- og sundhedsassistent, der har været mange år i branchen, har en enorm oparbejdet viden, som sygeplejerskerne og lægerne kan lære rigtigt meget af.”

Kristian Larsen, Professor i folkesundhed ved Københavns Universitet. Tobias Stidsen

Det gode produkt

Ligesom en håndværker ikke har det godt med at levere et uordentligt produkt, kan det føles krænkende for plejepersonalet, der ikke har mulighed for at gå hjem fra arbejde med en følelse af at have lavet fyldestgørende pleje, fordi tiden eller ressourcerne ikke er til det.

”Hvis du ikke føler, at du har leveret ordentligt, så tager du det til dig, og så føler du ikke selv, at du er god.”

”Der var en periode, hvor det med, at vi skal have evidens og standarder og en meget stærk arbejdsdeling, har haft nogle fordele. Vi har specialisering i, at én kan tage vare på neglene og én på støttebindet og så videre. Der har været nogle gevinster ved det, men i dag betyder det, at de strukturelle og organisatoriske betingelser gør, at mange går hjem og føler, at de ikke har leveret en ordentlig pleje, og det som de syntes, at de skulle.” 

”Hen ad vejen indstiller man sig på det, og man indstiller sig på en form for distance og passivitet, og hen ad vejen søger man måske væk eller risikerer at blive en dårligere medarbejder.” 

Kristian Larsen appellerer til, at man i højere grad lægger fokus på de strukturelle og organisatoriske udfordringer inden for pleje- og omsorgsfagene. Derudover håber han på at øge de ansattes bevidsthed om, hvordan det dominerende sprogbrug – og den tænkemåde som følger med - kan påvirke den måde, faggrupperne ser på sig selv, såvel som samfundet omkring dem.

Hensigten med begge dele er at flytte byrden væk fra den enkelte, og rette blikket mod de omstændigheder, der arbejdes under. Han håber på, at man i fremtiden kan komme tættere på, at de ansatte har bedre forudsætninger for at levere den helhedspleje, som mange i virkeligheden gerne vil, men ikke kan få lov til at give.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev