Annonce

metteee

Tema: Coronavirus

Sosu'er blev tilbudt 6.000 kroner mindre i coronabonus end sygeplejersker


I Odsherred Kommune har sygeplejerskerne fået 7.500 kroner i coronabonus, mens social- og sundhedshjælpere og -assistenter er blevet tilbudt 1.500 kroner. Det har de sagt nej til. Det handler ikke om pengene, men om princippet, siger fællestillidsrepræsentant. 

Annonce

Mette Ditlev er som social- og sundhedsassistent i Odsherred kommune sur over, at kommunen har givet to lige store poser penge til sygeplejerskerne og sosu'erne. Problemet er, at sygeplejerskerne er 79 om at dele. Sosu'erne er 490. Derfor har sosu'erne takket nej. Claus Bech

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Er sygeplejerskers coronaindsats fem gange mere værd end social- og sundhedsassistenters og -hjælperes? Det spørgsmål stiller sosu’erne i Odsherreds Kommune sig selv, efter at deres sygeplejerskekolleger har fået en kontant coronabonus på 7500 kroner, og de selv har fået tilbudt 1.500 kroner.

Egentlig var der slet ikke stillet nogen bonus i sigte til sosu’erne, men da FOAs afdeling i Vestsjælland kontaktede kommunen for en forklaring, tilbød kommunen først 1.200 kroner og senere 1.500 kroner til sosu’erne. Altså en femtedel af, hvad en sygeplejerske har fået.

”Kollegerne har sagt, at det kan kommunen ikke være bekendt. Først var vi uundværlige helte, og nu er vi pludselig kun en femtedel værd i forhold til sygeplejerskerne. Det må være en ommer,” siger Mette Ditlev, som er social- og sundhedsassistent og fællestillidsrepræsentant i Odsherred Kommune, om hendes og kollegerne reaktion.

Egentlig kunne mange af Mettes kolleger godt have brugt de 1.500 kroner, men alligevel endte de med i fællesskabet at takke nej til pengene. 

”Jeg ved, at mange gerne ville have haft pengene. Ikke fordi de synes, det er nok anerkendelse, men fordi de har brug for dem. Vi er jo lavtlønnede. Men det, vi har sagt nej til, er princippet i det hele. Hvis vi ikke kan få det samme, så vil vi slet ikke have noget,” siger Mette Ditlev.

”Rigtig mange medarbejdere har jo stået i frontlinjen her. Det er jo ikke kun os. Det er også for eksempel dem i rengøringen, der har gjort meget rent og andre kommunalt ansatte, for eksempel på genbrugspladserne. Kommunen er vores alles arbejdsgiver, så det var derfor, vi endte med at sige nej. Vi synes, at alle skal have det samme, og hvis vi ikke kan få det, vil vi ikke have noget.”

Det var FOA Vestsjællands næstformand, Jutta Larsen, der kontaktede kommunen, da hun fandt ud af, at de ville give sygeplejerskerne en stor bonus og intet til social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Her fik hun at vide, at sosu’erne kunne få den samme ramme til deling som sygeplejerskerne. 

Problemet var bare, at der er 79 sygeplejersker og 490 sosu’er i kommunen. Derfor kunne sosu’erne i første omgang få 1.200 kroner hver. Efter lidt forhandling strakte kommunen sig til 1.500 kroner til hver social- og sundhedsassistent og -hjælper. 

”Det her handler ikke om pengene, men det er nedgørelse af deres faglighed. De føler, at det er en manglende anerkendelse af deres kompetencer. Det er simpelthen så strengt. Og det er også, derfor de har sagt nej,” siger Jutta Larsen, afdelingsnæstformand i FOA Vestsjælland.

Direktør for Omsorg og Sundhed: Ærgerligt, at det er kommet hertil

I direktionen i Odsherred Kommune er man ked af, at social- og sundhedshjælpere og -assistenter ikke føler sig anerkendt. Det fortæller direktør for Omsorg og Sundhed i Odsherred Kommune, Rikke Blom. 

”Jeg synes, det er brandærgerligt, at man ikke føler sig værdsat. Sådan skal det ikke være. Men i den her sag er der flere nuancer,” siger hun.

Rikke Blom forklarer, at kommunen i december 2020 manglede seks til ti sygeplejersker om dagen i sygeplejen, samtidig med at smitten med covid-19 var på sit højeste. Derfor rekrutterede kommunen med en beredskabsaftale hjælp fra ansatte i visitationen og træningscentre, som normalt ikke er i sygeplejen. De fik et tillæg på 7.500. Derfor fik de sygeplejersker, der normalt er i sygeplejen, også et tillæg på 7.500 kroner. 

”Det har ikke været, fordi vi vil anerkende en gruppe mere end en anden. Det handler om, at vi ikke havde sygeplejersker nok. Vi har på intet tidspunkt stået uden nok FOA-medarbejdere. Jeg har også hele tiden sagt, at man godt kan kritisere os som ledelse for at have lavet den her aftale, men vi gjorde det, fordi vi var bange for, at vi ikke kunne dække os ind med nok sygeplejersker,” siger Rikke Blom.

Hun fortæller desuden, at FOA og kommunen har indgået en FEA-aftale –  en frivillig ekstra-arbejdsaftale – som giver social- og sundhedsassistenter og -hjælpere en ekstra god betaling for overarbejde. En aftale, som ifølge Rikke Blom er meget mere favorabel end sygeplejerskernes overarbejdsaftale. 

- Men sygeplejerskerne får så en anerkendelse i form af en ekstra pose penge uden at tage flere vagter?

Jo, men de får så ikke ekstra-ekstra betaling for at tage ekstra vagter. Hvis man ser på en del af FOA-medlemmerne, har nogle fået 8.000 kroner ekstra gennem FEA-aftalen, hvor sygeplejerskerne har fået 7.500 kroner i tillæg. Så kan man diskutere, hvad der er bedst. Hvis man kigger på økonomien, har vi givet flere penge til FOAs medlemmer på grund af den her FEA-aftale, end vi har givet til sygeplejerskerne,” siger hun. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev