Annonce

else marie og gerda

Tour de sosu-hjælper: 162 kilometer kongeetape venter Else Marie og Gerda


Opdateret 04. juni 2021

En række tilfældigheder gjorde, at 58-årige Else Marie Kristensen og 77-årige Gerda Andersen begyndte at cykle sammen. ”Det er lykken,” fortæller Gerda, som før cykelturene mest var derhjemme. Nu skal de to på en fire dage lang cykeltur fra Fyn til Aarhus til Gerdas søns fødselsdag.

Annonce

Ligesom Else Marie tog Gerda også en uddannelse i en sen alder. Da hun var 40 år, uddannede hun sig til socialpædagog. Før havde hun arbejdet på kontor, men hun blev fyret, fordi hun snakkede for meget og grinede for højt, fortæller Gerda.  Tobias Stidsen

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

”Jeg havde ikke været ude i mange år, før vi begyndte at cykle. I tre år gik jeg kun ture på min vej. Andet var for svært for mig.”

Sådan fortæller 77-årige Gerda Andersen. Da hendes mand døde for år tilbage, blev alt, hvad hun kendte, revet fra hende. Oveni hatten var hun ramt af både gigt og åreforkalkning, så hun brugte det meste af sin tid alene derhjemme. Men det ændrede sig, da 58-årige Else Marie Kristensen kom ind i billedet. I dag cykler de to ugentlige ture på en rickshaw-cykel ud i naturen.

”Det var, som om der begyndte en ny livshistorie for mig, da vi begyndte at cykle. Jeg vil næsten hellere undvære min frokost end min cykeltur,” siger Gerda. 

Måden, hvorpå hele deres cykelvenskab kom i stand, startede ret tilfældigt. For nogle år siden var Else Marie som selvstændig minigrise-opdrætter på besøg på et plejecenter. Grisene havde hun med for at skabe glæde og genkendelse hos plejecentrets beboere med demens. Her mødte Else Marie tilfældigt en kvinde, som skubbede sin mand rundt i kørestol.

”Dav Else Marie, siger Gerda så, og i kørestolen sidder Ejvind, Gerdas mand,” fortæller Else Marie. 

Else Marie og Gerda genkendte hinanden fra noget foreningsarbejde, de begge havde deltaget i år tilbage. Mere end det 'dav' på plejecenteret blev det ikke til den dag, men efter mødet fulgte de to med i hinandens liv på Facebook. Lidt tid efter døde Gerdas mand, Ejvind, og Else Marie besluttede sig for at sende Gerda en besked og invitere hende på besøg. 

”Og så finder jeg ud af, hvor dårligt Gerda faktisk har det på det tidspunkt. Virkelig, virkelig dårligt. Det er godt nok ulykkeligt, at sådan et menneske som Gerda, som har betydet så meget for så mange, nu sidder der helt alene,” fortæller Else Marie. 

Derfor gik Else Marie i gang med at undersøge, hvad man kunne gøre for at hjælpe mennesker som Gerda. Der måtte være andre derude i samme situation, tænkte hun. På internettet faldt hun over rickshawcyklerne, en slags ladcykel til voksne, og i den forbindelse foreningen 'Cykling Uden Alder', som hun blev en del af.

Else Marie søgte sponsorater, samarbejder og fandt frivillige for at skaffe penge til en rickshawcykel, som koster 65.000 kroner. Og det lykkes. Herfra begyndte Gerda og Else Marie at cykle ture på rickshawen ud i naturen. 

”Det er lykken. Ganske enkelt. Det var som at få noget af sit gamle liv tilbage med naturen og oplevelserne. For mig er det lige så vigtigt som daglige fornødenheder,” siger Gerda.

Sammen har de to været på ture i skoven og til Aarup, hvor Gerda har boet både som barn og voksen i et hus, hendes bedstefar har bygget. Foran huset står et stort egetræ, som Gerda kan huske, at hendes bedstefar sad og røg pibe under, mens hun selv cyklede rundt på sin lille, trehjulede cykel som barn. 

”Og så kom vi der på vores rickshaw-cykel. Turene har gjort, at jeg har kunnet huske nogle ting, som jeg måske ikke har haft lyst til at huske. Spændende ting, som jeg har haft gang i. Dem har jeg lyst til at tænke på igen, for det gør ikke længere så ondt, fordi jeg oplever nogle gode ting igen nu,” fortæller Gerda.

Kongeetape forude

På onsdag venter så cykelparrets hidtil længste etape på 162 kilometer. Turen går fra Gerdas hus i Tommerup på Fyn og hjem til hendes søns fødselsdag i Aarhus. Det var Else Marie, der foreslog, at de tog cyklen til Aarhus, fordi hverken Gerda eller hendes søn har mulighed for at rejse hjem og besøge hinanden.

”Jeg har aldrig været god til at tænke mig om, så jeg sagde bare, at det lød spændende,” griner Gerda, som glæder sig til turen, men også er lidt nervøs. 

Undervejs på turen, som varer fire dage med tre overnatninger, cykler forskellige andre rickshaw-cykler med på kortere strækninger, og Gerda og Else Marie skal både forbi et plejehjem i Vejle til frokost, bo på bed and breakfast, på hotel og på en kro. 

”Jeg er fuldstændig rystet,” griner Gerda.

”Vi skal forkæles. Det fortjener vi,” svarer Else Marie.

Inspireret til ny uddannelse

Cykelturene og det at kunne glæde andre er blevet så givende for Else Marie, at hun i februar måned startede på grundforløbet til social- og sundhedshjælper.

”Jeg blev optaget af det med de ældre mennesker, og hvad man egentlig kan gøre udover bare at dække de basale behov. For mig at se er det det, vi gør i Danmark. Dækker de basale behov. Men det med at kunne komme ud at opleve det sociale fællesskab og at opfylde folks drømme. Det vil jeg gerne,” siger Else Marie. 

Hun håber på, når hun er færdiguddannet, at få lov at lave et stort cykelprojekt for ældre mennesker og at etablere et afstressende minigrisehus hjemme hos sig selv, hvor folk kan komme på besøg til afslapning foran pejsen og ae grisene. 

cykel
Det er denne rickshaw, der skal føre de to kvinder fra Fyn til Jylland. Den kører på el, og det glæder Else Marie, der er lidt bekymret ved bakkerne omkring Vejle. Tobias Stidsen
Opdateret: Tidligere fremgik det, at Gerdas mand hed Ejnar. Det er forkert. Han hed Ejvind. Fejlen er nu rettet, og Fagbladet FOA beklager.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev