Besparelser, større arbejdsbyrde og arbejdsopgaver, der må udføres i højt tempo, er ikke gode forudsætninger for trivslen på arbejdet. Og slet ikke i plejesektoren, hvor den menneskelige interaktion er altafgørende for borgeren såvel som for omsorgspersonalet.

Det mener Imran Rashid, som er speciallæge i almen medicin og som over længere tid har arbejdet med digitaliserings konsekvenser for menneskers fysiske og mentale helbred. I sin nyeste bog 'Mærkbarhed', som er opfølgeren til 'SLUK', kigger han på, hvordan verdenen omkring os påvirker, hvordan vi har det inden i. 

Ifølge ham har de dårlige arbejdsvilkår, som omsorgspersonale har været underlagt de sidste mange år, skubbet folk ud i mental mistrivsel og omsorgstræthed, hvilket man blandt andet så i TV 2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’. Og det er en selvfølge, mener han, når man lidt efter lidt mister sin evne til at yde omsorg, fordi man gang på gang bliver nødt til at underpræstere, fordi tiden og ressourcerne ikke er til det. 

Læs også: Psykolog: I årevis er ældreplejen blevet svigtet af tomme løfter

”Omsorg er for mange det, der gør, at man gider at gå på arbejde, fordi man føler, man gør en forskel for andre. Hvis man fjerner den mulighed, vinder omsorgstrætheden indpas. Så er det her, det går galt,” fortæller Imran Rashid. 

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Målbarhed i et mærkbart fag
Problemet opstår ifølge Imran Rashid, når man bruger en målbarhedslogik i et system, som egentlig er baseret på mærkbarhed.

Det er noget, han selv har oplevet på egen krop som speciallæge de sidste ti år. Han har flere gange siddet i lægevagten, hvor han hurtigt er kommet til at tale med over 20 patienter i timen. Det er kun noget, han gør en gang imellem, men han kan sagtens sætte sig ind i, hvor trættende det kan være, hvis det er sådan, ens arbejdsdag ser ud hver dag.

Målbarheden degraderer borgeren til knæ og hofter, mens mennesket bag bliver til en arbejdsopgave, der hurtigt skal klares, inden man skal videre til den næste. Og sådan burde det slet ikke være, mener han. 

”Det er svært at putte omsorg ind i et excel-ark. Når mennesker yder omsorg for et andet menneske, er det en tovejsproces. Jeg kan gå derfra med en god fornemmelse af, at jeg har gjort en forskel. Jeg betød noget for nogen, der var mening med mit arbejde. Det er det aftryk, den mærkbarhed, som du sætter som menneske i et andet menneske.”

”Men hvis det ikke er tilfældet, giver man til sidst op. Ligesom hvis du skal holde vejret under vand. På et eller andet tidspunkt så kan du ikke mere,” siger han og fortsætter:  
 

Læs også: Forsker: Flere plejeskandaler i vente efter Kongsgården

”Vi er nødt til at få en fungerende plejesektor, der er baseret på menneskelighed, fordi det går galt, når det baseres på andre logikker, som ikke har noget med menneskelighed at gøre.” 

”Du skal kunne mærke, hvorfor du gør det, du gør. Der skal være en mening med det. Hvis man fjerner alt det, som giver mening, vil der opstå et moralsk benspænd, hvor du til sidst må gå på kompromis med dig selv.”

Fagligheden lider under umenneskelige arbejdsvilkår 

Og det er netop det at ty til lappeløsninger og at gå på kompromis med sin egen faglighed, som i sidste ende resulterer i, at man får tilegnet sig nogle vaner, som både går ud over en selv og borgerne, man arbejder med.  

”Forråelse er et rigtig godt begreb, der peger på den negative mærkbarhed, som umenneskelige arbejdsvilkår i virkeligheden sætter os i.” 

”Hvis vi for eksempel kigger på hjemmeplejen, så skal social- og sundhedshjælperne og -assistenterne hele tiden videre til næste borger. Det betyder, at du aldrig vil være fuldstændig til stede. Det skal gå stærkt. Og dét er en fortravlet hamsterhjulstilværelse, som folk lider under.” 

Der vil utvivlsomt være nogle gule lamper, der lyser, før de røde kommer i spil. Men de vil også med tiden begynde at blinke, hvis man fortsætter med at skulle arbejde under umenneskelige arbejdsvilkår. Det er Imran Rashid ikke i tvivl om. 

”Moralsk stress, omsorgstræthed, forråelse: Det er røde lamper. De gule lamper er når folk melder sig syge, når folk begynder at få klagesager, når der opstår konflikter. Og selv dem, der virkelig knokler, og som vil gøre en forskel, de vil ende som undulaterne i kulminen,” fortæller han og uddyber: 

”Og det vil ske, hvis de forkerte forudsætninger er til stede. Hvis du skruer op for målbarheden, ned for muligheden for at yde omsorg, for debriefingen, for kollegialiteten, for værdsættelsen, alle de forudsætninger, der skal til, for at mennesker kan trives, så vil det ske.” 

Systemet skal omtænkes
For Imran Rashid er det helt klart, at det foreliggende problem kalder på et systemskifte. For når det nuværende system presser omsorgspersonalet til det yderste, så de til sidst ikke har mere omsorg at give ud af, så er det en uundgåelighed, at alle parter i plejesektoren bliver tabere i ’målbarhedssygens’ spil. 

”Det handler om at lave systemer, hvor mennesker ikke bliver klemt. Og der skal man vende den om og sige, at det ikke er mennesker, der skal passe ind i systemet. Det er systemet, der skal passe til de mennesker, vi er,” siger Imran Rashid.

Indenfor de seneste par år er der kommet flere krav til bedre og mere journalføring, som kræver meget af omsorgspersonalets tid. Og det får blikket væk fra det, som egentlig er kerneydelsen, mener Imran Rashid. Det handler om, at borgerne føler sig hørt. Og det, mener Imran Rashid, er den største udfordring i et målbart system.  

En mental grøn omstilling 

Men der skal råbes højt, før at politikerne får gjort noget ved den negative udvikling, som har præget sektoren igennem mange år. Derfor må man starte med sin egen mentale grønne omstilling, som Imran Rashid sidestiller med den grønne omstilling, da han mener, at det er lige så vigtigt at kigge på miljøet inde i egen krop som på miljøet rundt om en. 

”Jeg tror, vi er faret vild. Vi er startet med at arbejde for at leve det liv, vi gerne ville, til at vi nu lever for at arbejde. For det er på arbejdet, at vi er blevet bildt ind, at vi har en betydning.”

Det mener Imran Rashid, at der skal gøres op med. Derfor kommer han i sin bog med nogle pejlemærker til, hvordan man kan finde tilbage til følingen med en selv og ens faglighed. Én af dem er, at man skal droppe grønthandlermentaliteten. 

”For hvor en grønthandler måske tænker mere på profitten fra salget af grøntsagerne og blomsterne, så er en gartner nødt til at have meget mere fokus på forudsætninger for trivsel såsom at få gødet, vandet samt sikret tilstrækkeligt sollys. For ellers visner planterne,” beskriver Imran Rashid det i bogen. 

Selv peger han på et andet pejlemærke, som han også mener er helt essentielt: Dyrk mærkesager i din mentale køkkenhave. Gør noget for dig selv, som du kan mærke i hverdagen – og gerne sammen med andre mennesker. For så har du mulighed for at glemme dig selv og de ting på arbejdet, der går dig på. Han opfordrer til at gå en tur eller læse en god bog, så man kan pleje sin mentale trivsel. 

Det er småting i hverdagen, der kan gøre, at du mentalt trives bedre efter en lang arbejdsdag. Småting, som Imran Rashid dog mener, er uhyre vigtige. Mere betydelig er dog imidlertid erkendelsen af vigtigheden af menneskelighed, afrunder Imran Rashid: 

”Noget af det mest centrale er erkendelsen af, at vi er hinandens forudsætning for trivsel. Mennesker har brug for mennesker, ellers visner vi, ligesom planterne ville gøre.”