For første gang i over 10 år var social- og sundhedshjælper Annebeth Jeppesen ked af det, når hun gik hjem fra sit arbejde ved hjemmeplejen i Skagen. Det skyldtes ikke mindst, at hverken hun eller de andre ansatte følte sig set og hørt af ledelsen.
“Der manglede virkelig forståelse for vores udfordringer. Hvis der opstod et problem ude hos en borger, blev man mødt med: ‘Det må du lige selv finde ud af’, eller ‘det ser vi på senere’. Men der blev aldrig handlet på noget,” siger Annebeth Jeppesen, som også er arbejdsmiljørepræsentant.
For to et halvt år siden tog problemerne for alvor til. Medarbejderne havde ingen medindflydelse på ferieplanlægningen. Faglig sparring var der ikke noget af, fordi teammøderne var sparet væk. Flere gange oplevede de ansatte, at de ikke kunne få fri til begravelser. Og morgenerne var kaotiske, fortæller social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant Karoline Gaardbo Larsen, der er kollega til Annebeth Jeppesen.
“Vi havde 10 minutter til at få hentet nøgler og telefon, tjekke vores ruter og handleplaner og få dem skrevet ned, fordi vi ikke måtte printe. Det kostede i blæk og papir. Og ofte var planerne ikke klar, nøglerne væk, og bilerne ikke tanket. Det praktiske sejlede, så hurtigt var man 20-25 minutter forsinket,” siger Karoline Gaardbo Larsen.
Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’
Gik ud over arbejdsmiljøet
I hele medarbejdergruppen var der frustrationer. Og med tiden gik det ud over arbejdsmiljøet.
“Fællesskabet og samarbejdet mellem kollegerne har altid været godt, men pludselig gik man og bed af hinanden,” siger Karoline Gaardbo Larsen og bliver suppleret af Annebeth Jeppesen:
“Ja, det var ikke noget ping-pong, ingen arbejdsglæde. Man mødte bare op og gjorde sine ting. Til sidst overvejede jeg virkelig at kaste håndklædet i ringen.”
Medarbejderne var ikke i tvivl om, at noget måtte gøres. Efter mange forgæves forsøg på at få lederen til at lytte og af denne grund et resultatløst forløb hos SPARK, Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne, søgte medarbejderne hjælp hos FOA Frederikshavn. Det blev starten på et forløb med FOAs Taskforce – en arbejdsgruppe, der hjælper med arbejdsmiljøproblemer.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Løsninger i fokus
I januar 2020 stod FOAs Taskforce for en workshop for hjemmeplejens ansatte, der var mødt talstærkt op, fordi “de virkelig gerne ville have tingene forbedret,” som Karoline og Annebeth siger.
På post-its skrev de hver især, hvilke problemer de oplevede: Dårlig kommunikation. For mange sygemeldinger. Manglende indflydelse på ferie. Travle morgener uden tid til forberedelse – for blot at nævne nogle få. Da problemerne var kortlagt, skulle medarbejderne finde løsninger.
“Den måde, de stillede tingene op på, gav os en helt ny forståelse for vores udfordringer. Før var vi nok slemme til kun at se problemerne og brokke os. Nu fik vi rettet fokus mod løsningerne. Det gav os rigtig mange aha-oplevelser og mod på at løse problemerne,” siger Karoline Gaardbo Larsen.
Annebeth Jeppesen er enig. Hjælpen fra FOA “gjorde virkelig noget godt”, og var det, medarbejderne havde haft brug for til at få gennemarbejdet problemerne. En femsiders liste med løsninger blev udarbejdet under workshoppen.
Reddet af den gode leder
Det skulle dog blive svært at få implementeret de gode idéer uden den rette leder ved roret. Derfor ændrede tingene sig først for alvor, da hjemmeplejen i sommeren 2020 fik en ny leder, som var indstillet på at få arbejdsmiljøet på rette kurs.
Nu er der feriemøder, så medarbejderne selv er med til at planlægge ferie. Rute- og handleplaner må printes ud. Og der er kommet et nøgleskab, så nøglerne ikke forsvinder, og et årshjul, så alle ansatte har overblik over møder og tr-kontortider. Planen er også, at der skal ansættes en mini-fleksjobber, som hver morgen skal lægge programmer og telefoner klar og tænde computerne.
“Jeg tror, det kan blive rigtig godt. Forhåbentlig kan det spare os for noget tid, så vi faktisk kan komme afsted og bruge tiden på det, vi er sat i verden for,” siger Annebeth Jeppesen.
Kan puste ud igen
Vigtigst af alt føler medarbejderne nu, at de bliver respekteret og lyttet til. De har ikke længere ondt i maven – hverken når de kører hjem fra arbejde eller skal have fri i forbindelse med lægetider eller begravelser.
“Det er så godt, og det kan virkelig mærkes, at arbejdsmiljøet er blevet bedre. Folks skuldre er ligesom faldet på plads. Vi kan allesammen puste ud igen,” siger Annebeth Jeppesen.
Både hun og Karoline understreger dog, at der fortsat er udfordringer, ligesom de stadig arbejder på nogle af de ting, som blev talt om under workshoppen med FOA.
“Men de der småtings-problemer kan vi bedre være i nu, fordi vi ved, at det bliver taget seriøst, og der bliver arbejdet på det. Og det giver heldigvis også rum til, at man engang imellem bare kan sige ‘pyt’, hvis tingene ikke fungerer,” siger Karoline Gaardbo Larsen.