Annonce

Sosu med mundbind retter mundbindet ved næsen

Tema: Coronavirus

Kommune indgår aftale om corona-honorar

Opdateret 03. februar 2021

Aarhus indgår som den første kommune en beredskabsaftale med FOA Aarhus, der belønner blandt andet social- og sundhedspersonale for at stå til rådighed i kampen mod corona. Aftalen betyder, at personalet modtager et honorar for at træde til.

Annonce

I juli blev en aftale om belønning til de ansatte, der indgik i corona-beredskabet, indgået i regionerne. Men lignende aftaler skal forhandles individuelt for de enkelte kommuner. Aarhus Kommune er den første kommune, der har indgået en aftale.  Arkiv foto af Tobias Stidsen

Af Anja Skov Marcussen
Journalist

Annonce

Opdatering: tidligere fremgik det af artiklen, at det årlige beløb var 17.550 kroner, det er nu rettet til det korrekte beløb. Senere opdateret med kommentar fra Aarhus Kommune.

25.070 kroner årligt. Det er, hvad ansatte i Aarhus Kommune kan se frem til, når de står til rådighed eller bliver flyttet til en anden arbejdsplads på grund af corona.

Det sikrer en aftale, som FOA har indgået med Aarhus Kommune. Aftalen gælder for social- og sundhedspersonale, husassistenter, serviceassistenter og rengøringsteknikere, der indgår i covid-19 beredskabet i kommunen. 
 
Det er en vigtig aftale, mener formand i Social- og Sundhedssektoren i FOA, Torben Hollmann.
 
”Hvis man bringer vores medlemmer i en situation, hvor de skal stå stand-by eller har en usikkerhed i forhold til, hvor de skal arbejde næste dag, skal de aflønnes for det. Særligt når det også griber ind i deres privatliv. Det gør også, at flere har lyst til at være en del af beredskabet,” siger han.
 
Han håber, andre kommuner vil lave en lignende aftale for FOAs faggrupper. 
 
”Når man står til rådighed, skal man aflønnes, og jeg vil anbefale andre kommuner til at lave en lignende aftale, så det er klart, hvad aftalen er, hvis det kommer dertil,” siger han. 
 
I FOA Aarhus, der har stået for at forhandle aftalen, er man også tilfreds. 
 
”Når vi taler om fleksibilitet og inddragelse af fritid, så skal det honoreres. Og det skal være den samme honorering til alle faggrupper. Vi vil ikke være med til forskelsbehandling,” siger Jette Ohlsen, afdelingssektorformand i FOA Aarhus.
 
Hun fortæller, at forhandlingerne er gået godt, og at parterne har været enige om det meste. Der er særligt nogle punkter, der har været vigtige for FOA at få med. 
 
”Det har været vigtigt for os, at arbejdsmiljøloven og 11-timers-reglen overholdes i aftalen. Så vi er sikre på, at der ikke er nogen, der kan udnytte situationen. Rammerne og vilkårene skal være i orden,” siger Jette Ohlsen. 
 
Aftalen gælder for de medarbejdere, der frivilligt stiller sig til rådighed for beredskabet – også selvom det var før, aftalen blev indgået.
 
”Vi så på DemensCentrum (plejehjem i Aarhus, hvor der har været et større udbrud med coronasmitte, red.), at nogle trådte til allerede inden, vi havde lavet den her aftale. Derfor virker den med tilbagevirkende kraft, så dem, der stod til rådighed fra den 23. december 2020 og frem, får honoraret,” forklarer Jette Ohlsen.
 
Aftalen betyder, at medarbejderne får 25.070 kroner om året for at stå til rådighed eller blive kaldt ud til en anden arbejdsplads end deres egen. Af aften fremgår det, at tillægget ydes pr. påbegyndt måned, man står stand-by eller er i aktiv tjeneste i beredskabet. Herudover får man også et ulempetillæg på 1500 kroner for hver gang, man træder ind og ud af aktiv tjeneste i beredskabet. 

Også i kommunen har det været vigtigt at få etableret et beredskab til krisesituationer.

”Det har været vigtigt for os at sikre, at vi har personale til rådighed, hvis der kommer smitteudbrud, som resulterer i personalemangel,” siger Vibeke Sjøgren, HR-chef i Sundhed om Omsorg i Aarhus Kommune.

Hun håber dog ikke, man kommer til at gøre brug af de medarbejdere, der står stand-by. 

”Vi har etableret et COVID-19 beredskab med cirka 15 medarbejdere, der kan træde til ved akut behov. Og udgangspunktet er, at det er frivilligt. Vi har ikke haft aktiveret vagtberedskabet, og vi håber, at vi ikke kommer til at gøre brug af det,” fortæller Vibeke Sjøgren. 

Beredskabsaftalen er ikke den eneste aftale, der skal løse logistiske problemer under den fortsatte coronakrise. Også fælleserklæringen, der gør det muligt for FOA og KL at lave lokale aftaler under coronapandemien, er netop blevet forlænget og står til at udløbe 31. maj. 
 
Også FOA Aarhus har indgået en anden aftale med kommunen for at komme fremtidige problemer i forkøbet, fortæller Jette Ohlsen. 
 
”Vi har også lavet en aftale, der går på, at de social- og sundhedsuddannede, der arbejder med administrative opgaver, også kan trækkes ind, hvis der bliver brug for dem. Det har der ikke været brug for endnu, men det er godt at have aftalen klar, hvis det kommer dertil.” 
 
Aftalen om honorering af beredskabet ophører den 31. august 2021, men den kan opsiges fra begge parter, når der ikke er brug for den længere.  
 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev