Annonce

Pædagogisk personale spiller nøglerolle for børn med angst

I de senere år er der sket en stigning i antallet af børn og unge med angst – også fordi vi er blevet bedre til at spotte de første tegn. Her spiller det pædagogiske personale en afgørende rolle.

Annonce

Tania Larsen er inklusionspædagog. Hun en del af et team, der hjælper børn med udfordringer på Lergravsparken Skole i København.  Jørgen True

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Psykolog Ulla Dyrløv har aldrig fået så mange henvendelser om børn i mistrivsel, som hun gør nu. Mange af dem handler om børn, der lider af angst og derfor får svært ved at gå i skole eller dagtilbud, sover dårligt om natten, har katastrofetanker og bekymrer sig i en grad, så det hæmmer deres liv og udvikling.

”Vi får dagligt omkring fire nye henvendelser om børn, som der ikke er noget galt med, men som ikke kan klare det liv, vi har skruet sammen for dem,” siger Ulla Dyrløv, der er forfatter og medindehaver af Familiepsykologisk Praksis i Søborg.

Læs også: Nedlukning i 69 kommuner: Det betyder det for dig

Vi er blevet bedre til at opdage angst

Psykologens oplevelser bliver bekræftet af tallene. På 10 år er antallet af 0-12-årige børn med en angstdiagnose, der har været i kontakt med sygehusvæsen eller børnepsykiatri, mere end fordoblet. For de 13-17-årige er der sket en firdobling mellem 2008 og 2018. Det viser et nyt dataudtræk, som Sundhedsdatastyrelsen har lavet for Fagbladet FOA.

Ifølge Sonja Breinholst, leder af Center for Angst ved Københavns Universitet, udgør denne gruppe kun toppen af isbjerget. Hendes forskning viser, at blandt alle 12-årige vil 6,5 procent af børnene have oplevet at have symptomer, der svarer til en diagnostisk angstlidelse – i større eller mindre grad. For de 26-årige er det 25 procent.

”Vi er blevet bedre til at opdage angst hos børn, og det er overvejende positivt. Vi ved, at miljøet omkring et barn med angst spiller en afgørende rolle. Og fordi danske børn er i institution i mange timer hver dag, spiller medarbejderne en vigtig rolle i arbejdet med at opdage de første tegn på angst,” siger hun.

Flere børn og unge får en angstdiagnose

2008

  • 0-12 år: 169
  • 13-17 år: 658

2018

  • 0-12 år: 379
  • 13-17 år: 2.562

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen. Tallene dækker over antallet af børn og unge med en angstdiagnose, der har ført til kontakt med sygehusvæsen eller børnepsykiatri.

+

Læs også: Det betyder nedlukningen i 38 kommuner for dig

Børn vokser ikke fra angst

Også Per Hove Thomsen, overlæge i psykiatrien i Region Midtjylland og professor ved Aarhus Universitet, ser en udtalt stigning af børn med angst, der bliver henvist til børne- og ungdomspsykiatrien.

”Det skyldes både, at der er en reel stigning, og at der er et større fokus, for eksempel hos det pædagogiske personale i skoler og institutioner,” siger Per Hove Thomsen.

Han understreger, at børn ikke vokser fra angsten. Derfor er det afgørende, at også børn med symptomer, som ikke berettiger til psykiatrien, får hjælp og støtte. Og det er vi blevet meget bedre til.

”Angst i barnealderen giver en meget højere risiko for angst i voksenalderen. Derfor er det rigtig godt, at det pædagogiske personale er blevet mere opmærksomme på at reagere, når et barn mistrives, ikke møder op eller har en bekymrende adfærd.”

Pædagoger: Angst kan se meget forskellig ud

Støttepædagog Charlotte Steen Møller (tv.) og inklusionspædagog Tania Larsen bruger hinanden, når der skal lægges en plan for, hvordan et barn med angst eksempelvis bliver trygt ved at blive afleveret. ”I samarbejde med forældrene øver vi situationen, så barnet lærer, at det er trygt at blive afleveret først i klassen, så ved trappen og så ved lågen. Vi forsøger at stille et stillads op omkring barnet i stedet for altid at give det krykken,” siger Tania Larsen. Jørgen True
Tania Larsen er ofte ude i klasserne og observere for at blive klogere på, hvad der kan ligge under stigende fravær eller dalende trivsel. Jørgen True

Læs også: Sundhedsøkonom: Velfærdsmedarbejdere skal forrest i testkøen

Det kan være, at et barn ikke vil afleveres. Det kan være, at et barn bliver utrygt, så snart læreren forlader lokalet for at hente noget eller går i panik over at skulle præstere.

”Angst kan se meget forskelligt ud. Der, hvor vi reagerer, er, når vi kan se, at det hæmmer barnets udvikling og trivsel,” siger inklusionspædagog Tania Larsen.

Hun er sammen med støttepædagog Charlotte Steen Møller en del af det indsatsteam, der hjælper børn med udfordringer på Lergravsparken Skole i København.

Ofte er der tale om angstsymptomer – dem er der blevet flere af i de senere år. Der er helt klart kommet en større bevidsthed og viden hos både medarbejdere og forældre de senere år, lyder det fra pædagogerne, der træder til, når forældre og lærere har forsøgt, men ikke ser en udvikling.

Corona har pustet til angsten

”Corona har ikke gjort tingene bedre. Tværtimod,” siger Tania Larsen, der har set flere børn få det svært i en tid, hvor for eksempel manglende håndvask bliver ’farlig’.

Symptomerne kan dække over almindelig ængstelighed, decideret angst eller underliggende diagnoser, hvor angst er et symptom på noget andet.

Derfor gælder det om at være nysgerrig og undersøgende. Og om at lytte sig ind til, hvad det drejer sig om.

Hun og Charlotte Steen Møller går blandt andet ud i klasserne og observerer. De er med på tur og taler med de andre voksne, der er tæt på barnet.

Bange for havdyr

Når det gælder angst, arbejder de ofte med at udsætte barnet for det, det er bange for – på en meget nænsom måde. Som for eksempel, da Charlotte Steen Møller var støtte for et barn, der var bange for havdyr og kunne gå helt i panik, hvis det for eksempel så en krabbe på computeren eller i en bog.

”Eleven kunne reagere følelsesmæssigt meget voldsomt. På biblioteket måtte vi vende alle bøger, der handlede om havdyr. Det kan føles helt uoverstigeligt for barnet bare at skulle gå på biblioteket med bogforsiderne fremme, så vi tager det i bittesmå steps,” siger Charlotte Steen Møller om en proces, der ofte er lang, men som i små skridt gør barnet mindre bange for havdyr og forhåbentligt ender med, at barnet når helt ned på stranden.

”Ofte er det et skridt frem og to tilbage, det tager tid, og nogle gange er der også brug for hjælp udefra. På den måde er vi ikke behandlere,” siger hun.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev