Annonce

En kvinde står og kigger ud af en åben dør.

Tema: Coronavirus

Det skal nok blive godt igen

Coronakrisen har udfordret arbejdsfællesskabet. Vi savner den 'sjove side' og mangler forståelse for hinandens hverdag. Nordjysk arbejdsmiljørepræsentant er dog fortrøstningsfuld.

Annonce

Som arbejdsmiljørrepræsentant har Laila Gregersen brug for at være tæt på kollegerne, men det er hun ikke under coronakrisen: "Jeg har ikke helt samme fornemmelse af det psykiske arbejdsmiljø", siger hun. Claus Bjørn Larsen

Af Anne Mette Futtrup
Journalist

Annonce

Arbejdslivet er ikke, som det var i marts. Nok sidder hygiejneregler, visirpåbud og besøgsforbud på rygraden. Men ni lange omskiftelige måneder med afstand og aflysninger
af møder, fester og samvær på arbejdspladsen sætter sine spor. For selvom coronakrisen på mange måder har bragt os tæt på hinanden, savner de fleste den ’sjove side’ af deres kolleger. 

Den sociale lim – særligt alt det uformelle – mellem kolleger har nemlig stor betydning for trivslen, fortæller psykolog og arbejdslivsforsker Malene Friis Andersen, der forsker
i arbejdsfællesskaber under coronakrisen. 

”I marts oplevede vi chok og frygt – men også et adrenalinkick til fællesskabet. Og så kom anden bølge. Når intet er varigt, når hver fase er midlertidig, og ingen har prøvet det før, er det meget krævende for den enkelte og for arbejdsfællesskabet,” siger hun.

Netop sådan er det på Ældrecentret Fjordglimt i Thisted. Her oplever social- og sundhedsassistent Laila Gregersen, der også er arbejdsmiljørepræsentant (amr), at fællesskabet er under pres, selvom alle generelt er ved godt mod: 

”Vi er 65 medarbejdere delt i fire teams i hvert sit hus. Normalt mødes vi alle til morgen- og eftermiddagsmøder og hjælper hinanden på tværs af teams. Så kom corona, og det blev besluttet, at vi kun skulle være i egne teams. I oktober var vi lige begyndt at løsne lidt op, så vi igen kunne ses og hjælpe hinanden. Og så kom anden bølge,” siger Laila Gregersen.

Det betød ny adskillelse og aflysning af alle møder. 

”Vi mister let forståelsen for hinandens hverdag. Desuden er fleksibiliteten udfordret, når vi ikke kan arbejde på tværs, og vi frygter at komme til at mangle kolleger,” siger Laila Gregersen. 

I Thisted har de taget hånd om den udfordring. Blandt andet ved at mødes på Teams. Det fungerer fint ifølge Laila Gregersen: 

”Vi får en føling med, hvordan det går i de andre huse. Og som amr har jeg valgt at skrive ud til alle kolleger for at minde dem om, at jeg er her. Jeg er sikker på, at vi nok skal få bygget sammenholdsfølelsen op igen.”

Portræt af 3 kvinder og 1 mand
Gerda Hove Larsen (tv.), Lene Hjørringgaard Thomsen, Jan Møller, Pia Lundby. Claus Bjørn Larsen
I begyndelse af november betød coronakrisen en ny nedlukning af syv nordjyske kommuner. I første omgang måtte man end ikke krydse kommunegrænserne. Vi har spurgt fire nordjyske medlemmer af FOA, hvordan de oplevede anden coronabølge.

Tættere på pårørende

Gerda Hove Larsen - 60 år - Sygehjælper, Demensplejehjemmet Sct. Thøgersgaard, Thisted kommune.

Vi var endelig begyndt at åbne lidt efter første bølge, og så kom den næste. Vi orker næsten ikke mere og glæder os til, at vi igen kan færdes frit. Vi plejer at have et
åbent hus, hvor pensionister fra området spiller bob og kort og tilfører huset noget
liv, og hvor pårørende og beboere mødes i fællesstuen. 

Nu er hoveddøren låst. Beboere må kun have besøg af én pårørende – den samme
hver gang og kun i beboernes egne lejligheder. Vi er meget opmærksomme på, at
det er svært at være pårørende, og derfor bruger vi ekstra tid på samarbejdet. Vi taler
med dem i telefon, og vi skriver om dagligdagen i nyhedsbreve, som vi sender ud
på mail. 
 
Og da jeg så fællessang i fjernsynet sammen med en meget dement borger,
som levede sig helt ind i sangen, var det så rørende, at jeg optog det på video
og sendte det til hendes søn. Han blev meget taknemmelig. Den slags vil vi blive ved
med efter corona.
 

Håndspritten er kommet for at blive

Lene Hjørringgaard Thomsen - 52 år - Køkkenmedhjælper, AMU-kursuscenter Sandmosen, Jammerbugt kommune.
 
Ved første nedlukning var jeg meget nervøs for at få covid-19. Vi havde kursister fra hele landet, og jeg var usikker på, om jeg kunne blive smittet, hvis jeg for eksempel gik gennem et lokale, som en af kursisterne lige havde været i. 

Jeg er ikke nær så nervøs denne gang. Dels har vi kun fem kursister til frokost og ingen overnattende, selvom det er vores højsæson nu, og vi normalt har 100 til frokost og 40 overnattende. I stedet har vi tid til at gøre rigtig grundigt rent i køkkenet. 

Og dels er vi blevet klogere på corona. I foråret serverede vi mad på tallerkner og ikke fra buffet. Nu tager kursisterne selv deres mad – med plastikhandsker på. Alle spritter af, holder afstand og bruger sund fornuft – og vi ansatte gør mere rent. Og vi ser ingen syge. Jeg tror, der skal rigtig meget til for at blive smittet. Jeg tror også, at håndspritten er kommet for at blive.

Vi er måske for dus med corona

Jan Møller - 57 år - Teknisk servicemedarbejder, Tilsted Skole og Børnehuset Kathøj, Thisted kommune.

Vi var lidt i panik første gang i foråret. Hvad var det nu for rengøringsmidler, vi skulle bruge. Var der desinfektionsvæske nok, hvor skulle vi få det, og hvad var et kontaktpunkt? Den slags er der helt styr på nu. Vi ved nøjagtig, hvor mange voksne der må sidde om et bord på lærerværelset. Og hvor langt der skal være mellem børnene i klasselokalerne. 

Nogle gange kan jeg ikke helt se logikken i de restriktioner, der kommer. Og så kan man komme til at tænke, at det nok alligevel ikke er så slemt. 

Jeg er typen, der tager det, som det kommer. Jeg går ikke rundt og frygter sygdommen, selvom jeg her i anden bølge synes, at det er kommet lidt tæt på os i Thisted. Det er da skrækkeligt, at virus kan mutere. Jeg overholder restriktionerne, men ellers bevæger jeg mig rundt mere eller mindre, som jeg plejer. Måske kan vi gå hen og blive for dus med
corona.
 

Det var træls - men ikke træls træls

Pia Lundby - 58 år - Pædagogisk assistent, Aldersintegreret institution Børnehuset Spiren, Frederikshavn kommune.
 
Det føltes som at blive banket tilbage til start, da Nordjylland blev lukket. Det var træls, men dog ikke træls træls. Vi glæder os til, at vi ikke snakker om corona hele tiden. 

Men det skader faktisk ikke at blive rusket lidt i. Det får os til at tænke anderledes. Og noget fortsætter vi med efter corona. 

Tag for eksempel legetøjet, som skal vaskes, hver gang en ny gruppe skal bruge det. Vi har pakket meget af det væk og opdaget, at børnene faktisk leger mere med det, når de kun har lidt ad gangen. 

Men en enkelt ting, syntes jeg, var forkert. Der kom flere restriktioner i samfundet, men hvad med os personaler – hvem passer på os? Vi fik tilbud om at bruge visir, mens forældrene kunne hente og bringe deres børn uden mundbind. 

Så jeg skrev til Centerchefen for Dagtilbud. Og nu skal forældre bruge mundbind i kommunens dagtilbud.



Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev