Annonce

Pia poder

Tema: Coronavirus

Pia arbejder som podeassistent: Det er en ære at gøre en forskel

Social- og sundhedshjælper Pia Lange arbejder midlertidigt som podeassistent, hvor hun tester borgere og plejepersonale for coronavirus i Nordjylland.

Annonce

Som podeassistent får Pia en lille økonomisk bonus, men det er ikke noget, hun mærker på lønsedlen, fortæller hun. Normalt er hun ansat som aftenvagt på plejehjemmet, og selvom podeopgaverne ligger i dagtimerne, får hun stadig sine aftentillæg. Claus Bjørn Larsen

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Det skal jeg bare, tænkte Pia Lange, da hun så, at Aalborg Kommune søgte social- og sundhedshjælpere til at arbejde som podeassistenter. I 29 år har hun arbejdet som social- og sundhedshjælper på plejehjemmet Solvang i Aalborg, men en ny udfordring som podeassistent fristede hende.

”Jeg vil bare gerne vil være med til at hjælpe med at få udryddet det skidt. Jeg ser det som en ære at være en af dem, der gør en forskel,” siger 58-årige Pia Lange. 

Siden september har Pia været ansat således, at hun er tilbage på sit normale arbejde tre dage hver 14. dag og ellers arbejder som podeassistent i Aalborg Kommune. 

Det fungerer sådan, at Pia som podeassistent møder ind om morgenen på værnemiddellageret, og så får hun og kollegerne at vide, hvor de skal køre hen den dag. For det meste bliver de sendt ud for at pode plejepersonale rundt i kommunen, men de har også været sendt til Hjørring, da kommunen var lukket ned, for at pode borgere på både plejehjem og bosteder.

”Det, der gør det spændende, er, at man aldrig ved, hvad man kommer ud til. Det var nogle hårde dage i Hjørring, men meget, meget spændende. Så det er ret alsidigt,” siger Pia.

Kommune søgte social- og sundhedshjælpere

Aalborg Kommune ledte specifikt efter social- og sundhedshjælpere til opgaven som podeassistenter, og det gjorde Pia glad, da hun søgte jobbet.

”Social- og sundhedsassistenterne har så mange muligheder, som vi hjælpere ikke har. Så de fleste af os så det som en stor ære, at det var vores gruppe, der blev søgt efter,” siger Pia.

”Vi er også ret gode til arbejdet, hvis vi selv skal sige det. Og så har vi det også rigtig hyggeligt sammen,” siger Pia.

Pia har endnu ikke selv været smittet med coronavirus, og det er heller ikke noget, hun frygter, når hun poder andre for sygdommen. 

Faktisk er hun så glad for de nye opgaver, at hun har rettet henvendelse til sin ledelse for at høre, om hun kan få lov at være podeassistent på fuldtid, så længe de har brug for det. Indtil videre er hun ansat et halvt år.

"Man kommer lidt ud af rullet på plejehjemmet, når man ikke er der så tit. Og så er det heller ikke lige så hårdt for kroppen at pode, som det daglige arbejde på plejehjemmet er. Så det er win-win for mig," siger Pia. 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev