Annonce

tobias stidsen

Nomineret til pædagogpris: Jeg vil se hvert enkelt barn som det menneske, det er

Vi har mulighed for at ruste børn til livet og hjælpe dem på vej, mener pædagog Karina Hedegaard, der både er 'megastolt, megaglad og helt vildt ydmyg' over at være blevet nomineret til Politikens Pædagogpris. 

Annonce

At ruste børnene til det liv, de skal ud og leve, gør pædagog Karina Hedegaard bedst ved at være lige her. I nu'et, mener hun. Igennem 17 år har hun arbejdet i Stenurten i København, og nu er hun nomineret til Politikens Pædagogpris for sit arbejde.  Tobias Stidsen

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Karina Hedegaard ser alt. Også selv om det ikke ser sådan ud, hvor hun sidder på gulvet og læser op af Sigurds nordiske guder, som børnene i storegruppen tegner fabeldyr, hav, himmel og midgårdsorme til. 

Men der er intet, der undgår hendes blik. Om det er Olga, der er gået i stå på sit papir, og ser ud som om hun har brug for at blive puffet videre. Om det er Atla, der får ondt i hånden og skal trøstes. Om det er Magne, der ikke synes, han er så god til at tegne som de andre og lige skal opmuntres, så gejsten lige så stille kommer tilbage.   

Læs også: Jimmy kom på fuld tid: Jeg er ham, der kom ud af førtidspensionen

Karina Hedegaard, der er pædagog i Stenurten i København, lægger mærke til det hele og støtter børnene i det hele. Uden at miste fokus på de nordiske guder. For dem lytter og tegner de andre stadig til på deres drømmerejse, som Karina Hedegaard kalder den. Rejsen, hvor børnene tegner det, de tænker.  

”For mig er det at se det enkelte barn, som det særlige, unikke menneske, det er. Det er det vigtigste. At se hver enkelt, men samtidig se dem i fællesskabet. At forsøge at støtte dem og give dem det, de har behov for lige nu og her og vise dem, hvad de selv kan bidrage med. Det er den rygsæk, vi kan give dem i deres liv,” siger Karina Hedegaard, der mener, det er det, de kan som pædadgoger og det, de prøver på at gøre. 

”Det gør jeg allerbedst, når jeg sætter mig ned sammen med børnene. Når jeg er lige præcis der.” 

Læs også: Børneforsker: Omsorg er vigtigere end læreplaner

Kunne ikke holde tårerne væk

Måske er det den tilgang til børn og pædagogik, der har fået forældrene i den integrerede institution Stenurten, der også delvist er en skovbørnehave, til at indstille Karina Hedegaard til Politikens Pædagogpris. Hun er nu en af 10 nominerede til prisen, der bliver uddelt på tirsdag. 

Noget, hun er megastolt og megaglad for. Men også helt vildt ydmyg over, for det at have med børn at gøre er et stort ansvar, og en stor opgave. 

Børnene er der i mange timer, og det pædagogiske personale er en stor del af børnenes hverdag. Det er stort, som hun siger, også selv om det ikke føles sådan i hverdagen. Der er hun i nuet sammen med børnene, så hun glemmer alt, der måtte være af praktikaliteter derhjemme. 

”Jeg tænker kun på det, der er lige foran mig sammen med børnene. Lige nu,” siger hun og forklarer, at det ikke noget, hun gør bevidst, men at det bare er sådan, det er. 

”Og pludselig kan det slå mig, at vi har en stor indflydelse på børnenes liv.” 

Som da hun under corona sammen med en kollega havde haft storegruppen med i skovbørnehave en hel måned op til, at børnene skulle gå ud for at starte i skole, og hun for sidste gang tog bussen med dem ind mod byen. Her gav hun dem deres børnehavediplom. 

”Der brød jeg fuldstændig sammen. Det havde været så intenst, både i skoven, men også igennem de tre år, hvor vi havde forberedt dem til det her og været med til at gøre dem til de fantastiske små mennesker, de er. Det var … wow … det var virkelig stort.” 

'Karina er dejlig,' siger Rud (t.h.), når han skal forklare, hvad der gør Karina Hedegaard til en god pædagog.  Tobias Stidsen

Trommer? Var det noget?

Karina Hedegaard har arbejdet i Stenurten igennem 17 år, først som pædagogmedhjælper, de sidste 10 som pædagog, som hun uddannede sig til undervejs på merit. Hun har udviklet sig konstant. Hun er nysgerrig, én, der rykker sig og rykker sig videre og videre og nærmest kan lede sig selv, siger Maibritt Iversen, der er pædagogisk leder i Stenurten. 

”Om man sender hende på trommekursus, så går hun ind i det, og tager den skridtet videre. Også selv om hun ikke havde fjerneste ide om, at trommer kunne være fedt. Og hun glemmer aldrig børnene i det,” siger Maibritt Iversen og griner lidt af, at der går et rygte blandt forældrene om, at Stenurten styres af en flok hunelefanter, der guider nye medarbejdere i den rigtige retning. 

Øjnene lyste

Læs også: Nærværende voksne er afgørende for børn

Selv har hun kendt Karina Hedegaard i de 17 år, hun har været der, først som en lidt usikker pædagogmedhjælper, så en medarbejder, der havde fuldstændig styr på, hvad hun ville. Både med børn og forældre. 

”Den hunelefantgruppe er hun helt klart en del af. Hun er som en raket, der bliver fyret af, hun inspirerer andre, og så er hun vanvittigt dygtig. Hun er et fagligt nysgerrigt menneske, samtidig med at hun har hjertet med på arbejde. Det er guld værd,” siger hun. 

Og så har hun sine følelser med på arbejde, siger Laura Ellemann-Jensen, der er mor til tvillingerne Eske og Magne. Det er det, der gør hende så fantastisk.

”Jeg fik næsten tårer i øjnene, da hun efter corona-nedlukningen kigger på mig og spørger, om hun må kramme dem. De var lykkelige, deres øjne lyste, og det var så tydeligt, at hun havde savnet dem lige så meget, som de havde savnet hende,” siger Laura Ellemann-Jensen.

Får knækket nødden

Selv har Karina Hedegaard lært at stole på sin mavefornemmelse. 

”Når jeg fornemmer, at der er noget med et barn, så er der noget med det barn. Det har jeg lært gennem alle mine år hernede.”

Og når det lykkes at få sat fingeren på, hvad der er galt. Når det lykkes at få barnets liv og hverdag til at blive lidt nemmere. Eller når barnet får den hjælp udefra, det måske har brug for, så er det det hele værd, mener hun.

 ”Når man når en dybere forståelse for, hvorfor et barn gør, som det gør. Det er ret fantastisk,” siger Karina Hedegaard og vender tilbage til ydmygheden over sit fag og over for Politikens Pædagogpris.

Læs også: Erfaringer fra dagtilbud: Corona gav tid til nærvær

”Forleden stod børne- og ungdomsborgmesteren pludselig foran døren med en buket blomster og gratulerede mig med nomineringen. Mine ører blev så røde, at de stadig blussede, da jeg kom ind i min lejlighed en halv time efter. Jeg er ikke vant til al den opmærksomhed,” siger Karina Hedegaard, der alligevel synes, det er dejligt. 

”Det er jo normalt ikke målbart, det vi gør hernede. Vi går jo bare på arbejde hver dag og stille og roligt, gør vi børnene klar og forbereder dem på det liv, de skal møde. Det får man jo normalt ikke blomster for,” siger hun. Og rødmer lidt igen. 

Politikens Pædagogpris uddeles den 17. november.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev