Annonce

forbudte følelser, pædagogik

Sig det højt, når et barn pisser dig af

For pædagogisk ansatte hører det med til jobbet at blive overmandet af følelser som vrede, skam og afmægtighed. Det skal vi være bedre til at tale højt om, siger forsker.

Annonce

"Vi voksne har ansvaret for relationen til barnet. Derfor skal vi kunne anerkende vores vrede og frustrationer, så vi ikke lader det gå ud over dem, vi skal passe på," siger dagplejer Vibeke Lundgaard Clausen. Tobias Stidsen

Af Joachim Ploug Hansen
Journalist

Annonce

Rikke Smedegaard Hansen har følt det mange gange i sit arbejde som pædagog. Vreden. Frustrationen. Utilstrækkeligheden. Som dengang et barn i en skoleklasse blev ved med at afvise hende. I stedet kastede han ting efter hende og 'gav den hele armen', hvad angår diverse øgenavne.

"Der kan jeg godt stå i situationer, hvor jeg bagefter skammer mig, fordi jeg har været vred og hævet stemmen," siger Rikke Smedegaard Hansen og uddyber:

"Det er hæsligt. For udover at føle sig utilstrækkelig og sårbar, så føler man sig også forkert."

Læs også: 4 gode råd til at håndtere de 'forbudte' følelser

Ikke alene

Rikke Smedegaard Hansen har gennem mange år i sit arbejde på skoler og i en børnehave været optaget af følelsernes plads i pædagogikken. Derfor har hun skrevet bogen 'Ida er pisseprovokerende', der er en sammenkobling af pædagogisk teori og hendes egne oplevelser.

"Interessen for bogen har bekræftet mig i, at mange har haft de samme følelser som mig. Og derfor er det så vigtigt, at vi tør anerkende dem og tale højt om dem," siger hun.

Læs også: Uddannelsen til pædagogisk assistent giver viden og ansvar

Læring over omsorg

Lone Svinth, der er lektor og ph.d. ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, påpeger, at følelser som Rikke Smedegaard Hansens ikke er usædvanlige.

"Når jeg besøger daginstitutioner, så er det ikke gængs praksis at arbejde med de tabuiserede følelser. Det er problem i allerhøjeste grad," siger hun.

En af årsagerne er det begrænsede politiske fokus på følelser og deres betydning, mener Lone Svinth. I ministeriets guide til 'Den styrkede pædagogiske læringsplan' fra 2018 bliver ord som læring og læringsmiljø nævnt 380 gange. Til sammenligning bliver ord som omsorg, selvværd og nærvær - de bløde værdier - nævnt 18 gange.

"De seneste års politiske fokus på læring frem for omsorg har været med til at nedtone opmærksomheden på de følelsesmæssige sider ved det pædagogiske arbejde. Både i forhold til børnene, men også i forhold til personalet. Og når betingelserne i landets dagtilbud samtidig er under pres, så risikerer vi at overse den moralske stress, som mange oplever," siger Lone Svinth.

Vrede og afmagt

En af de mange er dagplejer Vibeke Lundgaard Clausen. Hendes trigger er ofte, når et barns handlinger går ud over et andet barn. Som at slå og bide.

"Eller hvis et barn 'kyler rundt med tingene'. Det kan få mig til at blive vred, irriteret og hæve stemmen. Og bagefter føler jeg afmagt og utilstrækkelighed, fordi det er jo min fejl, at jeg ikke har fået inkluderet barnet godt nok i min dagpleje, eller min relation til barnet er for overfladisk. Der er altid en årsag til, at barnet reagerer, som det gør," siger Vibeke Lundgaard Clausen, der har været dagplejer i 26 år.

Det må ikke gå ud over barnet

Derfor er man nødt til som medarbejder at kunne rumme sine egne følelser og anerkende dem, siger Lone Svinth. Ellers kan det gå ud over barnet.

"Den voksnes negative følelser risikerer at blokere for at være åben over for og forstå barnets perspektiv. Medarbejderen kan jo ikke sætte sig ind i, hvor barnet er henne, hvis han eller hun er i sine følelsers vold," siger Lone Svinth.

"Førhen brugte jeg ofte ord som 'altid' og 'aldrig'. Og hvis børn får at vide, at de altid er sådan eller aldrig er sådan, ja, så tror de jo på det. Det kan have store konsekvenser," siger Vibeke Lundgaard Clausen. 

Kulturændring

Da skammen over ikke at lykkes, som Vibeke Lundgaard Clausen formulerer det, blev for trættende, tog hun selv initiativ til at tale med sin kollega i legegruppen.

"Jeg fortalte om de ting, jeg var frustreret over og fik sat ord på mine følelser. Der mærkede jeg hurtigt, at der blev skabt et rum, hvor det blev okay at sige det højt. Og nu kan vi faktisk ikke lade være med at vende de her ting jævnligt," siger hun.

Samtidig er alle tre dog enige om, at der skal skabes en kulturændring længere oppe fra, så det ikke er den enkelte medarbejder, der alene har ansvaret.

"Det er alfa og omega, at der skabes en forventning om, at vi taler om det, der er svært. Den forventning skal en leder og kommune skabe og sørge for, at der bliver fulgt op på," siger Rikke Smedegaard Hansen.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev