Annonce

Sussie Jæger Veber har fået PTSD

Tema: Vold i psykiatrien

"Før var jeg den, der aldrig var bange for noget. Nu er jeg bange for folk på fortovet"

Social- og sundhedsassistent Sussie Jæger Veber har fået PTSD af arbejdet med kriminelle beboere på bosted. Ifølge hende var de for farlige til overhovedet at bo på institutionen. Her er hendes historie om afmagt, sorg og frustration fortalt til Fagbladet FOA.

Annonce

"Mine børn plejede at sige, at jeg altid var den, der kunne klare alt. Og jeg har altid været den, alle kunne tale med. Den Sussie kommer aldrig tilbage. Hvis nogen kører ind i indkørslen, gemmer jeg mig," lyder det fra Sussie Jæger Veber, der har fået PTSD af at arbejde med farlige, kriminelle beboer på socialpsykiatrisk bosted. Tobias Stidsen

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Denne fortælling er den sidste i en serie med fire medarbejdere, der har fået arbejdsrelateret PTSD efter at have arbejdet på bo- eller væresteder.

For 10 år siden blev jeg ansat på et socialpsykiatrisk bosted, der føltes som en ‘losseplads’ for de borgere, ingen andre ville have. Jeg arbejdede i det hus med de mest syge, mest misbrugende og mest udadreagerende borgere.

I mine fire år på stedet oplevede jeg, hvordan vi fik flere og flere retspsykiatriske patienter på bostedet. Altså patienter, som enten er dømt eller sigtet for kriminalitet.

Vi var på ingen måde gearet til at håndtere dem. Normeringen var for ringe, og vi havde ingen beføjelser til at gribe ind, når det var ved at gå galt. Vi kunne bare forsøge at beskytte os bedst muligt, når tingene eskalerede.

Nogle beboere havde åbne indlæggelser, så de kunne indlægges efter behov. I hvert fald i teorien. Men realiteten var, at der ikke var ressourcer nok i psykiatrien, og så var vi efterladt med kattepinen. For enten kunne de slet ikke blive indlagt, eller også var de udskrevet igen samme dag eller dagen efter.

Læs også: Seksuelle overgreb på arbejde var tæt på at koste Lillian livet

Hver gang det skete, følte jeg stor afmagt, og så kom vreden og frustrationen. Det kan da ikke passe, at vi som personale og også de andre beboere skal udsættes for fare, fordi ‘systemet’ ikke kan tage ordentlig hånd om borgere, der er farlige?

I starten prellede de mange verbale trusler og devalueringer fra beboerne af mig på. Men langsomt begyndte det at snige sig ind under huden på mig.

kalender
Tidligere var kalenderen fuld af aftaler. Det er den ikke længere. ”Man skal jo ikke love mere end man kan holde. Så jeg laver ikke aftaler de dage jeg skal på arbejde – hvis nu jeg ikke kan,” siger Sussie Jæger Veber. Tobias Stidsen
kvinde med ptsd portræt
”Det er som en knude i brystet, der bare vokser og vokser, og så til sidst er den ved at eksplodere. Jeg kan mærke at mit hoved det springer lige om lidt, og så begynder jeg at græde”. Tidligere skete det ofte, at Sussie måtte forlade et selskab eller aflyse en aftale med kort varsel, fordi hun havde planlagt for meget.  Tobias Stidsen

Han ligner Frankenstein

En nat i oktober 2012 går brandalarmen. Jeg og mine to kolleger i nattevagt stormer mod den lejlighed, hvor det brænder. Det er i ‘mit’ hus, så jeg ved, hvor psykotisk og misbrugende den pågældende borger er. Han er blevet så fuld, at han er kommet til at sætte ild til sin dyne. Han ligger på gulvet ovenpå dynen, mens flammerne står op fra hans bryst.

Læs også: Vold ødelægger livet for ansatte på bo- og væresteder

Han ligner Frankenstein. Huden hænger i laser ned af ham. Det syn glemmer jeg aldrig. Min leder tilbyder mig efterfølgende at tale med psykolog. Jeg afslår. Så slemt er det jo heller ikke.

Da den forbrændte beboer efter nogle måneder på sygehus bliver udskrevet, kommer reaktionerne. Jeg får mareridt om ham. Ser hele tiden billedet af ham. Han gør mig bange, og jeg takker ja til tilbuddet om psykolog.

Senere er det især to retspsykiatriske beboere, der gør miljøet på stedet meget hårdt.

En var en ballademager, værtshusbokser, egentlig sød nok, men når han har det dårligt, bliver han voldelig. Tager kvælertag på personale og slår tilfældige. Rager kvinder på deres bryster. En dag, da jeg vil give ham sin medicin, giver han mig en knytnæve lige på kæben. Dagen efter kommer hans psykiater, men der er ingen grund til at indlægge ham, lyder det. Hvad mener du, tænker jeg, mens følelsen af afmagt vokser.

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Den anden er kun endnu mere voldelig, og ham er alle bange for. Både beboere og personale. Da han kommer, får vi alarmer, og utrygheden vokser. 

uddrag af ptsd afgørelse sussie jæger veber
Uddrag fra afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvori Sussie Jæger Vebers PTSD-diagnose anerkendes som en arbejdsskade.

Jeg plejede at være den, der kunne alt 

På hjemmefronten magter jeg ikke at være der for min familie. Og da den mest voldelige beboer i 2014 står med truende fagter i fjæset på mig, knækker jeg. Efter 14 dages sygemelding forsøger jeg at komme tilbage, men forgæves.

Læs også: Knivoverfald gav Bjørg PTSD: Jeg bliver aldrig den samme igen

Før var jeg den, der aldrig var bange for noget. Men pludselig er jeg bange for folk på fortovet. For tænk, hvis de er bevæbnede eller vil slå mig ned. Om natten fylder mareridtene. Jeg har flashbacks.

Mine børn plejede at sige, at jeg altid var den, der kunne klare alt. Og jeg har altid været den, alle kunne tale med. Den Sussie kommer aldrig tilbage. Hvis nogen kører ind i indkørslen, gemmer jeg mig.

Mit barnebarn er tre år. 99 procent af tiden må jeg sige nej til ham, fordi jeg ikke har overskud. Jeg elsker ham som enhver anden bedstemor, og jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere børnebørn. Men jeg frygter samtidig, hvordan jeg vil klare det, når jeg ikke engang kan klare den ene.

På flere områder har jeg fået ødelagt mit liv, fordi jeg passede mit arbejde. Jeg forsøger at acceptere det, men det tager tid.

Har du selv oplevet kritisable forhold i arbejdet i social- og/eller hospitalspsykiatrien, hører vi meget gerne fra dig. Kontakt journalist Rasmus Handberg på rahbn@foa.dk

Kort om PTSD

PTSD er en stressreaktion, som kan opstå efter voldsomme oplevelser som for eksempel krig eller vold, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed. Når man har PTSD har man gentagne oplevelser af flashbacks eller stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om traumet.
Læs mere på Psykiatrifondens hjemmeside.
Kilde: Psykiatrifonden.dk 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev