Annonce

Farvede huse i Nuuk

Det skal du vide, hvis du vil rejse ud med dit fag


Det er ikke kun Grønland, man kan opleve som social- og sundhedsassistent. Nogle rejser også til Norge, Sverige eller Færøerne, fortæller Janine Almy, faglig sekretær i FOA SOSU. Her er, hvad du skal vide, hvis du overvejer at rejse ud.

Annonce

Som social- og sundhedsassistent kan man opleve lande som Grønland, Norge, Sverige, og Færøerne, og blive fagligt udfordret mens man oplever en anden kultur. Colourbox

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Annonce

”Jeg tror, de fleste, som rejser ud, selv finder ud af at få det arrangeret. De har ikke brug for vores hjælp, så det er faktisk ikke noget, vi får ret mange henvendelser om,” siger Janine Almy.

Fra de udrejste social- og sundhedsassistenter, hun har talt med, peger hun dog på en klar årsag til, at folk søger mod andre himmelstrøg.

”Det handler lige så meget om at arbejde et andet sted som at opleve en anden kultur. Jeg har hørt, at folk, som tager til Grønland, virkelig bliver fagligt udfordret og udfører nogle opgaver, mange af dem ikke har herhjemme. Man skal ikke være en kylling, hvis man skal derop,” siger Janine Almy.

4 gode grunde til at rejse ud

Faglig udfordring

Man bliver udfordret fagligt, fordi man arbejder på en anderledes måde end herhjemme. Særligt i Grønland, hvor man især på regionssygehusene arbejder fagligt bredt som sundhedsassistent.

Mulighed for at opleve en ny kultur

I Grønland er der for eksempel både en meget anderledes natur og kultur, som du får lov at opleve helt tæt på.

Nyt arbejdsfællesskab

Uanset hvor du rejser hen, vil du blive en del af et nyt kollegialt sammenhold. Det skaber grobund for både erfaringsudveksling, faglig sparring og nye venskaber.

Kombination af ferie og arbejde

Selvom man skal arbejde på rejsen, kan det opleves som en kombination af ferie og arbejde, fordi man netop oplever en ny kultur. Flere udrejsende tager også ferie i forlængelse af arbejdet for at kunne opleve landet endnu mere.

Kilder: Janine Almy, faglig sekretær i FOA SOSU, og Helle og Kim Lagoni, der begge er social- og sundhedsassistenter 

Guide: Sådan forbereder du dig

Tal med din leder

Det er en god idé først at tale med din leder om muligheden for at tage orlov nogle måneder, så du kan komme afsted.

Er orlov en mulighed?

Der er forskellige personalepolitikker, og i nogle kommuner kan det være sværere at få orlov end i andre.

Vær i god tid

Vær derfor ude i god tid, hvis du gerne vil til udlandet og arbejde, så din arbejdsplads har mulighed for at planlægge det.

Kontakt FOA

Du kan også tage kontakt til din FOA-afdeling, hvis du har brug for hjælp.

Når du søger job i udlandet, er det ikke anderledes end at søge i Danmark. Derfor skal du huske at holde dig opdateret på jobannoncer i det land, du gerne vil til.

Kilde: Janine Almy

Her er ledige job

  • Der er i alt ansat cirka 225 grønlandske og danske medarbejdere i det grønlandske sundhedsvæsen, der aflønnes efter sundhedsassistenternes overenskomst.
  • Som dansk sosu-medarbejder vil du typisk få rejsen betalt og bolig stillet til rådighed.
  • Alle ledige stillinger i det grønlandske sundhedsvæsen bliver slået op på gjob.dk.

Kilde: Norden.org m.fl.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev