Annonce

Pedel skal sikre, at institutioner lykkes med affaldssortering

Institutionerne i Holbæk Kommune skal være lige så gode til at sortere affald som borgerne, og servicemedarbejdere som Bo Larsen får nøglerolle.

Annonce

På Gislinge Skole handler det ikke kun om affaldssortering. Skolen har også solfangere og solceller - og på pedel Bo Larsens initiativ er alle pærer blevet skiftet til LED-pærer. Jørgen True

Af Thomas Bjerg
Journalist

Annonce

Der står farvede beholdere i klasseværelserne på Gislinge Skole ved Holbæk. Hvide til papir, grønne til madaffald, røde til hård plast og en lille grå til brændbart.

Det har der gjort siden 2015, hvor skolen deltog i et affaldsforsøg. Forsøget gik i sig selv andre steder, men på skolen holdt de tekniske servicemedarbejdere Bo Larsen og Peter Nielsen stædigt fast.

Nu står Bo Larsen som nøgleperson, fordi kommunen har besluttet, at institutionerne skal være langt bedre til at sortere affald.

”Vi har vigtige erfaringer, som vi kan føre videre. Det, som Peter og jeg blev instrueret i dengang, fortsatte vi med,” siger Bo Larsen.

Læs også: FOA-medlemmer: Vi vil kæmpe for klimaet på jobbet

Elever og lærere skal engageres

Institutionerne skal genbruge over 50 procent affald i 2022, og skolen skal derfor engagere børn og lærere mere. I dag tømmer børnene klassernes spande hver uge, og hvis der er plast eller metal i klassen, kan lærerne lægge det i spande ved personalerummet.

På græsset ved hovedindgangen står fire spande til bioaffald, metal, plast og glas. Men da Bo Larsen løfter lågene og kigger ned, ligger det blandet sammen. Flasker, plast og mad.

”Hmh, der er plads til forbedring. Bioaffald har eleverne sværest ved. De smider sølvpapir sammen med madrester, mens de er suverænt gode til at sortere papir. Vi skal engagere dem endnu mere. Især de mindste går meget op i det, når klasserne hver måned samler skrald på skolens område,” siger Bo Larsen.

Læs også: Pædagogmedhjælper: Vi har ansvaret for at lære børnene at passe på naturen

Lokale folk ved, hvad der virker

Først skal kommunen udtænke en større plan. En projektleder er ansat, og i marts holdt en ny projektgruppe med ledere, affalds-, miljø- og anlægsfolk møde.

Umiddelbart efter blev arbejdet sat på dvale på grund af coronakrisen, men nu skrues der op for for blusset, siger John Øllegaard, der er chef for Drift, data og vedligehold i Holbæk Kommune.

Ifølge ham var det ikke tilfældigt, at mødet i marts foregik på Gislinge Skole.

”Lokale folk som Bo får en afgørende rolle, for de ved, hvad der virker. Hvilke spande skal vi bruge, og hvor skal vi placere containerne? Vi skal lade os inspirere af deres erfaringer,” siger John Øllegaard.

Han forklarer, at det er mere kompliceret at sortere affald i kommunale bygninger end i private hjem. For arbejdsmiljø, brandsikkerhed, rengøring og bygningsreglement spiller ind. Målet er, at institutionerne skal blive lige så gode som borgerne.

”Vores borgere er nærmest danmarksmestre og sorterer 56 procent. Det er vi herrestolte over. Men vores institutioner ligger i bund på landsplan, for vi har ikke haft en koordineret indsats før,” siger John Øllegaard.

Regionale dialogmøder

Fra den 22. september til 3. november har du mulighed for at deltage i regionale dialogmøder om klimaudfordringen og grøn omstilling med fokus på, hvad vi kan gøre som arbejdsplads, fagforening og organisation for at opnå en reduktion i udslippet af klimagasser på 70 procent i 2030. Det er 'Broen til Fremtiden', der står bag møderne.

Alle FOAs medlemmer er velkomne. Det kræver, at man tilmelder sig.

Du kan tilmelde dig via dette link.

Guide: Sådan har Gislinge Skole sparet på el og varme

LED-lys

Intelligente LED-lamper styrer lyset på gange og i lokaler ud fra behov og indkommende dagslys.

Vinduer

Nye lavenergivinduer og døre holder bedre på varmen.

Solvarme

Solceller giver supplerende strøm, og solfangere forvarmer skolens varme vand.

Varmestyring

Central styring sænker temperaturen på skolen, når den er lukket.

Ventilation

Skolen udskifter ventilationsanlægget i idrætshallen til et, der er mere energivenligt.

Kilde: Teknisk servicemedarbejder Bo Larsen

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev