Annonce

Dame der hoster i ærmet

Tema: Coronavirus

Aftale for risikogrupper forlænget: Nu gælder slaget om lønnen

Et politisk flertal er blevet enige om at forlænge aftalen for ansatte i risiko for smitte med coronavirus frem til årets udgang. Nu mangler Forhandlingsfællesskabet at forhandle med arbejdsgiverne om, hvilken refusion der følger med ordningen.

Annonce

Personer i risikogruppen kan være folk med svær lungesygdom, folk over 70 år eller personer med andre kroniske sygdomme, der hæmmer immunforsvaret. Colourbox

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Aftalen, om at lønmodtagere i risikogruppen kan sendes hjem med sygedagpenge, forlænges. Det er regeringen og et flertal i Folketinget onsdag blevet enige om. Ordningen, som også gælder ansatte med nære pårørende i risikogruppen, fortsætter frem til 31. december 2020.
 
"Coronavirusset er fortsat blandt os, og derfor skal vi selvfølgelig også sikre, at personer, som er i risiko for at blive alvorligt syge, ikke skal udsættes for smitterisiko," siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse
 
Det er dog endnu ikke afklaret, om ansatte i risikogruppen, der arbejder i kommuner eller regioner, fortsat vil kunne være hjemsendte med løn i stedet for sygedagpenge. Den forhandling foregår mellem Forhandlingsfællesskabet med forbundsformand i FOA Mona Striib i spidsen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.
 
”Vi er selvfølgelig meget glade for, at ordningen om sygedagpenge for medarbejdere i risikogruppen forlænges. Det er godt og nødvendigt, at der fortsat bliver passet på de mest sårbare,” siger Maria Melchiorsen, som er forbundssekretær i FOA.
 
"Nu sætter vi alt ind på at få lavet en forlængelse af den aftale, som Forhandlingsfællesskabet har indgået med KL og Danske Regioner om løn til hjemsendte," siger hun.
 
Til forhandlingerne havde arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten, Jette Gottlieb, et forslag med til ændring af ordningen. Hun mener, ligesom FOA, at der skal være mulighed for at få delvise sygedagpenge, hvis en ansat kan omplaceres til eksempelvis at løse administrative opgaver hjemmefra i et færre antal timer, end vedkommende er ansat på. 
 
”Det er jo ikke ret nemt for en børnehavepædagog at være i isolation på sit arbejde eller at arbejde hjemmefra. Men man kunne jo godt tænke sig, at man måske kunne have fem timer, hvor man ordnede vagtskemaer eksempelvis,” siger Jette Gottlieb.
 
Men det forslag blev ikke til noget. Der var ikke opbakning til en ændring af ordningen, kun en forlængelse af den oprindelige aftale, fortæller Jette Gottlieb, som stod alene med ændringsforslaget.
 
Det betyder, at en arbejdsgiver kun kan få refusion, hvis der slet ikke er mulighed for at omplacere en ansat. Ordningen gælder altså ikke, hvis en ansat kan omplaceres til vagtplanlægning et par timer om ugen.
 
"Det er selvfølgelig ærgerligt, at man ikke kan være delvist sygemeldt. Der kunne være nogle opgaver, man kunne varetage forsvarligt hjemmefra," siger forbundssekretær i FOA, Maria Melchiorsen.
 
"Men det vigtigste er, at aftalen blev forlænget. Så jeg er godt tilfreds," siger hun. 
 

Hvor mange bruger ordningen?

Indberetninger fra 78 kommuner viser, at 368 personer i alt har fået refusion efter ordningen i perioden 20. maj til 31. juli 2020.
297 af personerne har fået tilkendt refusion, fordi de selv er i øget risiko for smitte med coronavirus, mens 65 har fået refusion tilkendt, fordi de har nære pårørende i risikogruppen. Seks personer er der ikke oplysninger på. 

Kilde: Beskæftigelsesministeriet 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev