Annonce

Termometer på blå baggrund med spørgsmål om covid-19

Tema: Coronavirus

FOA: Pas på faldgruber i arbejdsskadesager om corona

Det er en rigtig god idé at få hjælp i din fagforening, hvis du bliver smittet med corona og anmelder sygdommen som arbejdsskade. For du skal svare på mange
kringlede spørgsmål.

Annonce

Spørgeskemaer i corona-arbejdsskadesager er meget detaljerede, og man kan skade sin sag, hvis der opstår fejl. FOA råder til, at man får hjælp i sin fagforening.  Colourbox

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Når corona-smittede anmelder sygdommen som arbejdsskade - ulykke eller erhvervssygdom - kvitterer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) med et temmelig omfattende spørgeskema, der skal bruges til at indkredse, hvor smitten er sket.

Birthe Straarup, der er socialrådgiver i FOA-Kolding, har netop bistået et medlem med at udfylde det detaljerede spørgeskema fra AES, og hun anbefaler generelt corona-smittede FOA-medlemmer at bruge deres fagforening til den opgave.

Læs også: Første sager afgjort: Coronavirus anerkendes som arbejdsskade

”Spørgsmålene fra AES kan godt være lidt 'tricky', så det skal man ikke selv rode med. AES har meget fokus på, hvor man har opholdt sig, og om man været udsat for andre smittekilder end arbejdet. Der kan godt være finter i spørgsmålene,” siger hun.

AES strammer skruen

Det er Jens Nielsen, forbundssekretær i FOA, enig i. Han peger på, at den slags spørgeskemaer normalt kun bruges ved erhvervssygdomme og ikke ulykker.

”Og jeg synes, at AES har strammet skruen lidt, for eksempel ved at spørge ind til transport, ferie, fester og så videre. Man skal jo ikke bevise, at man er blevet smittet på sin arbejdsplads. Vi har tværtimod kæmpet hårdt for, at der skulle være omvendt bevisbyrde i sagerne.”

Læs også: Derfor smiler Tina: Nu kan corona anerkendes som arbejdsskade

Efter loven skal smitten anerkendes som arbejdsskade, hvis det er sandsynligt, at man er smittet på arbejdspladsen. Men hvad nu hvis man er den eneste, der er smittet på arbejdspladsen, selv om forklaringen kan være, at ikke alle er blevet tjekket, eller at nogle måske har været syge uden symptomer? 

”Så kan det jo se ud, som om man har fået det udefra. Vi har foreløbig ikke set nogle afslag, hvor der har været covid-19 på arbejdspladsen. Men vi holder skarpt øje med alle afgørelser for at se, om nogle bliver afvist på et forkert grundlag,” siger Jens Nielsen.

Brug FOA 

Han råder alle smittede FOA-medlemmer, der mener, at de kan være smittet på arbejdspladsen, til at få hjælp i FOA med spørgeskemaet.

Læs også: Efter Anettes corona-mareridt: Vigtigt at få arbejdsskade anerkendt

”Man risikerer at skade sin sag, hvis man ikke får ekspert-hjælp. Vores bekymring er, at vi måske pludselig får afslag også, selv om der har været smitte på arbejdspladsen. I spørgeskemaerne forsøger AES at finde en årsagssammenhæng, for eksempel at man kan have fået smitte på vej til arbejde, selvom der er smitte på arbejdspladsen. Jeg tror ikke, det kommer til at ske, men vi er meget opmærksomme på det,” siger Jens Nielsen.

 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev