Annonce

Tema: Coronavirus

FOA-faggrupper på hospital bliver testet for corona-immunitet

Op mod 400 medarbejdere på Nordsjællands Hospital skal testes for antistoffer mod corona-virus. Testene skal vise, om de har været smittet og derfor er immune. Det kan blive en stor lettelse for sundhedspersoner, hvis de kan få den vished, lyder det fra forsker. 

Annonce

Et nyt forskningsprojekt på Nordsjællands Hospital skal teste ansatte for antistoffer mod coronavirus. Har man antistofferne i kroppen, betyder det, at man allerede har været smittet med corona og formentlig er immun.  Pressefoto, AV-Afdelingen, Nordsjællands Hospital

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Annonce

Indtil corona-epidemien er ebbet ud, skal en bred skare af medarbejdere på Nordsjællands Hospital aflevere en blodprøve en gang om ugen. Heriblandt også social- og sundhedsassistenter og serviceassistenter. 
 
Som en del af et forskningsprojekt skal de nemlig testes for, om deres krop har dannet antistoffer mod corona-virus. Er det tilfældet, betyder det, at de har været smittet uden at have udvist symptomer. I første omgang skal 200 medarbejdere testes, men antallet skal skaleres op til 400.
 
Projektets formål er at undersøge, om man udvikler immunitet over for virusset, når man har haft det, og hvor længe immuniteten holder. Derudover kan hospitalet følge udviklingen af immunitet blandt det frontpersonale, som udgør kernen i beredskabet, lyder det fra Thea Kølsen Fischer, der er forskningschef og ledende overlæge på Nordsjællands Hospital. 
 
“Vi har den hypotese, at vi kan skabe et værktøj, som giver hospitalerne bedre mulighed for at bemande hospitalets funktioner med det rette personale, hvor smitterisiko mellem patient og personale er minimeret,” siger hun i en pressemeddelelse. 
Forskningsprojektet er et samarbejde med Oxford University. Prøverne sendes hertil, bliver undersøgt, hvorefter prøvesvarene sendes retur til Danmark.
 

En naturlig vaccine

Selvom Thea Kølsen Fischer over for DR understreger, at de endnu ikke ved, hvor længe  antistofferne beskytter mod coronavirus, hvis de overhovedet gør det, antages det, at man vil være modstandsdygtig i nogen tid.
 
Ud fra tidligere studier om sars-epidemien tyder det nemlig på, at man vil have immunitet i cirka to år, hvis man har et højt niveau af antistoffer. Det forklarer Karen Angeliki Krogfelt, professor i medicinsk mikrobiologi ved Roskilde Universitet.
 
“Personer, som allerede har haft corona, vil altså formentligt ikke kunne blive smittet igen eller smitte andre, før niveauet af antistofferne falder. Man skal altså ikke blive bekymret, hvis man testes positiv for antistoffer, for det er absolut ikke en ulempe at have haft corona i mild grad. Så er man nemlig naturligt vaccineret,” siger hun.
 

Læs også: Frustrerede sundhedsmedarbejdere må se langt efter test

Det kan ifølge Karen Angeliki Krogfelt være en fordel særligt for sundhedspersonale på både hospitalerne, i hjemmeplejen og på plejecentre at få en lavet en antistoftest. 
 
“De er meget udsatte både i forhold til at være smittebærere og være i smitterisiko. Så det ville være en stor lettelse, hvis de kunne vide, at de er immune, så de ikke behøver at være bekymret, når de går på arbejde,” siger hun. 
 

Tillidsrepræsentant er positiv 

Fællestillidsrepræsentant på Nordsjællands Hospital Ingrid Thrane synes, det er positivt, at nogle medarbejdere gennem forskningsprojektet kan finde ud af, om de er immune over for corona. 
 
Selvom hun endnu ikke har talt med nogle af de FOA-medlemmer, som gennem de næste mange uger vil blive testet for antistoffer, forestiller hun sig, at de er tilfredse med muligheden. 
 
“Jeg har hørt fra mange, at de har været frustreret og kede af, at de ikke har kunnet blive testet for corona. De har følt, at det har været lige meget, om de var smittet eller ej. Derfor tror jeg også, de er meget positive over for, at de nu kan finde ud af, om de reelt set har været syge,” siger Ingrid Thrane. 
 

Læs også: Sundhedspersonale kan testes hurtigt for corona

Ifølge hende kan det give en større sikkerhed på jobbet, fordi man ved, at man ikke smitter nogen eller selv risikerer at blive smittet. Og det kan samtidig mindske frygten for, at man tager smitte med hjem til sin familie. 
 

Flere tests på vej

På nuværende tidspunkt er Statens Serum Institut i gang med at afprøve og sammenligne forskellige antistoftests, der findes på markedet.
 
Brugen af disse tests vil formentlig være rullet ud efter påske, lød det fra faglig direktør Kåre Mølbak på statsministerens pressemøde mandag den 30. marts.
 

Læs også: Smittefrygt på jobbet: Sådan håndterer du din angst

Karen Angeliki Krogfelt, som også samarbejder med Statens Serum Institut, forklarer, at man afprøver de mange testkits til antistoffer for at undgå at komme til at stå i en situation, hvor man får en falsk positiv test. En test, der altså viser et højt niveau af antistoffer, selvom man ikke har været smittet med corona.
 
“Det ville være en katastrofe. Man ville jo virkelig snyde sig selv og risikere, at personer, som man troede var modstandsdygtige, faktisk både kan smitte eller blive smittet,” siger hun.

Brugbare data

Udover at det kan skabe tryghed for personer, som er blevet modstandsdygtige, vil man ifølge Karen Angeliki Krogfelt også kunne bruge data fra antistof-teste, hvis der kommer endnu en bølge af virusset i efteråret. 
 
“Man vil for eksempel vide, hvilke grupper, der ikke har været smittet i stor grad, og som man derfor skal være opmærksomme på. Eller hvilke grupper, man skal være særlige opmærksomme på, fordi de netop er meget udsatte,” siger hun.
 

Hvad er antistoffer?

Antistoffer er en naturlig vaccine, som kommer fra vores eget immunforsvar. Når kroppen har været inficeret med enten en bakterie eller en virus, begynder de hvide blodlegemer, som er en del af kroppens immunsystem, at danne antistoffer, som bekæmper infektionen. Når man har antistofferne i kroppen, vil de aktiveres, hvis en bakterie eller en virus, de allerede har bekæmpet, kommer igen. Hvis kroppen har dannet antistoffer mod corona, har den altså svært ved at blive smittet igen, fordi den på grund af antistofferne selv er i stand til at holde virus ude. 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev