Annonce

SOSU-assistenter Gitte Møller Sørensen og Henriette Bøgh Jakobsen

Tema: Din ferie

Ansatte løser konflikt: Her kan alle få tre ugers sammenhængende sommerferie


Sommerferieplanlægningen har tidligere været et konfliktfyldt emne i hjemmeplejen i Ejby. Nu har de fundet en løsning, hvor alle, der ønsker det, kan få tre ugers sammenhængende sommerferie i skoleferien.

Annonce

"Lønnen er, som den er. Hvad er det så vi kan tilbyde? Her får vi tre ugers sammenhængende sommerferie. Det er sådan nogle ting vi må nytænke for at få flere folk ind i faget," siger social- og sundhedsassistent Gitte Møller Sørensen (tv) Robert Wengler

Af Joachim Ploug Hansen
Journalist

Annonce

Opdateret 24.02.2020 

 

I oktober sidste år fik social- og sundhedsassistenterne Gitte Møller Sørensen og Henriette Bøgh Jakobsen sammen med resten af deres kolleger at vide, at de kun kunne holde to ugers sammenhængende sommerferie i skoleferien.

 

“Alle blev jo kede af det,” siger Henriette Bøgh Jakobsen

 

Derfor tænkte de, at der måtte kunne gøres noget. Tilfældigvis var Gitte og Henriette startet på et kursus, der hedder ‘Talent for Ledelse”, hvilket giver medarbejdere muligheden for at få en indsigt i ledelse.


Læs også: Nye ferieregler: Sådan får du styr på din ferie

Sommerferieplanlægning blev til et projekt

 Her fik de til at opgave at finde et problem fra deres arbejdsliv, som de skulle prøve at løse. Henriette og Gitte valgte derfor at arbejde med sommerferieplanlægning, og specifikt hvordan alle medarbejdere kan få tre ugers sammenhængende sommerferie i skoleferien.

 

“Vi fandt ud af, at medinddragelse omkring ferieplanlægning og større fleksibilitet blandt os kolleger er nøglen til at få puslespillet til at gå op,” siger Henriette Bøgh Jakobsen.

 

Da de fortalte deres leder om projektet, fik det hende til at se på, om tre ugers sammenhængende sommerferie ville kunne lade sig gøre.

     

Villighed og fleksibilitet

 

Og det viste sig at være muligt, hvis Gittes og Henriettes kolleger var villige til at "dække hullerne" for hinanden.

 

Det indebærer ekstra weekendvagter og aftenvagter i sommerferieperioden, og at man nogle gange er nødt til at begynde eller slutte en ferie med en weekendvagt.

 

Læs også: Planlægning af ferie skaber konflikter på arbejdspladserne

Samtidig har Middelfart Kommune også valgt at spare rengøring i to uger i sommerferien, hvilket frigør arbejdskraft.

 

"Kan det virkelig være rigtigt?"

Det er dog kompromiser, som er det hele værd for tre ugers sammenhængende sommerferie.

"Da ferien blev godkendt, var der flere, der ikke kunne forstå det," siger Henriette Bøgh Jakobsen og fortsætter: 

"De var sådan: ‘Har jeg fået tre uger? Har jeg fået tre uger?"

"Mange har været inde hos vores planlægger og spurgt, om det nu også kunne være rigtigt," siger Gitte Møller Sørensen.

Det rene luksus

For deres kollega, social- og sundhedsassistent Anne Rasmussen, bliver sommerferien derfor også speciel i år.

Hun har nemlig ikke haft mulighed for at holde tre ugers sammenhængende sommerferie med sine børn i mange år.

"Jeg har ikke holdt tre ugers sammenhængende sommerferie, siden min søn var lille. Og han er altså 15 nu. Så det er helt vildt fedt. Det er det rene luksus," siger Anne Rasmussen.

Læs også: Kend din ret: Så meget må chefen bestemme over din ferie

Ferieplanlægning er ofte konfliktfyldt

En medlemsundersøgelse fra FOA viser, at 47 procent af de adspurgte FOA-medlemmer har oplevet konflikter i meget høj grad, høj grad eller nogen grad, når sommerferien skal planlægges. I social- og sundhedssektoren er andelen 55,6 procent. I alt har 2.449 medlemmer i social- og sundhedssektoren besvaret undersøgelsen.

Konflikterne, når sommerferien skulle planlægges, kender Gitte og Henriette desværre alt for godt. Ofte var kolleger ikke villige til at flytte sig for hinanden, hvilket gjorde de tre-ugers sammenhængende sommerferie til en utopi. Med tiden udviklede utilfredsheden over sommerferieplanlægningen sig til en ond cirkel.

"Til sidst blev det hele, der var noget i vejen med, og arbejdsglæden forsvandt. Folk følte sig ikke hørt," siger Gitte.

Åbenhed er det vigtigste

Charlotte Bredal, der er arbejdsmiljøkonsulent i FOA, siger, at hvis rammerne for ferieplanlægningen er uklare, skaber det nemt konflikter.

"Det kan nemt blive uklart, hvorfor ferien bliver planlagt, som den gør. For hvem tager de mest hensyn til? Er det medarbejderne med børn i skolealderen? Eller er det for eksempel skilsmisseforældre? Derfor er det enormt vigtigt at kunne tale åbent om, hvordan ferieplanlægningen bliver skruet sammen," siger Charlotte Bredal.

Samtidig mener hun, at konflikter ved sommerferieplanlægning ofte er et symptom på et generelt dårligt arbejdsmiljø:

"Hvis der opstår konflikter ved ferieplanlægning, skal man nok kigge på, om der er noget generelt galt på arbejdspladsen. Det øjeblik, man stopper med at snakke åbent om tingene, selvom det svært, så bliver der snakket i krogene. Og det skaber konflikterne," siger Charlotte Bredal.

Gitte og Henriette er begge enige i, at åbenhed over for hinanden har været afgørende.

"Vi er gode til at acceptere hinanden og passe på hinanden, fordi der er mange hensyn at tage. Det er det, der gør, at der ikke har været nogle konflikter," siger Gitte Møller Sørensen.

Det gode eksempel

Og den konfliktfrie sommerferieplanlægning har også kunnet mærkes på arbejdsmiljøet i hjemmeplejen i Ejby.

"Vi skal arbejde påske, pinse, jul, alle helligdage, og vi får ikke mere i løn. Det gør vi bare ikke i det her fag. Så bliver man glad, når man så får tre ugers sammenhængende sommerferie. Det gør også, at man yder noget ekstra på arbejde," siger Henriette Bøgh Jakobsen.

Hverken Gitte eller Henriette vil dog tage æren for, at det er lykkedes med tre ugers sammenhængende sommerferie til de kolleger, der har ønsket det.

"Det er ikke kun os, der har gjort det. Det er i høj grad vores planlægger, leder og så selvfølgelig vores kolleger," siger Gitte Møller Sørensen.

De er dog glade for, at de nu har skabt en kultur på deres arbejdsplads, hvor fleksibilitet og hensynet til hinanden kan være med til, at alle får deres ønsker opfyldt. Nu har de nemlig et eksempel, de kan trække frem til potentielle nye kolleger, når sommerferien igen skal planlægges næste år.

Opdateret: Det er blevet præciseret i artiklen, at de tre ugers sammenhængende sommerferie kan lade sig gøre i skolernes sommerferie.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev