Annonce

Kommune knækker koden for sosu-frafald


I Esbjerg Kommune har man ændret vejledningsindsatsen og ansat 12 fuldtidsvejledere for sosu-eleverne. Den fokuserede vejledningsindsats fik Mathilde Lykke Kyed til at holde fast og blive på social- og sundhedsassistentuddannelsen. 

Annonce

Vejleder, Sabina Glarbo Jozefowisz (tv.), hjalp Mathilde Lykke Kyeds (th.) med at finde motivationen til at blive ved som social- og sundhedsassistentelev.  Robert Attermann

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Rundt om i landet på social- og sundhedsuddannelserne falder eleverne i højere grad fra end på andre erhvervsskoleuddannelser. Sådan har det også set ud i Esbjerg Kommune, men efter at man i kommunen har omlagt vejledningsindsatsen for eleverne, ser tendensen nu ud til at være vendt. 

I kommunen har man nu ansat 12 fuldtidsvejledere, hvor der før var 200 vejledere, der skulle varetage opgaven ved siden af deres normale arbejde som social- og sundhedsmedarbejdere ude på praktikstederne. 
 
Mathilde Lykke Kyed, der er social- og sundhedsassistentelev, er én af de elever, der har nydt godt af den nye, fokuserede vejledningsindsats. 
 
"Min vejleder har været meget opsøgende, og hun har virkelig motiveret mig til at blive ved. Hun har været god til at ringe og skrive og spørge, hvad hun kan hjælpe med. Hun er grunden til, at jeg er blevet på uddannelsen,” fortæller Mathilde Lykke Kyed.
 
Gik fra samtalen med gåpåmod
Problemer i privatlivet og på praktikpladsen var en udfordring for 22-årige Mathilde Lykke Kyed, og det påvirkede hendes tro på sig selv og uddannelsen.  
 
”Jeg havde haft meget fravær på grund af nogle private problemer i mit liv, og på mit praktiksted fik jeg at vide, at de var bekymrede for, om jeg havde nået at lære nok til at kunne fortsætte som social- og sundhedsassistentelev,” fortæller Mathilde Lykke Kyed. 
 
Hun gik til sin vejleder med problemerne, og hun havde egentlig besluttet, at hun ville bede om at blive flyttet over på social- og sundhedshjælper-uddannelsen. 
 
”Men min vejleder var 100 procent fokuseret på mig, og jeg endte med at gå fra samtalen med meget mere gåpåmod. Hun gav mig et indtryk af, at jeg sagtens kunne klare det, og det slog fuldstændig en streg over, hvad jeg var blevet fortalt på min praktikplads,” siger Mathilde Lykke Kyed. 
 
Vejledere blev klædt på til opgaven
Heidi Vestergaard Larsen, der er chef for uddannelse, IT og arbejdsmiljø i Esbjerg Kommune, fortæller, at den nye vejledningsindsats, hvor eleverne har den samme vejleder hele tiden, og hvor der er tæt opfølgning, tegner til at være en succes.
 
”Billedet er tydeligt, og der er en kæmpe forskel på frafaldet for de første seks måneder, hvor der typisk er flest, der falder fra. Vi lavede et grundigt forarbejde, da vi startede ordningen, og den første måned var de nye fuldtidsvejledere ikke ude i driften, men gik igennem et skræddersyet forløb, hvor de blev klædt på til opgaven,” siger Heidi Vestergaard Larsen. 
 
Hun fortæller, at vejlederne med den tidligere ordning, hvor der var 200 vejledere ansat, kun havde elever to eller tre gange om året.
 
”Når man kun gør noget en gang imellem, så kan det være svært at blive rigtig dygtig til det. Der er meget at læse op på, både lovgivnings- og uddannelsesmæssigt, så professionaliteten i forhold til vejledningen kunne være svær at opretholde,” fortæller Heidi Vestergaard Larsen. 
 

Kan ikke være sammen med eleverne hele tiden

Med den nye ordning kan vejlederne koncentrere sig 100 procent om vejledningsopgaven, samtidig med at en del af de tidligere vejledere på praktikstederne nu er blevet sat i en tovholderfunktion, som skal varetage bindeleddet mellem praktikvejlederne og resten af driften.
 
”Når man er praktikvejleder for otte elever, så kan man ikke være sammen med eleverne hele tiden, da de også er på forskellige matrikler. Så hvis der er noget i adfærden ved en elev ude på praktikstedet, som vi skal kigge på, så kan tovholderne inddrage vejlederne, og det fungerer rigtig godt,” siger Heidi Vestergaard Larsen.
 

Bedre både fagligt og personligt

Social- og sundhedsassistenteleven Mathilde Lykke Kyed kan kun nikke genkendende til, at den nye ordning fungerer godt. 
 
"Jeg tror på, at det både på det faglige og personlige plan er meget bedre, sådan som Esbjerg Kommune gør det nu. Jeg tror, at vejlederne før har haft det svært, når de både skulle passe deres eget arbejde og deres elever," siger hun.

Nu ser Mathilde Lykke Kyed frem til resten af sin uddannelse, selvom det, at hun tidligere har haft meget fravær, stadig nager hende.

"Der er stadig ting, der er svære, men tvivlen om mine kompetencer er væk. Jeg tror, de er mere obs på, hvis jeg melder mig syg. Men jeg ved, at min vejleder vil prøve at hjælpe, hvis jeg kommer ud i noget igen. Det er rart at vide, at der er en, der har ens ryg," fortæller hun.

Frafald i Esbjerg Kommune

Den nye vejledningsordning i Esbjerg Kommune, der blev indfaset i 2018, viser en klar forbedring i frafaldet af elever. 

I 2017 var der for social- og sundhedshjælpereleverne et frafald på 25,58 procent. Det blev bragt ned til 7,14 procent i 2019. 

I 2017 var der for social- og sundhedsassistenteleverne et frafald på 17,3 procent. Det blev bragt ned til 8,33 procent i 2019. 

Kilde: Heidi Vestergaard Larsen, chef for uddannelse, IT og arbejdsmiljø i Esbjerg Kommune

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev