De sidste strofer af ‘Jeg ved en lærkerede’ lyder i kaffestuen på Demenscenter Skovgården i Hadsund. Sangen er knap nok færdig, før en af beboerne, Margit Svendsen, kaster sig ud i en fortælling om musik i sin barndom.
Når Margits mor skulle lave mad i hjemmet, så yndede hun at synge for børnene. Det bringer tydeligvis stærke minder frem, at Margit – som i mellemtiden er blevet 84 år – nu sidder på demenscentret i Himmerland og synger nogle af de samme sange som dengang.
På Skovgården er der heldigvis rig mulighed for at få sang og musik ind i hverdagen. Siden 2014 har der nemlig været ansat en musikterapeut.
“Det var en investering, og den investering var god. Vi får ikke lige umiddelbart flere varme hænder, så vi blev nødt til at kigge på, hvad vi kunne gøre anderledes både for beboerne og personalet. Der kan musikken bare noget, når man arbejder med mennesker, der er ramt af en demenssygdom,” siger centerleder Dorthe Lynge.
Idéen voksede
Erfaringerne med musikterapeuten var så gode, at der i Mariagerfjord Kommune blev søgt
satspuljemidler for at brede musikken ud flere steder. De seneste år har der derfor været
endnu en musikterapeut tilknyttet, og personalet er også blevet undervist i at
bruge musik i hverdagen.
“Vi siger, at personalet er blevet kompetenceløftet. Der kommer ikke 230 nye musikterapeuter ud af det her projekt, men personalet har fået musikken som
et værktøj. Mange af borgerne har svært ved at kommunikere, og der kan vi se,
at musikken kan være et vigtigt middel til, at de føler sig forstået,” siger musikterapeut Birgitte Bjørn.
Relationen er guld værd
I kaffestuen fortsætter fællessangen, og man har nu kastet sig ud i klassikeren ‘Alle sømænd er glade for piger’. Det kniber dog med at huske teksten for både personalet og beboerne, men det er der råd for. “Vi tager bare et tralala-vers,” råber Birgitte Bjørn, og sådan bliver sangen afsluttet.
Musikterapien handler ikke om at synge bedst eller mest korrekt, men om at skabe en relation til borgeren. Og det kan godt lade sig gøre, selvom man glemmer teksten.
“En del af personalet sagde i starten, at det her ville de aldrig komme til at gøre. Det er for grænseoverskridende. Men så ser de andre synge med beboerne, og så finder de ud af, hvad det handler om. Relationen, der opstår, er guld værd. Og den relation kan opstå, selvom man hverken kan alle teksterne eller synge skønsang,” forklarer centerleder Dorthe Lynge.
Tid til kaffe
I kaffestuen er der blevet dækket op ved spisebordet, og friskbrygget kaffe
står klar i kanderne. Margit gør dog ikke umiddelbart tegn til at rejse sig.
Hun vil gerne fortælle mere om barndommen, så for at undgå at kaffen bliver kold, byder musikterapeuten Birgitte Bjørn ind med et par linjer fra sangen ‘Svantes lykkelige dag’.
”Livet er ikke det værste man har ...,” synger hun. Reaktionen fra Margit kommer omgående. Hun rejser sig glad op for at tage plads ved spisebordet. Nu er kaffen nemlig klar.
På Demenscenter Skovgården har 80 medarbejdere fået et kompetenceløft og lært at bruge musikterapi. Deriblandt social- og sundhedsassistent Marlene Guldbæk, der som nøgleperson har fået lidt mere uddannelse. Hun kan se, at musik og sang gør en forskel i omsorgsarbejdet. “Jeg bruger blandt andet ‘Så går vi rundt om en enebærbusk’ for at guide dem. Jeg sætter selv nogle ord ind i teksten og synger måske ‘så gør vi sådan, når vi vasker vores hænder’. Ved hjælp af musikken får beboerne en forståelse for, hvad der foregår,” siger Marlene Guldbæk og nævner et eksempel på, hvordan sangen virker. “Vi har en, der ikke kan føre en samtale med os. Men hvis vi synger ‘Tre hvide duer’, kan han synge hele teksten. Der er noget genkendeligt der, og det gør en kæmpe forskel,” siger Marlene Guldbæk.
Claus Bonnerup