Vi er i Vestjylland. På en helt almindelig vagt på Sevel Alderdomshjem. Gitte Bak Tanderup er på arbejde som social- og sundhedshjælper og skal som så ofte før flytte en beboer fra sengen til en bækkenstol. Men beboeren snubler, og da Gitte rækker ud for at gribe den ældre, giver det et smæld i hendes venstre skulder.
“I samme sekund tænker jeg: 'Åh nej, der er noget galt',” fortæller den nu 43-årige Gitte Bak Tanderup om episoden, der fandt sted i juni 2016.
Hun fik bekræftet sin mistanke, da hun dagen efter gik til kiropraktor. Hun kunne ikke strække armen bagud og havde smerter og blev sygemeldt i to dage.
Men hun opsøgte ikke til sin læge. Efter den korte sygemelding havde hun nemlig to ugers ferie.
“Jeg var sikker på, at hvis jeg holdt skulderen i ro i de to uger, ville smerterne gå over. Så ville jeg være klar til at komme på arbejde igen,” siger Gitte.
Ville hjælpe døende borgere
Hun tog fejl. Smerterne forsvandt ikke, men Gitte bed dem i sig og tog på arbejde.
“På det tidspunkt havde vi rigtig mange sygemeldinger, så jeg følte lidt et fagligt ansvar. Jeg havde to borgere, der var døende, som jeg gerne ville være der for. Så jeg tog panodiler og passede mit arbejde,” siger Gitte.
I november 2016 blev smerterne så slemme, at Gitte gik til sin læge. Et halvt år senere blev hun sygemeldt fra sit job. I december 2017 blev hun fyret, og en måned senere blev hun opereret i skulderen. Lægen, der opererede, var ikke tvivl om, at skaden skyldtes hændelsen på Gittes job.
I første omgang blev Gittes arbejdsskade anerkendt, og vurderingen var, at hun havde ret til godtgørelse grundet varige mén. Men forsikringsselskabet klagede, og sagen røg videre til Ankestyrelsen. Her fik forsikringsselskabet medhold med den begrundelse, at skaden er ʽforbigående’.
Ankestyrelsen fandt det ikke bevist, at de smerter, Gitte gik til lægen med i november 2016, skyldes hændelsen på jobbet. Heller ikke selvom hospitalet sagde det modsatte.
“Det føles virkelig uretfærdigt og respektløst. Jeg har passet mit arbejde og gjort en indsats for de ældre,” siger Gitte.
Hun kan stadig ikke strække sin arm bagud, hun har daglige smerter, og hun kan ikke længere arbejde som social- og sundhedshjælper, men har fået job i en butik.
“Jeg brændte for mit arbejde og ydede mit bedste, men det nytter ikke noget at gå og ærgre sig over, at jeg ikke kunne blive i faget. Men det er da pisseirriterende, at jeg har været vant til at kunne alting selv. Nu kan jeg ikke engang løfte en gryde fyldt med
vand,” siger hun.
FOA stævner Ankestyrelsen
Formelt er Gitte Bak Tanderups sag slut. Men sidste ord er dog ikke sagt. FOA er nemlig stærkt utilfreds med, at Ankestyrelsen har afvist at anerkende hendes sag som en arbejdsskadesag. Derfor vil FOA nu stævne Ankestyrelsen for at få ændret den afgørelse, oplyser Anders Bang Mønster Hansen, der som advokat repræsenterer Gitte Bak Tanderup.
“Vi er enige med den læge, der opererede Gitte. Der er en sammenhæng mellem episoden på hendes job og de smerter, hun havde dagene efter. Uanset om skaden var forbigående eller varig, ville den altså være anerkendt som en arbejdsskade, hvis den var sket efter den lovændring, som trådte i kraft fra 1. januar 2020,” siger han.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Anders Bang Mønster Hansen understreger samtidig, at det af hensyn til blandt andet erstatning er vigtigt at få en skade anerkendt - uanset om den er forbigående eller ej.
“Hvis myndighederne ikke kan bevise, at for eksempel en lønnedgang eller helbredsproblemer ikke har noget med arbejdsskaden at gøre, men skyldes andre årsager, er du berettiget til erstatning,” siger Anders Bang Mønster Hansen.
En forbigående skade udløser ikke erstatning, fordi der ikke er tale om varige mén eller erhvervsevnetab. Men derfor er det alligevel vigtigt at få den anerkendt som en arbejdsskade.
“Det har stor betydning og gør det nemmere at åbne sagen, hvis skaden blusser op igen. Hvis den ikke er blevet anerkendt i første omgang, skal man først bevise, at der er tale om en arbejdsskadesag, og det kan være rigtig svært. Så man står utvivlsomt bedre med en anerkendelse,” forklarer Anders Bang Mønster Hansen.
At netop det problem kommer til at ramme Gitte Bak Tanderup, er hun selv bekymret for.
“Jeg kan jo ikke vide, hvad der sker med min skulder i fremtiden. Om den får det værre og værre. Men hvis det skulle ske, at jeg heller ikke kan passe mit nye job længere på grund af skaden, kan det blive problematisk, at jeg ikke står med en anerkendelse i
hånden,” siger hun.
Ankestyrelsen har ikke ønsket at kommentere på sagen.