Annonce

Ansatte i psykiatrien råber politikerne op med breve

Af Marie Brynskov
Journalist

De er utilfredse med forholdene i psykiatrien og kæmper for at trænge igennem til politikerne. Hør hvad FOA-medlemmerne Ann, Lene og Birgitte ønsker for psykiatrien i en ny bog med hundredevis af breve fra professionelle, pårørende og brugerne.

Annonce

Flere  FOA-medlemmer har skrevet om deres personlige erfaringer og ønsker for den nødlidende psykiatri i ny bog. Den blev overrakt til folketingets formand til en demonstration på Christiansborg Slotsplads i denne uge. Iben Gad

Af Marie Brynskov
Journalist

Annonce

De er alt fra læger og psykiatere, social- og sundhedsansatte og pædagoger - til pårørende og tidligere og nuværende brugere af psykiatrien.

Fælles for dem er, at de føler sig magtesløse over for de vilkår, vi i dag tilbyder patienter og dermed også de ansatte. De oplever, at psykiatrien langt fra er i 'verdensklasse', som politikerne ellers siger.

Nu vil bevægelsen #VærdigPsykiatriForAlle holde politikerne op på at forbedre vilkårene som lovet, og har derfor indsamlet hundredevis af breve fra dem, der har psykiatrien tættest inde på livet - professionelt og personligt.

Det er blevet til bogen 'Veje til værdig psykiatri for alle', hvor også flere medlemmer af FOA har skrevet i deres breve til politikerne, hvad de mener, der skal til for at gøre forholdene mere værdige.

Læs uddrag af deres indlæg til politikerne her:

Ann Ræbild, social- og sundhedsassistent, psykiatrien i Brønderslev, Nordjylland

"Jeg har været ansat som social- og sundhedsassistent på de psykiatriske afdelinger i Brønderslev gennem de sidste 20 år. Jeg elsker mit job, det er en gave at få lov til at hjælpe denne gruppe mennesker. 

Jeg har en undring til jer:

Jeg har over to gange været med i projekter for at nedbringe tvang i psykiatrien. 
Første gang fra 1999-2004 på N19 i Brønderslev. Her var målgruppen kronisk psykotiske, svært udadreagerende patienter. Disse mennesker havde haft meget lange indlæggelser, gentagne gange gennem mange år, og været udsat for rigtig mange bæltefikseringer og anden form for tvang. Under dette projekt fik vi antallet af bæltefikseringer bragt ned på nul og tvang generelt nedbragt til et minimum. Flere patienter blev så raske, at de kom i egen lejlighed, andre blev integrerbare på psykiatriske bosteder. Alligevel blev afdelingen, efter at modtaget megen stor ros, nedlagt efter endt projekt. HVORFOR?

Det andet projekt, jeg vil nævne, og som jeg er stolt over, er 'projekt bæltefri', som blev gennemført på en afdeling i hver region fra 2015-2018. Jeg arbejdede i innovationsteamet på N6 i Brønderslev, som er en intensiv, lukket afdeling med modtagefunktion. Her fik vi, med mange interventioner, nedbragt brugen af tvang med cirka 82 procent. Igen blev midlerne fjernet, så snart projektperioden var forbi. Nu stiger tvangen igen. HVORFOR?

Flere patienter blev så raske, at de kom i egen lejlighed, andre blev integrerbare på psykiatriske bosteder. Alligevel blev afdelingen, efter at modtaget megen stor ros, nedlagt efter endt projekt. HVORFOR?

Social- og sundhedsassistent Ann Ræbild
Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor fjerne noget, som har vist sig at virke?
Jeg tænker ofte i billeder. Her kan man sammenligne med, at man om vinteren kører rundt på et par slidte sommerdæk, og så prøver man at skifte til de bedste vinterdæk, man kan finde. Man konstaterer, at dette giver en meget bedre og væsentlig mere sikker kørsel. Hvor mange ville så skifte tilbage til de slidte sommerdæk? 

Ja, de nye dæk koster penge, men kan vi være enige om, at samlet vil det være udgiften værd?"

Lene Reinseth Koch, socialpædagog på et socialpsykiatrisk bocenter, Københavns Kommune


"Vi er økonomiske vejledere, forældre, nærmeste netværk, ernæringseksperter, psykologer, rengøringsansvarlige, boksebolde, madudbringere, formidlere, medicinansvarlige, støttefunktioner, vejledere, undervisere, brandslukkere, sårplejere, palliative medarbejdere, underholdere, beslutningstagere, flyttemænd og en masse mere.

Der er ingen grænser for, hvad jeg kan få i hænderne eller skal lægge øre til.

Udover dette er jeg ansvarlig for at dokumentere alle relevante og vigtige observationer gennem dagen og sørge for, at alle er set og forholdt sig til. Jeg skal sikre mine arbejdsgange er etiske, overvejede, og at sikkerheden for både borger og mig selv overholdes. Sker det, at noget går galt, falder ansvaret tilbage på mig med risiko for, at jeg mister min autorisation. 

Men bare rolig, der er en masse mennesker ansat både på centerniveau og i forvaltningen til at holde øje med, at jeg som ansat efterlever de krav og lovgivninger, der er inden for området. 

Jeg hjælper dem dagligt med at udfylde diverse skemaer til at sikre, at alt går efter bogen. Laver jeg fejl i mit arbejde for eksempel grundet travlhed, for få ressourcer eller andet og disse har fatale konsekvenser, så er det mig, der står som ansvarlig. 

Mit job kan være så voldsomt på krop og sjæl, at det sidder i alle kroge af mit indre uden mulighed for at få alt ud i en debriefing. Efterskælvet kommer først i nattetimerne med dårlig søvn og mareridt.

Laver jeg fejl i mit arbejde for eksempel grundet travlhed, for få ressourcer eller andet, og disse har fatale konsekvenser, så er det mig, der står som ansvarlig. 

Socialpædagog Lene Reinseth Koch 
På trods af, at mit job indeholder en potentiel risiko for mit liv, at jeg langsomt slides ned psykisk og risikerer at blive syg af mit arbejde, så bliver mine kollegaer og jeg spist af med lønninger, der ligger langt fra den opgavebyrde, vi hver dag løfter for at sikre, at en af samfundets svageste og dårligste grupper har et tåleligt liv. 

Som ansat i socialpsykiatrien har vi klart trukket det korteste strå, når det kommer til forholdet mellem arbejdsbetingelser og lønforhold."

Birgitte Kræmer, social- og sundhedsassistent, CSV i Vejle Kommune

"Mine forslag til forbedringer i psykiatrien:

 Der skal tænkes nyt i forhold til dobbeltdiagnosticerede.

 Der skal sættes ind meget tidligere – en forebyggende indsats. For eksempel skal udviklingsforstyrrelser udredes og behandles tidligt.

 Der skal opnormeres i hele psykiatrien – altså både den kommunale og regionale del samt alle døgninstitutioner, således at forbruget af medicin kan sænkes ved hjælp af medmenneskeligt nærvær. Der skal være flere senge på sygehusene/pladser på døgninstitutioner. 

 Endelig skal der være mere fokus på at 'behandle' - ikke bare den psykiatriske lidelse, men hele mennesket – med så stor inddragelse af den enkelte som overhovedet muligt. 

Min bedste oplevelse i psykiatrien er følgende: 

En ældre mand flytter ind i en bolig med tæt støtte fra den kommunale §85. Han er ret depressiv på daværende tidspunkt. Efter godt et år med besøg dagligt i hverdage letter depressionen noget. Han er tidligere misbruger og har i den forbindelse også været kriminel. Han er et pragtfuldt menneske med en dejlig humor og en god portion ansvarlighed trods hans tidligere livsførelse. På et tidspunkt tåler han ikke for godt kaffe, som han ellers dagligt nyder to-tre liter af. Han mangler det rigtig meget, og da han jo har en fortid som misbruger, kender han jo alt til at tænke alternative måder at indtage det på. Da han ryger pibe, forsøger han at ryge det, men kan ikke få ild i det. Han forsøger igen, men denne gang med halvt tobak. Det lykkes, men efter lidt tid får han voldsom hjertebanken. Han tør ikke ringe til vagtlægen grundet angst for at blive til grin. Da han fortæller mig dette, sidder han med det bedste smil i både mund og øjne og kan næsten ikke få det fortalt af grin. 

Jeg elsker de mennesker, jeg møder i psykiatrien – de er så fulde af livsvisdom, og der skal så lidt ydmyghed til for at få dem til at blomstre.

Social- og sundhedsassistent Birgitte Kræmer
Den samme borger fik en kæmpe aha-oplevelse, da vi taler om, hvorfor han er blevet misbruger. Jeg spørger ind til, om han kan fortælle mig et situationsbillede fra sin barndom. Han fortæller mig, at hans mor ligger på sofaen, og på sofabordet står der ølflasker og stesolid. Hans far er ikke meget hjemme på grund af arbejde. Jeg spørger ham, hvem der skulle vise ham andre løsningsforslag end øl og stesolid. Han bliver tankefuld og siger så: 'Sådan har jeg aldrig set på det før, men nu forstår jeg bedre.' 

Han retter sig efterfølgende op i stolen og virker lettet. Jeg fastslår, at hans mor sikkert har gjort det bedste, hun kunne, men at det desværre bare ikke var nok. 

Det bedste ved den historie er dels at have været med til at få åbnet op for et skyldplaget menneskes sind, og dels den fortrolighed, han efterfølgende har vist mig. 

Mit hjerte banker stadig for psykiatrien, selv om jeg ikke længere er fuldt ansat i psykiatrien, men kun som afløser. Jeg elsker de mennesker, jeg møder i psykiatrien – de er så fulde af livsvisdom, og der skal så lidt ydmyghed til for at få dem til at blomstre."

Breve til politikerne

Bevægelsen #VærdigPsykiatriForAlle har indsamlet breve til politikerne fra ansatte, pårørende og tidligere og nuværende brugere af psykiatrien med deres erfaringer og ønsker for en bedre psykiatri. Bevægelsen ønsker gennem forskellige happenings at skabe opmærksomhed hos politikere og befolkningen om, at der er brug for prioriteringer og forandringer i psykiatrien. Mikkel Rasmussen, overlæge og psykiater på Arhus Universitetshospital Skejby er initiativtager, og gruppens styregruppe består at både professionelle og tidligere og nuværende brugere.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies