Annonce

Nye ferieregler: Den 6. ferieuge får kabalen til at gå op


Offentligt ansatte medlemmer af FOA kan tage det roligt, når vi overgår til den nye ferielov. Den 6. ferieuge, som fagbevægelsen har kæmpet for, sikrer, at de fleste også til næste år kan holde ferie, som de plejer.

Annonce

Du kan trygt planlægge næste års ferie, som du plejer. Den nye ferielov omfatter nemlig ikke den 6. ferieuge, som offentligt ansatte medlemmer af FOA er sikret via overenskomsten. Colourbox

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Redigeret 04.09.2019.

Historier om risikoen for at mangle feriedage på grund af den nye ferielov har de seneste dage floreret i nyhedsmedierne.

Men bare rolig – offentligt ansatte medlemmer af FOA har ingen grund til at frygte for næste års ferie. Den nye ferielov vedrører de fem ferieuger, som er sikret via ferieloven. Den 6. ferieuge er aftalt via overenskomsterne og bliver videreført som hidtil. Det samme gør de særlige ferietillæg i ferieaftalen.

Du kan derfor bruge den 6. ferieuge fra 1. maj næste år og på den måde få ferieplanerne til at gå op.  Det forklarer FOAs chefjurist, Ettie Trier Petersen.

”Der er ferie nok til, at man kan holde både sommerferie i tre uger i 2020 og en uges efterårsferie i oktober næste år,” siger Ettie Trier Petersen.

Feriedage nok


Den advarsel, som blandt andre DR har bragt om, at man skal gemme feriedage til næste år, gælder altså i udgangspunktet ikke FOA-medlemmer og andre offentligt ansatte.

 

Skulle der være FOA-medlemmer, som er interesseret i fire ugers sommerferie i 2020 samt en uges efterårsferie til næste år, kan det dog være klogt at gøre sig nogle overvejelser. Det kan i så fald være en god idé at overføre 2 feriedage fra ferieåret 2019 til det ferieår, der starter 1. maj 2020.

Vælger du at overføre ferie, skal du sørge for at få en skriftlig aftale med din arbejdsgiver om overførslen af disse dage. Men som FOAs chefjurist bemærker:

”Det er de færreste FOA-medlemmer, der både holder fire ugers sommerferie og en uges efterårsferie, så for langt de fleste har feriedage nok til at dække deres ønsker,” siger hun.

Hvis du vil vide mere om den nye ferielov, og hvad den betyder for dig som offentligt ansat, kan du læse artiklen herunder.

Læs også: Nye ferieregler: Sådan er din ferie sikret næste år

Du kan også få et grafisk overblik over de nye ferieregler i LFS Nyt.

Redigeret: Hvis der ingen overenskomst er på din arbejdsplads og ingen 6. ferieuge, så har du 16,64 feriedage mellem 1. maj 2020 og slut august. Så kan det være en god idé at overføre feriedage fra dette ferieår, hvis du vil sikre dig tilstrækkeligt med sommer- og efterårsferie. Læs evt. mere på dr.dk. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev