”Der var et før og et efter den 11. september i USA. I min familie har vi et før og et efter den 10. april”, siger pædagogmedhjælper René J. med henvisning til terrorangrebet i New York i 2001.

10. april 2019 markerer et vendepunkt i hans liv. Dagen starter som enhver anden dag på jobbet i institutionen Stjernehuset i Randers. Han går med en kollega ude på legepladsen, da hans pædagogiske leder kommer løbende med dagtilbudslederen i telefonen.

”Jeg tager telefonen og får at vide, at jeg skal ned til vores børnechef i Randers Kommune. Det lyder alvorligt, og jeg spørger, hvad det drejer sig om. Men det kan jeg først få at vide, når jeg kommer derned. Der bliver jeg helt nervøs,” siger René J.

Læs også: Frifundet pædagogmedhjælper mister sit job

Tre kvarter senere møder han sammen med sin tillidsrepræsentant Anette Andersen op hos Forvaltningen på Laksetorvet i Randers. De fortæller, at han er politianmeldt for krænkende adfærd. At der er tale om en seksuel krænkelse mod en fireårig pige, finder han først ud af til politiafhøringen syv dage senere. 

”Jeg møder op den 17. april og ser nogle videoafhøringer af det krænkede barn og et andet barn som vidne, der skulle fortælle sine version af det. At skulle høre de ting, der blev sagt, har været rigtig ubehageligt. Heldigvis var det så sindssyge ting, at det gav en ro, fordi det ikke kunne lade sig gøre,” siger han.

René J. bliver fritaget for tjeneste, mens politiet eftersøger sagen. Da Østjyllands politi frafalder sigtelsen, regner han med, at han skal tilbage til Stjernehuset. Men kommunen beslutter, at han ikke får sit gamle job igen. I stedet kan han blive forflyttet til en anden institution.

René J. mener ikke, han har brug for en ny start, men føler derimod, at han med sin omplacering bliver straffet, selvom han er frikendt. 

”Jeg synes, at den eneste måde, man kan rense et uskyldigt menneske, er, at man viser ham den tillid, at han kan komme tilbage. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, hvis ikke jeg skal tilbage til Stjernehuset. Det er så stor en del af min person. Jeg har været der i 23 år. Der har jeg bygget min karriere op med den person, jeg er”, siger han.

René J. beskriver sig selv som en person, der altid planlagde frem i tiden. Men sagen og tanken om ikke at komme tilbage til Stjernehuset har betydet, at han ikke længere kan se en fremtid for sig selv.

”Har jeg noget at leve for? Skal jeg lade mig skille og flytte fra kone og børn, så de kan leve deres liv videre? Skal jeg flytte alene eller med familien og starte på en frisk? Nej det kan jeg ikke byde min familie, de har et netværk her. Skal jeg bare kæmpe videre?” 

Disse kæmpe spørgsmål kan René J. stille sig selv ’milliarder af gange’ i løbet af en dag. Konsekvenserne mærker han også udenpå kroppen.

”Jeg har det sådan nu, at jeg ikke kan mærke berøring. Der er ingen forskel på om min kone eller skraldemanden rører ved mig. Det er bare berøring. Jeg har fået en social angst, siger de kloge mennesker. Det er ikke let at acceptere, for jeg er at socialt menneske,” siger han.

René J. har kunnet glæde sig over stor opbakning fra kollegaer og forældre.

”Det er væltet ind med blomster, og folk stod og græd udenfor. Der kom forældre, jeg har haft for 20 år siden, der har sagt: vi vil gå hele vejen for dig,” siger han. 

Stuen, hvor René J. plejede at arbejde, har ændret sig markant. Der er mere larm med råb og skrig, fortæller tillidsrepræsentant Anette Andersen.

”René er god til at tage sig af de børn, der har særlige behov, og være der for dem. Og det kan vi mærke nu. Børnene reagerer voldsomt på, at han ikke er der. De savner ham og spørger efter ham,” siger hun. 

Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

Også kollegaerne er påvirket af situationen, og flere har sygemeldt sig for en længere periode. 

”Mange har fået større eller mindre angstanfald, og jeg er en af dem. Jeg har hjertebanken og vågner ved at adrenalinen pumper. Min hjernevirksomhed lever sit eget liv og søger forklaring på, hvordan vi er havnet her. Det kunne lige så godt være mig eller en anden kollega,” siger Anette Andersen, der som følge har fået psykisk paranoia, hvor hun er i konstant beredskab og tvivler på, om hun gør sit arbejde godt nok. 

Sagen har haft ekstreme konsekvenser for René J. og hele det lokale samfund, han er en del af. Alligevel kan han ikke være sur på nogen over, hvad der er sket.

”Jeg er ikke sur på det barn, der har beskyldt mig og prøvet at sige et eller andet. Jeg er ikke sur eller skuffet over forældrene, der har anmeldt mig, for man skal lytte til sit barn. Heller ikke over, at ledelsen politianmelder mig, for sådan er systemet. Men jeg kan godt blive skuffet over håndteringen, og hvordan man har passet på mig,” siger René J.

I stedet vil han fokusere på at komme så tæt på den person han var før 10. april, og han håber, at man kan bruge hans sag til at lære noget. Det er for ham den eneste måde at komme videre på.

”Jeg bliver ikke den sidste, der bliver anklaget for det her i Danmark eller i Randers kommune. Jeg vil gerne lave et udvalg, hvor jeg og min kone sammen med andre kan fortælle, hvordan det er at være grundløst anklaget,” siger René J. Han mener, at det især vil hjælpe mennesker, som ikke har et stort socialt netværk til at tale deres sag.

Fagbladet FOA har kontaktet Randers Kommune for at få en kommentar. I en mail svarer kommunens kommunikationschef, Karen Balling Radmer:

 

”Vi har drøftet og vil også gerne fremover drøfte sagen med vores medarbejder, men vi drøfter ikke personalesager i medierne.”