Søn der sidder på sin fars skuldre

FV19: Hvis jeg var velfærdsminister...

Hvis du var velfærdsminister?

Af Anne Mette Futtrup
Journalist

2019 er valgår – og debatten vil helt sikkert handle om velfærdssamfundet. FOAs medlemmer er ikke i tvivl om, hvad de ønsker. De vil have tid, anerkendelse og politikerne med ud i virkeligheden.

Fagbladet FOA har spurgt en række medlemmer, hvad de ville gøre, hvis de var velfærdsminister. Læs hvad et par af FOAs medlemmer svarer under artiklen her. Colourbox

Af Anne Mette Futtrup
Journalist

Et smil fra den ældre kvinde i sengen. Et kram fra den lille i vuggestuen. Et highfive fra den unge på botilbuddet. Det er situationer som disse, der gør, at mange af FOAs medlemmer går glade hjem, når de har fyraften. Det er derfor, de har valgt faget. 

Men det billede viser kun den ene side af mønten. Den anden handler om systemer, som FOAs medlemmer oplever som så rigide, at personalets omfattende viden og erfaring ikke bliver udnyttet til borgernes bedste. Værst går det ud over de dårligst stillede i samfundet.

Og dem bliver der flere og flere af, siger de medlemmer, som kommer i familiernes hjem. Helt grundlæggende handler det om, hvordan vi forvalter ‘velfærdssamfundet’. 

Det spørgsmål er hele tiden til debat, men det får ikke mindre styrke i år, hvor vi skal vælge et nyt Folketing. Den debat tager Fagbladet FOA hul på ved at stille 18 medlemmer udfordringen “Hvis jeg var velfærdsminister …” 

Svarene afslører, at det er den mørke side af mønten, der fylder mest. De 18 svar fortæller om medlemmer, som er kede af, at vilkår for både ansatte og borgere forringes, når politikere uden forståelse og forstand på virkeligheden beskærer og barberer. 

Deres bekymringer handler også om øget tempo og udsigten til at skulle belaste kroppen ekstra med tunge løft, skuren og skrubben, indtil de bliver sidst i 60’erne.  

Men de 18 FOA-medlemmer er i særdeleshed bekymrede for, at deres bekymring hverken ses eller anerkendes på Christiansborg. Det ville de gøre, hvis de havde posten som velfærdsminister. 

Fire af medlemmernes svar bringer vi under artiklen her. Du kan læse flere i det trykte fagblad eller følge med på Fagbladetfoa.dk de næste par uger.

Hvad ville du gøre, hvis du var velfærdsminister?

Portrætfoto af kvinde
Kirsten Brunse Pedersen, 62 år, social- og sundhedsassistent på botilbud for psykisk syge i Odense: "Jeg ville give tilliden tilbage til de varme hænder. Det  er nyttigt at beskrive afvigelser og ændringer hos en borger, men det er unyttigt at dokumentere, at jeg har udført mit arbejde efter planen. Jeg føler, at jeg svigter beboerne og bruger tid på at taste noget, som ingen læser. " Privat
Portrætfoto af mand
Ossango Bruun, 46 år, rengøringsassistent, Glostrup Kommune:  "Jeg ville sørge for flere hænder til ældre-og børneområdet. Jeg er rengøringsassistent i daginstitutioner og skoler, og vi er ganske enkelt ikke folk nok. Hvis en kollega bliver syg, er der ingen vikarer. Vi kan dårligt nok nå det område, vi hver især skal gøre rent, og mangler vi en kollega, skal vi også tage hans eller hendes område. Det er nærmest kaos. Derforbliver folk syge og stressede. Så vi skal ansætte flere – så vil rengøringen også blive bedre." Privat
Portrætfoto af kvinde
Solveig Frydkær, 52 år, pædagogmedhjælper, integreret institution, Sorø: "Jeg ville sørge for bedre normeringer, så børn i daginstitutioner får nærvær og omsorg af glade og kompetente voksne. Vi er færre voksne til flere meget forskellige børn end tidligere. Vi skal lære de tosprogede børn dansk og gøre dem klar til at gå i skole. Samtidig skal vi tage os af børn med særlige behov. Og derfor bliver de børn, der kan klare sig selv, let overladt til at klare sig selv. Jeg kan godt tænke efter arbejde: ‘Hvad fa’en har jeg egentlig udrettet i dag – fik jeg set ham lille Eigil ovre i hjørnet?’." Privat
Portrætfoto af mand
Jesper Raymond Larsen, 45 år, ambulanceassistent på Langeland og plejefar på Fyn: "Jeg ville give plejefamilier stabile vilkår. I min overenskomst som ambulancemand får jeg fra i år omsorgsdage med mine plejebørn. Det er en sejr. Men plejefamilieområdet er generelt det vilde vest. Anbragte børn har brug for tilknytning, men vi har ingen sikkerhed i ansættelsen. Vi kan opsiges nærmest uden grund med 30 dages varsel, har etårige kontrakter, ingen pension og skal forhandle løn årligt. Flere pressede og fattige familier giver flere anbringelser. Plejefamilier skal have en overenskomst som andre kommunalt ansatte – for børnenes og vores skyld." Privat

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies