Social- og sundhedsassistent Laila Irming har arbejdet 30 år i hjemmeplejen. Allerede efter to år i faget begyndte hendes håndeksem. Hun vidste det bare ikke.

”I mange år har jeg fået små blærer på huden, som er bristet og har blødt. Jeg anede ikke, at det var eksem,” siger hun.

Læs også: Hver femte sosu plages af håndeksem

Laila Irming begyndte i 2014 at arbejde som koordinator i hjemmeplejen. Men da hun efter to år vendte tilbage til sit vanlige job i plejen, gik der 14 dage, og så var hendes hænder et åbent sår.

Hendes håndeksem var pludselig blevet voldsomt, og efter fire smertefulde måneder gik hun til lægen. Hun fortsatte sit job i plejen, mens hun behandlede sine hænder med dyre hormoncremer. Uden effekt.

”Det er umuligt at forestille sig, hvor ondt det gør. Mine hænder havde åbne sår, og hver gang jeg sprittede mine hænder, måtte jeg trække vejret dybt ned i maven 10 gange for at bide det i mig.”

Vil ikke skifte sit barnebarn

Til sidst måtte Laila Irming give op, og i 2017 søgte hun et andet job som planlægger på et plejehjem. Eksemet er ikke væk, men efter hun er stoppet med sit arbejde i plejen, har hun lange perioder, hvor det er holdt nede.

Læs også: Gode råd mod håndeksem i en coronatid

Laila Irming er dog langt fra fri af eksemets omkostninger. Hun har altid håndsprit på sig, fordi hun kun må få vand på sine hænder, når hun er i bad. Derfor kan hun ikke gøre rent eller skylle en tallerken af. De mange små ting fylder tilsammen meget i Laila Irmings hverdag.

”Jeg bryder mig ikke om at skifte mit barnebarn, for jeg er bange for, at eksemet kradser ham, og det er for eksempel svært at bage og strikke. Jeg skal altid være opmærksom på ikke at bløde på mig selv eller andre, fordi hænderne også sprækker, når eksemet er holdt nede.”

Nervøs for fremtiden

Siden Laila Irming i 2017 gik til lægen, har der kørt en arbejdsskadesag, og hun er stadigvæk tit hos sin dermatolog på afdelingen for hud-og kønssygdomme på Skejby Sygehus.

Læs også: Coronarengøring i dagplejen: Hver anden har overarbejde

En dag besvimede hun på sit arbejde, fordi pillerne, hun fik ordineret mod eksemet, var meget stærke. For at undgå at pillerne fører til sygedage, er hun nu stoppet med at tage dem. Det er muligt, at arbejdsskadesagen fører til en erstatning for hende. Men det er ikke dét, der fylder mest i hverdagen.

”Jeg skal arbejde 14 år mere. Så længe jeg kan være koordinator, er det ikke noget problem. Min store bekymring er, hvad jeg skal gøre, hvis funktionen pludselig bliver nedlagt, og jeg mister mit job. Skal jeg så tage en ny uddannelse, og vil nogen ansætte mig, når jeg er sidst i halvtredserne?