Annonce

Illustration med en mand og en kvinde, der får rakt en 100-krone-seddel af en hånd.

FOA finder lønfejl for 10 millioner kroner


På et år har FOA hentet 10 millioner kroner hjem til medlemmerne ved at tjekke deres lønsedler for fejl.

Annonce

Uge 46 er såkaldt ’løntjekuge’, hvor de fleste FOA-afdelinger tager på arbejdspladsbesøg og tilbyder at tjekke folks lønsedler. Omkring 2.500 arbejdspladser kan forvente besøg. Illustration: Jørgen Stamp

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Fem løntrin for lidt, manglende udbetaling af pension eller ingen tillæg for weekend- og nattevagter. Det er nogle af de fejl, som FOA-afdelinger har fundet på medlemmernes lønsedler på et år.

I alt har 15 afdelinger hentet omkring 10 millioner kroner hjem til medlemmerne via løntjek i perioden 1. juni 2017 til 1. juni 2018. Det viser en rundspørge, som Fagbladet FOA har foretaget blandt afdelingsformænd og sektorformænd i FOAs afdelinger.

FOA Frederikshavn er én af de afdelinger, hvor medlemmerne har fået flest penge tilbage efter løntjek. På et år har afdelingen fundet fejl for 1,8 millioner kroner, og problemet har især været manglende udbetaling af pension, oplyser formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA Frederikshavn, Gitte Christensen.

54

procent af danskerne har oplevet fejl på lønsedlen. Men kun 49 procent tjekker deres lønseddel hver gang.

TNS Gallup-undersøgelse foretaget for LO og FTF, 2013

Ikke styr på økonomien

”Hos os oplever vi blandt andet, at nogle private virksomheder vokser sig store på kort tid og ikke får ansat folk til at holde styr på økonomien. Så sker disse fejl,” siger Gitte Christensen.

Også i FOA Skive oplever man mange lønfejl. Hos en enkelt privat virksomhed har afdelingen fundet fejl for op imod en million kroner.

”Vi havde en mistanke i et stykke tid, og efter en mere målrettet indsats fandt vi lønfejl hos omkring 20 medlemmer ansat på stedet. Flere havde mere end 100.000 kroner til gode, og enkelte manglede op mod 200.000 kroner i manglende løn- og pension,” fortæller afdelingsformand i FOA Skive Patrick Olesen.

Læs også: Ansatte gik glip af løn i ferien: Fik flere tusinder efter løntjek

Husk at tjekke lønsedlen

Det er dog langt fra kun private virksomheder, der begår lønfejl, forklarer konsulent i FOAs overenskomstafdeling Knud Røddik.

”Vi ser også rigtig mange løntjek-sager blandt offentlige arbejdsgivere – både i kommunerne og regionerne. Så uanset, om du er kommunalt eller privat ansat, er det vigtigt at få tjekket din lønseddel,” siger Knud Røddik.

Uge 46, som begynder mandag den 12. november, er såkaldt ’løntjek-uge’. Her tager de fleste FOA-afdelinger tager på arbejdspladsbesøg og tilbyder at tjekke folks lønsedler. Omkring 2.500 arbejdspladser kan forvente besøg.

Sådan gjorde vi

I en rundspørge til FOAs afdelings- eller sektorformænd i 38 afdelinger er 15 vendt tilbage med et overblik over deres løntjeksager i perioden 1. juni 2017 til 1. juni 2018.

Det drejer sig om følgende afdelinger: Skive, Silkeborg-Skanderborg, Kolding, Frederikssund, Varde, Bornholm, FOA1, Horsens, Herning, Lillebælt, PMF København Syd, KLS, Holstebro, Frederikshavn, SOSU.


Får du den rigtige løn?

Har du mistanke om fejl på din lønseddel, kan du få et løntjek. Kontakt din tillidsrepræsentant eller FOA-afdeling for at få hjælp til det.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev