17. april 2015 er en dag, Carina Kerchhoff aldrig glemmer. Den dag blev hun fyret fra sit arbejde som servicemedarbejder i Forenede Service A/S. Fyresedlen lå i hendes postkasse mindre end en måned efter, hun fortalte sin arbejdsgiver, at hun havde fået konstateret sklerose.
”Der blev jeg godt nok paf. Ret hurtigt kom tanken: Det er fordi, jeg er syg. Så blev jeg vred. Og ked af det,” siger Carina Kerchhoff. Første gang, 41-årige Carina Kerchhoff fik et varsel om, at der var noget alvorligt galt med hendes helbred, var i julen 2014.
Hun vågnede en morgen og kunne ikke se på det ene øje. Lægen gav øjendråber, men det blev ikke bedre. Da hun kørte på arbejde efter jul, gik det helt galt.
”Pludselig forsvandt vejen for mig, så jeg måtte køre ind til siden,” fortæller hun.
Carina Kerchhoff blev sendt på øjenskadestue. Der spurgte lægen, om hun havde sklerose. Det grinede Carina først af, men det gik hurtigt op for hende, at der ikke var noget at grine af.
FOA gik ind i sagen
Kort før Carina Kerchhoff fik konstateret sklerose, blev hun stillet en stilling som tilsynsførende i sigte af sin arbejdsgiver. Og hun fik ros for sit arbejde med at gøre rent i Jægersprislejren og på Høvelte Kaserne.”De skrev i opsigelsen, at det var på grund af omlægninger, men jeg var ikke i tvivl om, at det var fordi, det var besværligt, at jeg var syg,” siger hun.
Så gik Carina Kerchhoff til FOA. Det endte med en retssag, som FOAs advokater førte for hende. Retten gav Carina Kerchhoff ret i, at afskedigelsen ikke var i orden. Den var i strid med forskelsbehandlingsloven, og Carina fik 150.000 kroner i godtgørelse.
Pengene ikke det vigtigste
Undervejs i forløbet påstod Carina Kerchhoffs arbejdsgiver, at de ikke vidste, hun havde sklerose, da de fyrede hende. Det kunne FOAs advokater modbevise. Carina er glad og lettet over, at virksomheden ikke slap godt fra det.”Det er så lavt at påstå, at et sygt menneske lyver, bare så man kan spare penge,” siger hun. De 150.000 kroner falder på et tørt sted. I dag er Carina, der er mor til to drenge, på førtidspension.
”Pengene betyder, at jeg kan forkæle mine drenge lidt for eksempel med nyt tøj. Og så har jeg købt et drivhus til mig selv,” siger hun.
Faktisk vidste Carina Kerchhoff langt ind i retssagen ikke, at hun kunne få penge.
”Jeg troede, at når FOA førte sagen, ville FOA få pengene. Så jeg syntes, det var lidt underligt, når FOAs advokat hele tiden sagde: ’Tænk på pengene,’ når jeg var ved at opgive modet. Men så forklarede hun, at det altså var MIG, der fik godtgørelsen,” fortæller Carina med et grin.
Forenede Service A/S respekterer Glostrup Rets dom, siger selskabets administrerende direktør Hans Fog.
”Men afskedigelsen var ikke var koblet til Carina Kerchhoffs sklerosediagnose, kun til et behov for at reducere virksomhedens bemanding på stedet,” siger han.
Vejen til godtgørelse
2014
December: I julen får Carina synsforstyrrelser. Det er de første symptomer på sklerosen.
2015
Januar: Et udredningsforløb for sklerose begynder. Carina får tjenestefri med løn under de otte lægebesøg.
Marts: Carina får diagnosen sklerose. Samme dag fortæller hun det til sin arbejdsgiver.
April: Carina bliver opsagt. Begrundelsen er omlægninger på arbejdspladsen. FOA går ind i sagen.
2018
Februar: Glostrup Ret afgør, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven. Carina får 150.000 kr. i godtgørelse.
Fyret på grund af sygdom?
Er du blevet fyret, mens du var syg, eller er du bange for at blive det? Så kontakt din FOA-afdeling. De kan hjælpe dig med at blive i jobbet eller komme videre på en god måde.
Det siger forskelsbehandlingsloven
En arbejdsgiver må ikke foretage direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handikap af lønmodtagere ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse eller forfremmelse.
Kilde: Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet