En ansat på et privat bosted havde sex og tog billeder af en udviklingshæmmet beboer. Den ansatte blev fyret, men en intern mail viser, at bostedet undlod at anmelde forholdet til politiet.

Tema: Profit på velfærd

Ansat på bosted havde sex og tog nøgenbilleder af handikappet kvinde

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

En pedel på et privat bosted har haft et seksuelt forhold til ung udviklingshæmmet kvinde. Det er ulovligt, vurderer ekspert.

En ansat på det private bosted HabitusHuset Danshøj Aps havde sex med en udviklingshæmmet beboer. Den ansatte blev fyret. Modelfoto: Johnny Frederiksen

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Opdateret 18. juni kl. 15.30

En pedel på det private bosted Habitushuset Danshøj Aps har haft et seksuelt forhold til en en ung kvindelig beboer. Det fremgår af interne mails fra bostedet, som Fagbladet FOA er i besiddelse af. Her kan man også læse, at pedellen har taget nøgenbilleder af den udviklingshæmmede kvinde.
 

Læs også: Bosted undlod at fortælle om angiveligt sexovergreb på barn

Forholdet mellem pedellen, der er ansat på bostedet, og beboeren rummer flere elementer, der er problematiske, fortæller Nikolaj Nielsen, jurist og leder af handicap- og ligebehandlingsteamet hos Institut for Menneskerettigheder.
 
"Straffeloven slår fast, at man som ansat ikke må have et forhold til en beboer. Et sådant forhold er ikke kun ulovligt men også betænkeligt i forhold til beskyttelsen af borgerens rettigheder, da den person, som går i seng med beboeren, også er ansat til at tage vare på denne,” siger han.
 

Blev fyret

Pedellen blev fyret, da forholdet kom til ledelsens kendskab. Det fremgår af en intern mail til de ansatte fra ledelsen på Danshøj.
 

Læs også: Tilsyn: Bosted lod krænker alene med børn uden opsyn

Her skriver en leder, at han gik til Nordsjællands Politi med sagen. Men ifølge ledelsen vurderede politianklageren hos Nordsjællands Politi, at der ikke "er tale om et strafbart forhold. Det er heller ikke ulovligt at tage nøgenbilleder, men det er ulovligt at dele dem uden samtykke,” skrev den daglige leder dengang ud til personalegruppen.
 
Flere overgreb
Habitushuset Danshøj Aps hører under den private bostedskæde Habitus, der har bosteder i hele landet. 
 
En gennemgang af dokumenter fra Socialtilsyn Hovedstaden viser, at der har fundet andre betænkelige seksuelle forhold sted på bostedet.  
Socialtilsyn Hovedstaden skriver blandt andet, at en beboer kort efter indflytningen på bostedet har "følt sig udsat for seksuelt overgreb, efter at en medarbejder har understøttet kontakt til en udefrakommende via en sexapp."
 

Kommune: Vi kender til episoden

Den udviklingshæmmede kvinde er visiteret til HabitusHuset Danshøj Aps af Køge Kommune. En aktindsigt, som Fagbladet FOA har modtaget fra Køge Kommune, viser, at kommunen alene fra 2015 til 2017 har betalt Habitus 16,5 millioner kroner for at have kvinden og en anden af kommunens borgere anbragt på den private bostedskæde. 
 
Fagbladet FOA har blandt andet kontaktet Køge Kommune for at høre, om hændelsen har påvirket kommunens tillid til Habitus-koncernen. Det vil Køge Kommune ikke svare på. Ifølge Bjarne Andersen, konstitueret direktør for Velfærdsforvaltningen, er svaret omfattet af tavshedspligten.

Læs også: Tidligere leder af privat bosted tjener fortsat penge på udsatte børn og unge

Han skriver i en mail, at Køge Kommune har kendskab til episoden, som fagbladet henvender sig omkring.
 

"Vi i Køge Kommune har kendskab til episoden og har tillid til, at Socialtilsynet og politiet følger op og håndterer sagen retmæssigt," skriver Bjarne Andersen videre i en mail gennem en af sine kommunikationsfolk.

Direktør: Vi følger loven

Administrerende direktør i Habitus-koncernen Martin Godske har tidligere gjort det klart for Fagbladet FOA, at han ikke ønsker at give et mundtligt interview. 
 
Fagbladet har derfor sendt en række skriftlige spørgsmål til ham. På trods af, at alle spørgsmålene er forskelligt formuleret, indeholder alle svarene samme formulering:
 
"Hvis en medarbejder i Habitus har et seksuelt eller seksualiserende forhold til en beboer, vil vedkommende blive bortvist. Hvis det vurderes, at medarbejderen kan have overtrådt straffeloven, vil det medføre politianmeldelse. I de sager søger vi ekstern vejledning hos en advokat, herunder i kontakten med politiet og øvrige relevante myndigheder," skriver Martin Godske under hvert spørgsmål.

Nye oplysninger

I den første version af artiklen fremgik det, at bostedet ikke havde anmeldt sagen til politiet. Mandag 11. juni fremsendte Fagbladet FOA følgende spørgsmål til Martin Godske: 'Hvorfor blev det konkrete forhold aldrig anmeldt til Nordsjællands Politi?'

Direktøren fik en deadline til fredag 15. juni til at svare på det og en række andre spørgsmål. Martin Godske svarede ikke på spørgsmålet om, hvorfor forholdet ikke blev anmeldt til politiet. 

Først efter publiceringen af artiklen mandag 18. juni vendte bostedet tilbage - nu med oplysningen om, at sagen var blevet anmeldt til politiet. Fagbladet FOA har derfor rettet artiklen og opdateret med de nye oplysninger.
 

Læs også: Personale råber op om overgreb mod barn: Intet sker

Fagbladet FOA har været i kontakt med den udviklingshæmmede kvindes mor. Hun ønsker, at hende og datterens identitet forbliver anonym. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies