Tema: Profit på velfærd

Handikappet fundet grædende og nøgen bag låst dør

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Gentagne gange blev handikappede Nassik Salman efterladt alene bag en låst dør på bostedet Sølyst. Først da hans bror slog alarm til myndighederne, stoppede bostedet den ulovlige praksis.

Anas Salman (tv.) tog kontakt til tilsynsmyndighederne, da han gentagne gange fandt sin lillebror, Nasik Salman, låst inde på bostedet Sølyst. Bertel Henning

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Tip os: Kender du noget til HabitusHusene og kædens underliggende botilbud, kontakt da gerne Fagbladet FOAs journalist på anee@foa.dk

Flere gange blev handicappede Nassik Salman efterladt alene bag en låst dør på bostedet Sølyst, en del af den private bostedskæde Habitus. 

Indelåsningerne, som myndighederne senere har stemplet ulovlige, har sat dybe ar i hos 22-årige Nassik, fortæller hans storebror Anas Salman:

“Min lillebror var et meget glad og positivt menneske før indelåsningerne på Sølyst. I dag har han udviklet en social angst. Når jeg skal hjem efter besøg, begynder han at græde og nogle gange slår han sig selv. Det gør ondt helt ind i mit hjerte, når jeg ser det.”

Han taler på Nassiks vegne, da lillebroren ikke har noget sprog og kun kan udtrykke sig gennem lyde og kropssprog.

Døren var låst

Det var på et af Anas’ ugentlige besøg på Sølyst i foråret 2017, at han første gang opdagede, at personalet havde låst lillebroren inde.

“Jeg banker først på min brors dør, men der bliver ikke åbnet. Så kigger jeg ud gennem vinduet og kan se min bror græde og gå rundt nøgen, og der er ikke nogen pædagog,” siger Anas, der er uddannet jurist.

Til hans store frustration, fortsatte de ulovlige indelåsninger på trods af, han havde bedt personalet om at stoppe med det. Fire gange oplevede Anas, at døren til Nassik var låst. 

“Hver gang, jeg har påtalte det til de ansatte, var tilbagemeldingen, ‘jeg er bare vikar, men jeg skal nok sige det videre til ledelsen’. Men jeg fik ikke noget svar og indelåsningerne fortsatte. Tilslut fik jeg nok og gik til Socialtilsynet,” siger Anas.
 

Tilsyn: Det er ulovligt 

Kort efter Anas tog kontakt til tilsynsmyndighederne, kom Socialtilsyn Hovedstaden på besøg. I tilsynets rapport, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i, forklarer ledelsen, at de blev bekendt med de ulovlige indelåsninger i marts 2017. 

Ledelsen oplyser, at de kort efter gav ‘instruktion til alle medarbejdere om, at indelåsning af borgere ikke må ske. Ledelsen er først efter henvendelse fra pårørende blevet opmærksom på, at det fortsat fysisk var muligt at låse døren’, står der i rapporten.

Den forklaring har Anas svært ved at tro på. 

“Når ledelsen kendte til den ulovlige indelåsning i marts, undrer det mig, at de ikke dengang fjernede låsen. Det virker usandsynligt, at en gruppe ansatte bag om ryggen på ledelsen er fortsat med at låse min bror inde,” siger han.

Indelåsning sker ofte

Nassik er ikke den eneste beboer, der har været udsat for at blive låst inde på et af Habitus’ bosteder. 

På flere andre Habitus-bosteder er de udviklingshæmmede beboere blevet låst inde, viser tilsynsrapporter og en række mails sendt mellem Habitus og Socialtilsyn Hovedstaden i efteråret 2017, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i. 

I en rapport fra den 30. januar 2018 - mere end et halvt år efter tilsynets indskærpelser på Sølyst - skriver Socialtilsyn Hovedstaden, ‘at der fortsat gøres brug af ikke lovhjemlede foranstaltninger i form af babyalarmer, videoovervågning samt låste døre’.

Det får blandt andet Socialtilsyn Hovedstaden til at konkludere:

“Socialtilsynet har en bekymring for, om tilbuddet er I stand til at levere indsatsen over for denne målgruppe uden brug af foranstaltninger, som begrænser borgernes færden.”

Tvangsægteskab

Anas fortæller, at hans bror i dag har det bedre, efter indelåsningerne er ophørt. Alligevel håber han, at Nassik kan komme til et nyt bosted.

“Mit ønske for min bror er, at han skal flyttes fra Sølyst. Det har vi gjort klart for Københavns Kommune. Forholdet vi har til Sølyst føles som et tvangsægteskab, fordi vi ikke kan flytte Nassik derfra og er tvunget til at samarbejde med dem,” siger Anas.

Han fortæller, at en del af forbedringerne skyldes, at han er blevet mere konfrontatorisk.

“Noget af det, der har været kedeligt, er, at når jeg begynder at råbe og opføre mig konfrontatorisk, så begynder tingene at gå den rette vej. Som pårørende stiller det mig i en kedelig situation, hvor jeg må møde hårdt med hårdt, for at min bror kan trives,” siger Anas.

Hos Habitus Husene ønsker de kun at svare på skriftlige spørgsmål i sagen. I en mail erkender Martin Godske, administrerende direktør i Habitus, at der er sket fejl.
 
”Det er ikke praksis at låse dørene på vores bosteder, og vores beboere skal kunne gå ind og ud af deres værelser. Der er tidligere sket en menneskelig fejl i 2017, som der nu er rettet op på,” skriver han.

Profit på velfærd

Fagbladet FOA afdækker i en artikelserie, hvordan en række private bosteder svigter psykisk sårbare børn, unge og voksne, samtidig med at de tjener mange penge på det. Private bosteder modtager hvert år over to milliarder kroner fra kommunerne, viser tal fra Udbudsvagten.

Fagbladet FOA ser på de menneskelige og økonomiske konsekvenser af, at udsatte og svage borgeres velfærd bliver til en vare, man kan handle med.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies