Heidi Ravn blev fyret under barsel

Heidi fyret under barsel

Af Nana Toft
Journalist

Heidi Ravn blev opsagt, mens hun var på barsel. Med FOAs hjælp har hun fået tilkendt 280.000 kroner.

Heidi Ravn blev uretmæssigt fyret under sin barsel. “FOAs hjælp gjorde, at jeg ikke har følt mig alene på noget tidspunkt. Jørgen True

Af Nana Toft
Journalist

“Du er så dygtig, og jeg håbede virkelig, at du ville være min højre hånd og hjælpe mig igennem alle de udbud (…). Men sådan er det, og jeg må finde ud af, hvordan jeg takler det hele (…).”

Sådan falder nogle af ordene i en mail til social- og sundhedshjælper Heidi Ravn, efter hun i februar 2015 har fortalt sin chef i det private plejefirma DFS, at hun er gravid. 

Læs også: Fyret på dagpenge: Jeg havde ikke råd til mad

I løbet af graviditeten forsøger chefen ifølge Heidi Ravn at få hende til at skrive under på en kontrakt, der hverken giver den samme løn, ansvarsområder eller løn under barsel, som er aftalt i den FOA-overenskomst, hun er blevet lovet ved ansættelsen. 

Konflikten ender med, at Heidi Ravn i maj 2016 bliver opsagt under sin barselsorlov.

I strid med ligebehandlingsloven

I opsigelsesbrevet lyder begrundelsen “nedskæringer”, og at hun ikke har den fornødne “uddannelsesmæssige baggrund”.

FOA går ind i sagen og kan dokumentere, at plejefirmaet måneden inden afskedigelsen havde opslået en stilling, hvor de søgte en medarbejder med samme eller lignende kvalifikationer som Heidi Ravn. 

Læs også: Fik 95.000 kroner for usaglig opsigelse

Ifølge advokat i FOA Christina Skjold viser det, at det ikke er på grund af nedskæringer, at Heidi Ravn bliver afskediget. 

“At DFS samtidig under orloven forsøger at ændre hendes ansættelsesbetingelser, beviser for mig, at det er et klart brud på ligebehandlingsloven,” siger Christina Skjold. 

FOA stævner DFS, men inden parterne skal mødes i retten i Glostrup, går virksomheden konkurs. Retten tilkender Heidi Ravn ni måneders godtgørelse, svarende til 280.000 kroner. På grund af konkursen er det Lønmodtagernes Garantifond, der skal betale.

Glad for støtten

For Heidi Ravn har det været principielt vigtigt at køre sagen.

“Jeg synes, det er dybt uretfærdigt, at jeg blev fyret. Derfor er det virkelig rart at have haft FOA i ryggen. Det er svært at tage kampen op alene, men FOA tog over og har haft styr på det hele fra start til slut,” siger hun.

Eks-chef: Har ikke lovet FOA-overenskomst

Heidi Ravns tidligere chef, Izabela Prejs, har en anden opfattelse af forløbet. Hun siger til Fagbladet FOA, at hun ikke har lovet en overenskomst med FOA ved ansættelsen. 

“Omvendt siger jeg heller ikke, at hun skal være på HK-overenskomst fra starten af. Det indrømmer jeg. Men på det tidspunkt havde vi slet ikke tegnet overenskomst med hverken FOA eller HK,” forklarer Izabela Prejs. 

Læs også: Pædagogmedhjælper får 75.000 kroner for usaglig fyring

Hun understreger, at hun ikke har afskediget Heidi Ravn blot, fordi hun gik på barsel, og heller ikke fordi hun var sygemeldt i noget af graviditeten. 

“Jeg har haft seks til otte medarbejdere, der gennem tiderne er gået på barsel. Flere er også blevet sygemeldt. Ingen af dem er blevet opsagt. Hvis jeg ville af med hende, havde jeg gjort det i begyndelsen af hendes sygemelding. Men sådan er det at være arbejdsgiver: Du kan næsten aldrig vinde en sag, når du afskediger en medarbejder, der er på barsel.”

Vejen til godtgørelse

2014

Juni: Heidi Ravn bliver ansat hos Din Flexible Service ApS (DFS).

2015

Februar: Heidi Ravn fortæller, hun er gravid og får mundtligt bekræftet af sin chef, at hun er på fritvalgsoverenskomsten mellem Danske Service og FOA, der giver ret til løn under barsel og til at gå fra 8 uger før termin.


Marts: Ifølge Heidi Ravn forsøger hendes chef at få hende til at skrive under på en HK-overenskomst med ringere vilkår. Heidi nægter og kontakter FOA, der råder hende til ikke at skrive under.


September: Heidi Ravn går på barsel. Hendes chef ringer et par dage inde i barslen og siger fortsat, at hun hører under HK-overenskomst. FOA kontakter Dansk Erhverv.


2016
Maj: Heidi Ravn modtager en opsigelse med posten.


Juli/august: FOA fremhæver over for Dansk Erhverv, at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven.

Oktober: FOA stævner DFS.


2017
Juni/juli: DFS går konkurs.


September: Retten i Glostrup afsiger dom efter Heidi Ravns påstand og får tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn, i alt 280.000 kroner.

Ligebehandlingsloven

Ligebehandlingsloven sikrer, at du ikke bliver udsat for forskelsbehandling på grund af dit køn, hvis du f.eks. bliver gravid eller skal på fædreorlov. Det betyder, at du skal kunne vende tilbage til den samme eller tilsvarende stilling. Du kan godt blive fyret, men arbejdsgiveren skal kunne bevise, at det ikke har noget at gøre med din graviditet. Hvis arbejdsgiver ikke kan løfte bevisbyrden, kan du kræve godtgørelse.

Kilde: FOA Overenskomst

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies