Annonce

adf

Ruth manglede kun to eksaminer, da hun blev udvist


Chileshe Ruth Mutale var to eksaminer fra at være færdig som social- og sundhedsassistent og havde fast job på hånden, da hun fik afslag på at få forlænget sin opholdstilladelse. Hun blev kastet ud i uvished og en trussel om at blive sendt tilbage til Zambia uden sin familie. 

Annonce

"Jeg var chokeret over afslaget. Det kom helt bag på mig. Jeg tænkte, at der måtte være sket en fejl," siger Chileshe Ruth Mutale.  Lars Horn

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Chileshe Ruth Mutale jubler I telefonen. ”Jeg har fået opholdstilladelse. Jeg må blive i Danmark.”

Det lå ellers ikke lige for. I november fik hun at vide, at hendes opholdstilladelse ikke ville blive forlænget, og at hun skulle være ude af landet 14 dage efter. Da hun kort efter søgte om familiesammenføring, fik hun besked om, at hun hverken må arbejde, uddanne sig eller arbejde frivilligt i de max 10 måneder, sagen stod på. 

Også selv om hun kun var to eksaminer fra at være færdig med sin uddannelse som social- og sundhedsassistent og oven i købet havde fast job på hånden efterfølgende på det plejehjem, hvor hun allerhelst ville arbejde.

Kort efter at FOA og Dagbladet Politiken gik ind i sagen, fik hun tilkendt opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen, indtil videre indtil 6. februar 2019, hvorefter hun igen skal søge om forlængelse.

Næsten færdig

”Jeg var chokeret over afslaget. Det kom helt bag på mig. Jeg tænkte, at der måtte være sket en fejl,” siger Chileshe Ruth Mutale, der bliver kaldt Ruth.

Hun er uddannet lærer fra Zambia og i 2006 kom til Danmark som medfølgende ægtefælle til sin mand, der havde fået arbejde som kristen præst ved den Apostolske frikirke i Aalborg. Siden da har hun knoklet, fortæller hun. Hun har arbejdet som lærer, lært dansk, uddannet sig til social- og sundhedshjælper og er nu næsten færdig social- og sundhedsassistent.

”Jeg blev bange. Hvad skulle jeg gøre i Zambia alene uden min mand og mine børn?,” siger Chileshe Ruth Mutale.

En dansk familie

Pia Pedersen, der er afdelingsnæstformand i FOA Nordjylland og som har hjulpet familien, kalder forløbet for uforståeligt. 

”Hun er en af dem, der har gjort alt rigtigt, og så står hun der og kan hverken gøre sin uddannelse færdig eller komme i gang med at arbejde,” siger Pia Pedersen og uddyber, at Chileshe Ruth Mutale er fuldstændig integreret. Hun taler dansk, hun og hendes mand har altid forsørget sig selv, og parrets fire børn har dansk statsborgerskab, går på efterskole, i folkeskole og har danske venner. At hun nu har fået opholdstilladelse kalder Pia Pedersen for intet mindre end fantastisk.

”Nu kan hun blive hos sin familie og få sin uddannelse. En uddannelse som arbejdsgiverne råber og skriger efter.”

Jobbet venter

Grunden til at Chileshe Ruth Mutale først fik afslag på at få forlænget sin opholdstilladelse er, at hendes mand i 2016 blev dansk statsborger. Dermed er grundlaget for hendes eget ophold ændret.

”At han var blevet dansk statsborger troede vi selvfølgelig ikke, det ville blive sværere af,” siger Chileshe Ruth Mutale. ”Tværtimod. Det var noget af en forskrækkelse.”

Udvist på trods af job og eksamen
Chileshe Ruth Mutale og hendes mand Martin Mutale er lettede. Hun må blive, og jobbet på plejehjemmet venter på hende.   Foto: Lars Horn
Hos Udlændingestyrelsen har man på grund af Chileshe Ruth Mutales sag fået øjnene op for problematikken. Kirsa Reinholt, der er kontorchef i Udlændingestyrelsen, forklarer, at der er nogle få sager om året, hvor ægtepar stilles i en uheldig situation, alene fordi den ene bliver dansk statsborger.

”Hun skal derfor søge ny opholdstilladelse som familiesammenført. Det kan give problemer, fordi nye ansøgere ikke må arbejde eller studere under sagens behandling, som er op til 10 måneder,” skriver kontorchef Kirsa Reinholt i et skriftligt svar.

Stærk tilknytning

Efter at FOA er gået ind Chileshe Ruth Mutales sag og Politiken efterfølgende har henvendt sig til Udlændingestyrelsen, er styrelsen nu begyndt at hastebehandle sager som hendes. 

"Det er ikke en hensigtsmæssig situation, og vi vil derfor sikre, at sådanne ansøgninger ­- når der f.eks. er tale om et mangeårigt ophold og en stærk tilknytning til Danmark – hastebehandles. Og således, at de så vidt muligt kan fortsætte deres hidtidige liv i Danmark. Vi har derfor nu behandlet Chileshe Ruth Mutales sag. Hun har fået en tilladelse,” står der i svaret fra kontorchef Kirsa Reinholt.

Leder undrer sig

Chileshe Ruth Mutale er mest af alt lettet over, at enden på det hele indtil videre er god. Hun tager sin sidste eksamen i marts, og jobbet på Plejehjemmet Lollandshus, som i sin tid ansatte hende, venter gerne på hende.

”Det er så dejligt,” siger plejehjemsleder på Lollandshus Tina Olsen om sagens udfald.

”Det er fantastisk, at Ruth nu får lov til at gøre sin uddannelse færdig, og at hun kan starte på job her hos os. Jeg kan bare undre mig meget over, at man skal helt derud.” 

Glæder sig

Og selv om de sidste par måneder har været kaotiske for Chileshe Ruth Mutale, hendes mand Martin Mutale og deres fire børn, er hun mest af alt glad.

”Jeg har altid haft en drøm om at blive sygeplejerske, og det her er næsten det samme. Jeg elsker at give omsorg til mennesker og hjælpe dem, der har det svært.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev