Da han nåede til midtvejssamtalen, viste det sig, at han var bagud på de mål, der ligger for praktikken. Blandt andet i forhold til at kunne vurdere en syg patient.
Fyret af praktikstedet
Kort efter blev praktikken afbrudt, fordi Per Andersen brækkede sin storetå. Da han begyndte på ny, var forløbet det samme. Og da han igen nåede til midtvejssamtalen, var han endnu engang efter sine mål.
”De sagde: ’Du har det ikke i dig’. Og så blev jeg fyret. Jeg vidste jo godt, at jeg var Bambi på glatis. Men jeg ved, jeg har det i mig. I mit arbejde som hjælper har jeg tit fået at vide, at jeg kan meget mere, end jeg skal,” siger Per Andersen.
FOA tog sagen
Efter fyringen kontaktede Per sin fagforening, FOA Herning, for at finde ud af, hvad han skulle gøre. Med udgangspunkt i Forskelsbehandlingsloven valgte afdelingen at rejse sagen i PASS, som er et fagligt udvalg for den pædagogiske assistentuddannelse og social- og sundhedsuddannelserne.
Der blev indgået et forlig med Region Midtjylland, som skal betale 160.000 kroner i godtgørelse. Per vidste ikke, at han havde den mulighed, men afgørelsen er vigtig for ham.
”Jeg gik med en følelse af, at jeg ikke duede til det. Men nu er det bevist, at jeg skulle have haft mere hjælp,” siger han.
Per er for nylig startet i et nyt job som sosu-hjælper på et plejehjem. Han blev tilbudt at tage resten af uddannelsen på sygehusafdelingen, men det havde han ikke mod på, selvom lysten til at blive sosu-assistent stadig spirer i ham. Region Midtjylland har ikke ønsket at kommentere sagen.
Vejen til erstatning
2011: Per Andersen uddanner sig til socialog sundhedshjælper.
August, 2016: Begynder på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.
November, 2016: Første praktik på mavetarm-kirurgisk afdeling A2 på Herning Sygehus. Praktikken afbrydes, da Per brækker sin storetå.
Marts, 2017: Begynder i praktik igen på samme afdeling.
Maj, 2017: Per bliver fyret fra sin praktikstilling.
November, 2017: Forlig i PASS. Region Midtjylland skal betale en godtgørelse på 160.000 kr. til Per efter Forskelsbehandlingsloven.