Annonce

Forbundsformand Dennis Kristensen

Tema: OK18

Ny tænkepause sætter forhandlinger i stå


FOA og Forhandlingsfællesskabet træder endnu engang på bremsen i forhandlingerne om de offentlige overenskomster. Det er igen lærernes arbejdstidsregler, der sætter forhandlingerne i stå.

Annonce

En såkaldt musketered med lærerne bremser igen overenskomstforhandlingerne. Ingen fagforeninger laver aftaler med KL, før der er reelle forhandlinger om lærernes arbejdstid. Jørgen True

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Efter at forhandlingerne om nye de overenskomster på det kommunale område så småt var kommet i gang med omkring tre ugers forsinkelse, træder Forhandlingsfællesskabet, som FOA er en del af, igen på bremsepedalen.

Årsagen er den samme, som forsinkede starten på forhandlingerne, nemlig lærernes arbejdstidsregler. De er helt gået i stå, fortalte lærerformanden Anders Bondo Christensen i weekenden, og tirsdag morgen besluttede fagforeningerne i Forhandlingsfælleskabet, herunder FOA, at den såkaldte ’musketér-ed’ igen skal i spil.

Den betyder, at ingen af de øvrige fagforeninger laver aftaler med Kommunernes Landsforening (KL), før der er reelle forhandlinger om lærernes arbejdstid.

”Når arbejdsgiverne derfor vil have tænkepause på lærerområdet, så bliver der også tænkepause i de generelle forhandlinger for alle fagforeningerne,” siger FOAs formand Dennis Kristensen til Fagbladet FOA.

Udsigten til konflikt øges

Det betyder, at kun de arbejdsgrupper, der diskuterer de enkelte organisationers specifikke krav, fortsætter med at snakke og lave regnestykker, mens alt andet går i stå.

Den planlagte forhandling mellem Forhandlingsfællesskabet og KL i morgen, onsdag den 14. februar, bliver derfor alene et møde om, hvordan kommunerne tænker sig det videre forløb i forhandlingerne, vurderer Dennis Kristensen. Og ikke, som arbejdsgiverne havde tænkt sig: Første, sidste og endelige forhandling om begge parters krav.

”Det er meget svært at se, hvad KL vil, og vi kan ikke se, hvad deres motiver er. Når man ikke forstår hinanden under sådan en forhandling, risikerer den at løbe løbsk,” siger Dennis Kristensen. 

Han mener, at situationen lige nu øger bekymringen for, at forhandlingerne kan ende i konflikt.

Solidaritet – men også egen interesse

Dennis Kristensen forstår godt, hvis nogle af FOAs medlemmer er uforstående over for, at forhandlinger om deres løn og arbejdsvilkår stoppes på grund af problemer med arbejdstidsregler for en anden faggruppe.

”Men det handler ikke kun om solidaritet med lærerne, det handler også om vores egne interesser. For når lærerne kan blive udtaget til bøllebank af arbejdsgiverne, så kan en FOA-faggruppe også blive det. Og så er det altså godt at vide, at man ikke står helt alene, men er en del af et større og stærkere fællesskab,” forklarer Dennis Kristensen.

Fagbladet FOA har forgæves forsøgt at få en kommentar til det nye forhandlingsstop fra kommunernes chefforhandler Michael Ziegler.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev