Annonce

Pædagogisk assistent leger med børn

Drenge og piger bliver behandlet ens i flere børnehaver


Flere børnehaver arbejder bevidst med ikke at gøre forskel på piger og drenge for at sikre ligestilling.

Annonce

Pædagogisk assistent Dominique Kuschel har arbejdet med kønspædagogik siden 2013 og har trænet sig i ikke at tænke i køn. ”Det handler om at se barnet mere end kønnet,” siger hun. Jørgen True

Af Isabel Fluxa Rosado
Journalist

Annonce

Ligestilling starter i børnehøjde, og derfor skal det indarbejdes i pædagogikken i dagtilbuddene. Det siger adjunkt og forsker Jacob Graack-Larsen fra UCC.

Han underviser pædagogstuderende i faget ’køn, seksualitet og mangfoldighed’ og oplever en stigende interesse for kønspædagogik både blandt studerende og politikere.

Læs også: Børnehave afskaffer 'drengepiger' og 'tøsedrenge'

”Debatten er blevet mere nuanceret. Selvom jeg stadig støder på fordommen: ”Skal vi så til at sige ’hen’ i stedet for ’han’ og ’hun’”, så handler det nu mere om, hvordan man omsætter det i praksis,” siger han og henviser til, at flere institutioner i hovedstadsområdet nu arbejder med ligestilling og dermed reflekterer over, hvordan man undgår at sætte børnene i bås.

Vi har alle ubevidste stereotype forestillinger om, hvordan drenge og piger er. Og hvad de kan lide.

Anette Erlandson Pedersen, adjunkt UCC.

Lige muligheder til alle

Ifølge Anette Erlandson Pedersen, adjunkt og underviser på Videreuddannelsen ved UCC, viser flere undersøgelser, at det pædagogiske personale ligesom andre voksne kommer til at forskelsbehandle børnene.

”Vi har ubevidste forventninger til børn på baggrund af deres køn. For eksempel at pigerne er omsorgsfulde, og drengene elsker fysisk aktivitet. På den måde er vi med til at begrænse børnene,” siger Anette Erlandson Pedersen.

Læs også: 7 gode råd til dig der arbejder med kønspædagogik

Hun understreger, at dagtilbuddene spiller en vigtig rolle i forhold til at skabe et mangfoldigt samfund, hvor alle har lige muligheder – uanset køn.

”Alle børn skal inviteres med ind i dukkekrogen, ligesom de skal opfordres til at lege vilde lege. Hvis flere kvinder skal vælge at blive ledere, og flere mænd skal uddanne sig til pædagog, så skal vi sætte ind tidligt.”

Ligestilling i børnehøjde

  • Sverige har det siden 1998 været en del af læreplanerne at modvirke kønsstereotype opfattelser i den pædagogiske hverdag for at sikre ligestilling.
  • Det kønsneutrale ord ‘hen’ blev en del af det officielle svenske sprog i 2015.
  • Siden 2014 har faget ‘køn, seksualitet og mangfoldighed’ været et obligatorisk modul på pædagoguddannelsen i Danmark. Man kan også melde sig til kurser i kønspædagogik på UCC’s Videreuddannelse.

Kilde: UCC

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev