Mia står foran Lindegården, hvor hendes kollega Vivi Nielsen blev knivdræbt.

Tema: Vold i psykiatrien

Dødstrusler, vold og stoffer: 33 grunde til, at de ansatte strejkede efter drab på kollega

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

De første 47 dage efter drabet på Lindegården ringede de ansatte mindst 33 gange til politiet. I protest gik de ansatte til sidst i strejke. Det hiver Københavns Kommune dem nu i retten for.

"Vi følte os utrygge og oplevede ikke, at arbejdsvilkårene havde ændret sig efter drabet. Jeg oplevede eksempelvis en situation, hvor en beboer truede mig, fordi vi ikke var mennesker nok til at nå hele vejen rundt til alle beboerne," fortæller Mia Kristina Hansen om årsagerne til, at de ansatte 47 dage efter drabet valgte at nedlægge arbejdet. Jørgen True

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Den 25. marts 2016 så de ansatte på Lindegården en kollegas liv forsvinde mellem deres hænder. 57-årige Vivi Nielsen, der arbejdede som social- og sundhedsassistent på institutionen, blev stukket ihjel af en beboer.

Trods drabet fortsatte de ansatte med at gå på arbejde i dagene efter.

"
Vi gik på arbejde for at hjælpe beboerne. Det er jo vores job, og det vi brænder for," siger Mia Kristina Hansen, der er ansat på Lindegården.

Volden fortsatte

I dagene og ugerne efter drabet blev der afholdt møder med Københavns Kommune med fokus på at forbedre miljøet på bostedet. Miljøet op til drabet havde været præget af narkohandel, dødstrusler samt flere grove overfald.

"I starten blev der holdt møder med borgmester og fagforening, så vi følte, at folk tog situationen alvorligt og skulle have en chance for at handle. Men der er en grænse for, hvor længe man tør gå rundt og håbe på forandring," siger Mia Kristina Hansen. 

Den grænse ramte de ansatte den 11. maj 2016 - 47 dage efter drabet, hvor de ansatte nedlagde arbejdet i protest over, at vold, dødstrusler og stofhandel fortsat var hverdag på bostedet.

I tiden efter drabet havde man fra Lindegården ringet til politiet efter hjælp ved mindst 33 forskellige episoder. Det viser en aktindsigt, som Fagbladet FOA har fået fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Tålmodigheden har en grænse

Dennis Kristensen, formand for FOA, har fået forelagt materialet fra Midt og Vestsjællands Politi. Han erkender, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, men han kan godt forstå, at de ansatte følte sig presset til at reagere.

"Man kan ikke holde den kørende, når der ikke er lys for enden af tunnellen. Der er mere end en farlig episode hver anden dag. Det svarer sig jo til situationen før drabet.
Det slider t
roen på tryghed op," siger han.

Dennis Kristensen undrer sig derfor over, at Københavns Kommune har valgt at hive de ansatte i Arbejdsretten den 25. oktober med et krav om en bod på 130.000 kroner for at have nedlagt arbejdet.

"De ansatte sætter sig ikke ned og vil straffe kommunen. De siger, vi kan ikke mere. Det er ikke muligt at passe vores arbejde under de her forhold," siger han.

Kommune: Vi følger reglerne
I en mail fra Københavns Kommune skriver socialforvaltningens pressefolk, at de bare følger den gældende lovgivning, når de sidst på denne måned hiver de ansatte i Arbejdsretten:

"Københavns Kommune har reageret i overensstemmelse med de fagretlige regler, der gælder for sådanne sager, idet KL som overenskomstpart skal orienteres om arbejdsnedlæggelsen, hvorefter sagen indbringes for Arbejdsretten. Københavns Kommune er ikke selvstændig part i sagen, og det er således KL, der afgør, hvorvidt sagen skal føres." 

Så ofte blev politiet kontaktet efter drabet

25. marts 2016 - 57-årige Vivi Nielsen, der arbejdede på Lindegården som social- og sundhedsassistent, bliver dræbt af en beboer.

26. marts - En skizofren beboer er voldelig og kaster med ting. Beboeren, der har en behandlingsdom for tidligere kriminalitet, skal indlægges på et psykiatrisk hospital.

27. marts -  Politiet kontaktes, fordi en beboer 'truer med at slå personalet ihjel'. Beboeren skal indlægges i psykiatrien.

29. marts - En beboer truede en ansat 'ved at udtale, at han godt forstod, at beboerne på stedet slår personale ihjel, og at forurettede skal passe på, at det ikke bliver hende næste gang.'

29. marts - En beboer optræder aggressivt over for personalet og skal tvangsindlægges med politibistand.

30. marts - En beboer optræder 'meget aggressivt og slår og sparker på alt'. Personen falder til ro, da politiet ankommer og indlægges frivilligt på et psykiatrisk hospital.

1. april - To ansatte var i gang med at dosere medicin, da en beboer sparker til døren. Begge gik ud af rummet og spurgte beboeren, hvorfor han havde sparket på døren. Beboeren fortæller, at han vil have medicin. Da beboere går forbi et kontor, hvor en ansat sidder, 'udtaler sagens person (beboeren, red.) "jeg skyder dig din invalide spasser", efterfølgende kiggede han på (navn  på ansat fjernet) og sagde, "jeg skyder dig også", "jeg fryder mig over det, der skete med Vivi i fredags". Sagens person vendte sig herefter mod forurettede (navn på ansat fjernet) og sagde, "Du bliver den næste (navn  på ansat fjernet)", "jeg skærer halsen over på jer", hvorefter han førte en finger henover sin hals. Politiet blev tilkaldt, og sagens person (beboeren, red.) blev taget med. Da politiet går fra stedet med sagens person, kigger denne på forurettede (navn  på ansat fjernet) og siger, "jeg skyder dig mellem øjnene, jeg har dit billede på min nethinde"'.


2. april - En ukendt person fik overført 9.000 kroner fra en af beboernes konto. Anmelderen mistænker to navngivne beboere, der tidligere har fået overført penge fra beboeren.

5. april - En beboer var irriteret og kom med trusler mod de ansatte. Beboeren havde blandt andet sagt til en ansat, at 'han håbede, at forurettede ville køre galt i sin bil'

5. april - En skizofren beboer, der også lider af parkinsons, er ikke kommet hjem. De ansatte efterlyser ham derfor hos politiet. 

6. april - En voldelig beboer på Lindegården skal tvangsindlægges i psykiatrien med hjælp fra politiet.

6. april - Et vindue på en beboers værelse er blevet brudt op. Der er ifølge politiets notater ikke stjålet noget på værelset. 

8. april - De ansatte kontakter politiet, fordi en beboers bankkort er blevet misbrugt.

11. april - En beboer truer en anden beboer med, 'at han ville smadre hendes ansigt, hvis ikke de penge, han påstår, hun skylder ham fra Buddy Holly, betales inden 2 timer'.

11. april - En beboer er udadreagerende mod personalet.

13. april - En person sparker døren ind til hus 9 på Lindegården og skubber til en ansat.

14. april - En ansat blev skubbet mod en radiator af en beboer, der optrådte aggressivt. Den ansatte flygtede, men beboeren fik fat i hende. 'Han kastede hende op mod en væg, hvorved hun fik et vred i ryg og hofte, ligesom hendes hoved bankede ind i væggen. To kolleger kom forurettede til undsætning', står der blandt andet i notatet fra Midt og Vestsjællands Politi.

15. april - En beboer har lavet indbrud på en anden beboeres værelse og stjålet 1.500 kroner. 

17. april - En beboer har efterladt omkring 140 lysegrønne og hvide piller samt 50 stk. 20 mg. metadon på en anden beboers værelse. Personalet er blevet kontaktet, og de oplyser til politiet, at den pågældende beboer nu er nervøs for en hævnaktion fra pillernes ejermand.

18. april - En ukendt anmelder fra Lindegården fortæller, at en beboers mor er blevet afpresset for 2.500 kroner af to mænd, som mener, sønnen skylder dem penge. Moren bliver truet med, at hvis hun ikke betaler de 2.500 kroner, vil der 'ske noget' med hendes søn. Moren overførte pengene til sønnen, som ifølge anmelderen betalte afpresserne.

20. april - En beboer har slået en psykiater i hovedet og skal nu tvangsindlægges på et psykiatrisk hospital med hjælp fra politiet. 

22. april - Personalet oplyser til politiet, at de har svært ved at styre en beboer, som er aggressiv, og derfor ønsker de politi til stedet.

24. april - En beboer er aggressiv og skal tvangsindlægges med hjælp fra politiet.

27. april - Indbrud på en beboers værelse. Gerningsmanden har ifølge anmelderen stjålet et nøglebundt og 200 kroner.

29. april - I forbindelse med en diskussion mellem to beboere slår den ene beboer den anden beboer i panden med en flad hånd.

29. april - En anonym - og ifølge politiet 'pålidelige kilde' - oplyser, at en 'person sælger narko på Lindegården'.

30. april - 'Beboer gået amok', står der i et meget kortfattet journalnotat fra Midt- og Vestsjællands Politi. Der står ikke yderligere oplysninger om episoden.

2. maj - En beboer truer en anden beboer med at slå hende ihjel.

3. maj - 'Beboer gået amok - personalet gemmer sig på kontor'Der står ikke yderligere om episoden.

4. maj - Den lokale psykiater på Lindegården anmoder om overflytning af en beboer fra Lindegårdshusene hus 4 til behandlingspsykiatrien. Beboeren, der er dømt for kriminalitet og tidligere har slået personalet, er irriteret og udadreagerende.  

6. maj - En beboer forsøger at tvinge sig ind til en anden beboer, skriver politiet. 

8. maj - Vidner så en person grave en mindre genstand ned ved hus 4 på Lindegården. 'Anmelder fandt efterfølgende en klump stanniol nedgravet. På sigtedes værelse blev der yderligere udfundet 10 salgsposer indeholdende samlet 10 gram amfetamin. Ligeledes fundet vægt, rulle med stanniol, salgsposer, kartoffelmel. I klumpen med stanniol var der 78,61 g amfetamin', står der i et journalnotat fra Midt og Vestsjællands Politi.

10. maj -  En beboer på Lindegården 'truede tre ansatte med, at han ville slå og slås, ligesom han sagde vrede lyde', skriver politiet om episoden.

11. maj - En beboer er ophidset og truer en ansat med, at han vil stikke sin sagsbehandler på kommunen ned. Efter truslen slår han den ansatte med en knyttet hånd i brystet.

11. maj - De ansatte på Lindegården nedlægger arbejdet. De vil have flere hænder til at tage sig af beboerne, og at de farlige beboere fjernes fra Lindegården, så miljøet for de svageste beboere og dem selv bliver mere trygt.

 

Kilde: Aktindsigt i journalnotater fra Midt- og Vestsjællands Politi fra den 25. marts 2016 til og med 11. maj 2016. Nogle af episoderne er først journaliseret dagen efter, episoden blev anmeldt på Lindegården.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies