Kvinde står foran mur med grafitti

Stop for sygedagpenge kostede Lone jobbet

Af Finn Danielsen
Journalist

Lægerne kunne ikke præcist nok sige, hvornår en skadet skulder var rask igen. Det fik alvorlige konsekvenser for sosu-assistent Lone Jespersen.

"Jeg regnede med, at jeg havde et sikkerhedsnet," siger en frustreret Lone Jespersen. Hun mistede sine sygedagpenge og sit job som sosu-asssistent. Det betød en alvorlig  økonomisk rutschetur. Niels Aage Skovbo

Af Finn Danielsen
Journalist

Den 1. juli blev Lone Jespersen arbejdsløs. Det havde den 52-årige social- og sundhedsassistent ikke lige set komme. Hun var syg med en dårlig skulder, men at det skulle koste hende jobbet, havde hun ikke forventet.

“Jeg var måske lidt blåøjet, for jeg regnede med, at jeg havde et sikkerhedsnet, og at kommunen ville forlænge mine sygedagpenge, til jeg blev rask,” siger Lone Jespersen.

Men det ville Ringkøbing-Skjern Kommune ikke. Og da Lone Jespersen i sin sygeperiode fik løn, mens hendes arbejdsplads modtog sygedagpengene, blev hullet i arbejdspladsens budget for stort.

“Jeg blev fyret kort efter, at kommunen stoppede sygedagpengene, og ledelsen på bostedet lagde ikke skjul på, at det handlede om økonomi. Altså, at de ikke længere ville få sygedagpenge-refusion, mens jeg var sygemeldt.”

For usikker prognose

Ringkøbing-Skjern Kommune stoppede Lone Jespersens sygedagpenge efter 22 uger, som siden 2014 har været det tidspunkt, hvor kommunerne skal tage stilling til, om sygemeldte fortsat kan få sygedagpenge.

På det tidspunkt var hun blevet opereret tre gange inden for det seneste år i sin smertende skulder, som er ødelagt af slitage. Hendes læge havde vurderet, hvor lang en periode hun skulle bruge til at blive klar igen. Både i form af en standard-vurdering og en vurdering, der tog højde for, at Lone Jespersen havde et skulderbelastende job på et bosted for senhjerneskadede.

Men både kommunen og senere Ankestyrelsen, som Lone Jespersen med hjælp fra FOA klagede til, mente, at der ikke var tale om en tilstrækkelig sikker lægelig prognose.

Læs også: Nye regler øger risikoen for økonomisk nedtur for syge

Økonomisk rutsjetur

Kommunen betragtede dog fortsat Lone Jespersen som uarbejdsdygtig, og hun fik derfor ret til et jobafklaringsforløb med hertil hørende ressourceforløbsydelse.

Men ydelsen er på niveau med kontanthjælp, og det betyder en drastisk økonomisk nedtur for hende.

“Jeg fik efter skat udbetalt cirka 14.900 kroner om måneden som sosu-assistent, 30 timer om ugen. Nu får jeg udbetalt 8.727 kroner. Det er altså ikke sjovt, for der bliver jo nogle ting, man er nødt til at skære ned på,” siger hun.

Forstår ikke reglerne

Lone Jespersen forstår ikke, at hun er endt i den situation. Hun forstår ikke reglerne, og hun føler sig urimeligt behandlet.

“Jeg kendte intet til lovgivningen om sygedagpenge, før jeg blev syg, for jeg har aldrig haft brug for den. Jeg har heller ikke været arbejdsløs. Og når jeg endelig har brug for hjælp, så stopper mine sygedagpenge, uden at jeg rigtigt forstår hvorfor,” siger Lone Jespersen.

Hun synes ikke, at fremtiden tegner lys, og det gør ondt, at hun har måttet forlade et job, som hun var glad for. Hun vil gerne tilbage på arbejdsmarkedet, og hun håber at finde et job, som hendes skulder kan holde til.

“Jeg er mentalt parat til at komme ud at gøre noget, så jeg håber, fysikken holder," siger hun.

Sygedagpengereformen

Kommunerne skal i dag senest efter 22 ugers sygemelding vurdere, om sygemeldte fortsat kan få sygedagpenge. Før reformen, der trådte i kraft 1. juli 2014, var det efter 52 uger.
Kilde: Lov om sygedagpenge § 24

Ydelser til syge

Sygedagpenge: Max. 18.395/måned
Ressourceforløbsydelse v/jobafklaring: 11.143 kroner/måned (ikke-forsørger),
14.808 kroner/måned (forsørger)
Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies