Kvinde står i have med grønne træer og farverige nedhæng

De ufaglærte forsvinder

Af Finn Danielsen
Journalist

På store velfærdsområder som børnepasning og ældrepleje bliver der færre og færre ansatte uden uddannelse.

Som nyuddannet pædagogisk assistent har Jane Quvang forladt de ufaglærtes rækker. Hun er meget glad for sin uddannelse, som har givet hende både en solid faglig viden og konkrete nye redskaber til arbejdet med børnene.    Robert Wengler

Af Finn Danielsen
Journalist

Antallet af ufaglærte i kommuner og regioner falder markant. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det især er dagplejere, pædagogmedhjælpere og ikke-uddannede social- og sundhedsansatte, der bliver færre af.

På det pædagogiske område alene er der i dag næsten 17.000 færre ufaglærte, end der var i 2009, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, KRL.

“Tendensen gennem mange år har været, at andelen af uddannede er øget, og intet tyder på, at den udvikling vil stoppe,” siger Hans Hummelgaard, der er analyse- og forskningschef i KORA.

Han forklarer, at udviklingen på det pædagogiske område blandt andet skyldes krav om tidlig læring.

Ansvar for uddannelse

Nogle kommuner investerer i uddannelse af deres ufaglærte medarbejdere. For eksempel Kolding, hvor pædagogmedhjælpere på skoleområdet i disse år er på uddannelse, fordi kommunen vil højne niveauet på området.

I andre tilfælde bliver ufaglærte afskediget, fordi kommunen eller arbejdspladsen ikke mener, at deres kvalifikationer er gode nok.

FOA mener, at det kræver en stor uddannelsesindsats at løse det problem.

“Om 10-15 år er der ikke længere ufaglærte på dagtilbudsområdet. Kommunerne har derfor et ansvar for at tilbyde uddannelse til de tilbageværende ufaglærte, og de har et ansvar at tage imod tilbuddet,” siger Mogens Bech Madsen, der er formand for Pædagogisk Sektor i FOA.

Voksenuddannelse er noget særligt

Jane Quvang fik tilbud om uddannelse af Kolding Kommune, og hun takkede tøvende ja. 

For med 25 års erfaring som pædagogmedhjælper havde hun ikke regnet med at skulle i gang med en uddannelse. Men i juni måned i år var hun klar som pædagogisk assistent. Og hun har ikke et sekund fortrudt, at hun i en moden alder satte sig på skolebænken.

"Det er noget andet at gå i skole med andre voksne, der har en masse livserfaring og kan byde ind fra forskellige områder. Vi har lært meget af hinanden," siger Jane Quvang. 

Flere pædagogiske assistenter

Antallet af pædagogiske assistenter i kommuner og regioner er mere end fordoblet fra 2009 til 2017 – fra 3.354 til 7.405. I samme periode er antallet af ufaglærte på det pædagogiske område faldet fra 71.949 til 55.182.
Kilde: KRL og FOA Politik og Analyse

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies