Annonce

Brandmand Peter Ørnbo siger fra, hvis han hob ryger på private hænder

Brandmand siger stop: Forkert at tjene på ulykker


Ryger brandmand Peter Ørnbos job på private hænder, smider han sin uniform og går.

Annonce

Brandmand og ambulanceassistent Peter Ørnbo håber, politikerne besinder sig og ikke privatiserer brandtjenesten i Hovedstadens Beredskab. Jørgen True

Af Morten Olsen
Journalist

Annonce

Peter Ørnbo har været brandmand i København i 20 år. Det har været år med nedskæringer og tilbagevendende snak om udliciteringer.

Derfor er han med egne ord ved at være lidt immun over for den slags snak. Men hans holdning til en eventuel udlicitering til et privat firma er klar: Det bliver uden ham.

“Det er helt forkert, når det bliver gjort til noget, der i sidste ende skal give folk et økonomisk overskud, at mennesker kommer ud for ulykker. Det er helt sort i min verden, at man tjener penge på det,” siger Peter Ørnbo, der er brandmand i specialtjenesten i Hovedstadens Beredskab. Det er kun brandvæsnet der er omfattet af planerne om udlicitering. 

Læs også: Brandvæsen skal måske privatiseres

Meget for pengene

Bestyrelsen i Hovedstadens Beredskab er sammensat af politikere fra de otte medlemskommuner, og mange af dem kommer fra den røde fløj. Så det kommer bag på ham, at de er så forhippede på at markedsprøve Hovedstadens Beredskab.

De seneste år er det lykkes at lægge fire beredskaber sammen, spare 28 millioner og samtidig have et solidt beredskab. Derfor undrer det ham, at der nu bliver varslet nye omlægninger.

 “Jeg synes, borgerne i København får rigtig meget for pengene i vores beredskab, som det er i dag. Så jeg synes, at det er ærgerligt. Når man ser på historien inden for hjemmeplejen, hospitaler og så videre, så er der rigtig grimme eksempler på, at kvaliteten falder, når man markedsafprøver", siger Peter Ørnbo. København har i forvejen et af Europas billigste beredskaber, pointerer han.

De må opfinde en robot

Han påpeger, at det er svært at effektivisere meget mere, fordi det først og fremmest er hænder, der er brug for, når uheldet er ude. Så selvom teknologien bliver bedre og øger sikkerheden, så er det antallet af brandfolk, der virkelig batter noget.

“Hvis de kan opfinde en robot, der kan fare rundt og redde folks liv, efter de er blevet slagtet af en terrorist, så vil jeg da gerne høre om den,” siger han galgenhumoristisk.
Peter Ørnbo håber på, at politikerne besinder sig og beholder det nuværende beredskab. Ellers tror han, at flere risikerer at gøre som ham selv og sige farvel og tak til livet som brandmand.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev