Annonce

Sosu-assistent i almen praksis: Det er et fantastisk job


For syv år siden skiftede Monica Kloch en ansættelse i det offentlige ud med at blive social- og sundhedsassistent i almen praksis. Et skifte, hun kun kan opfordre andre til også at tage.

Annonce

Monica Kloch er social- og sundhedsassistent og har de seneste syv år arbejde i almen praksis. Et job hun er helt vild med. privat

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

Hver eftermiddag ser Monica Kloch sine egne patienter i en praksis på Nørrebro. Hun vaccinerer og har sårpleje som speciale, og snart måler hun lungefunktioner.

Om morgenen besvarer hun telefonen. En del af patienterne kan hun selv klare, og ellers stiller hun videre til de to praktiserende læger, hun arbejder hos.

”Det er et fantastisk job. Jeg kan lide, at jeg har et blandet publikum, og jeg kan lide, at jeg har mine egne patienter,” siger Monica Kloch.

Arbejde i det offentlige er hårdt

Hun er 51 år, og de seneste syv år har hun arbejdet i almen praksis.

”Jeg har været ude og arbejde, siden jeg var 18 år. Jeg har arbejdet mange steder: på hospitaler, i hjemmeplejen og som ufaglært på plejehjem, og jeg ønsker ikke at komme tilbage til det offentlige, hvis jeg kan undgå det. Det er for hårdt,” siger Monica Kloch.

Hun har gennem tiden oplevet, hvordan normeringen er blevet dårligere. Og det var netop det hårde arbejde, der fik Monica Kloch til at søge ud i almen praksis:

”Jeg var dødtræt af at være i det offentlige. Jeg følte, jeg var brændt sammen, og jeg havde et ønske om en mere administrativ stilling,” siger Monica Kloch.

Og det føler hun, at hun har fået i arbejdet hos de praktiserende læger.

”Det er et selvstændigt job. Du har ikke de samme kolleger, og det manglede jeg i begyndelsen, men nu kan jeg godt lide at være mig selv og selv bestemme,” siger Monica Kloch.

Praktiserende Lægers Organisation har netop lavet en opgørelse, der viser, at 312 social- og sundhedsassistenter arbejder i almen praksis.

Opfordrer andre sosu’er til at søge i almen praksis

Som social- og sundhedsassistent i almen praksis har Monica Kloch fået et arbejdsliv, hun trives i, og som hun kan holde til. Hun arbejder fire dage om ugen, har ingen weekendvagter og tjener mere, end hun gjorde som offentligt ansat.

Derfor kan hun også kun opfordre andre sosu-assistenter til at søge job i praksis:

”Hvis de får mulighed for det, skal de gøre det. Og jeg oplever, der bliver større mulighed for det, fordi der er praktiserende læger, der vælger social- og sundhedsassistenter i stedet for sygeplejersker,” siger Monica Kloch.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev