pressefoto

Forfatter til sosu'er: Tak for omsorg, empati og meget stor faglighed

Af Mette Boysen
Journalist

Forfatter Thomas Bredsdorff har netop udgivet en bog
om livet med sin hustru, som ramt af Alzheimers. Han er dybt taknemmelig for det plejepersonale, der har hjulpet ham og hans kone undervejs i sygdommens udvikling.

Forfatter og professor emeritus Thomas Bredsdorff har netop udgivet bogen 'Tøsne og forsytia', der handler om livet med Alzheimers, som hans hustru lider af. Gyldendal/Robin Skjoldborg

Af Mette Boysen
Journalist

'Tilegnet ildsjælene i Klarahus'

Sådan står der på en af de første sider i Thomas Bredsdorffs bog, 'Tøsne og forsytia – Noget om livet med Alzheimers', som netop er udkommet. Bogen handler om hans kone, Lene Bredsdorff, der har fået Alzheimers og i dag har fået en plejehjemplads på det skærmede demensafsnit i Klarahus i De Gamles By i København.

“Gennem snart fem år har jeg været i hænderne på de ansatte i Klarahus, og jeg har ikke mødt andet end omsorg, empati og meget stor faglighed,” siger Thomas Bredsdorff.

Sosu'erne har gjort vores liv overkommeligt

Både han og Lene er 80 år. Han er professor emeritus i Nordisk Litteratur ved Københavns Universitet, forfatter og kulturskribent ved Politiken.

For fem år siden, efter 50 års ægteskab, mens hans kone Lene var i udredning for Alzheimers, fik hun en plads i dagcentret Huset under Klarahus. I begyndelsen kom hun der nogle gange om ugen, senere var det hver dag, og for ni måneder siden fik hun en plejehjemsplads.

“De ansatte har gjort mit og Lenes liv så meget mere overkommeligt med den hæslige sygdom på alle leder og kanter. Hver gang jeg skulle et skridt ned ad den vanskelige vej, er det sosu-assistenterne, der har hjulpet mig,” siger Thomas Bredsdorff.

Tid til aflastning 

Han husker engang, han stolt fortalte dem om, hvordan han selv havde håndteret at have forelæsninger i Bergen, mens gode venner hjalp Lene på dagscenteret, og han fik hende dirigeret i tøjet via telefonisk hjælp.

“Så sagde de til mig: 'Thomas, det er helt forkert. Du kører dig selv ned på den måde. Der findes aflastning',” siger Thomas Bredsdorff.

Og sådan kom Lene én uge om måneden i aflastning. Et begreb Thomas Bredsdorff har haft det vanskeligt med, for nok var det aflastende for ham, at hans kone blev passet et andet sted, men for ham var det, det samme som at sige, at hans ægtefælle var en belastning.

Fagligheden i højsædet

Da dagcenteret ikke længere var nok for Lene, var det igen assistenterne fra Huset, der tog fat i Thomas, og fortalte ham, at det var tid til en plejehjemsplads.

“De sagde til mig: 'Vi ved, at det kan være svært at tage den samtale med Lene, så du kan komme til os, og vi kan tage samtalen med jer.' Og her mødte jeg igen deres faglighed,” siger Thomas Bredsdorff.

I samtalen deltog en leder og en ansat fra Klarahus, Thomas og Lene og deres datter og en visitator fra kommunen. Lene fik at vide, at der var et tilbud om en lejlighed til hende, men det var helt op til hende, om hun ville tage imod det.

“'Overhovedet ikke, sagde Lene.' Men så fulgte der en samtale, som mundede ud i, at Lene sagde 'Okay, så gør vi det,'”siger Thomas. Og så blev det sådan.

De ansatte har gjort mit og Lenes liv så meget mere overkommeligt med den hæslige sygdom på alle leder og kanter. Hver gang jeg skulle et skridt ned ad den vanskelige vej, er det sosu-assistenterne, der har hjulpet mig.

Forfatter Thomas Bredsdorff

Et billede af velfærdsstaten

”Vil du se et billede af velfærdsstaten,” spørger Thomas Bredsdorff under interviewet, og tager sin mobiltelefon frem. 

Han bladrer i billederne, og stopper ved ét, hvor Lene ligger i en seng på sit værelse på plejecenteret. Hun har feber, og på gulvet foran sengen sidder en ansat på Klarahus, Milena. Hun nusser Lenes hånd.

”Jeg ser en indlevelse og en omsorg, og en omhu, der er langt hinsides, hvad der kan stå i nogen ansættelseskontrakt,” siger Thomas Bredsdorff.

Hjælp i en svær periode

Da Lene skal flytte permanent ind på Klarahus, får Thomas Bredsdorff fornyet respekt for de ansatte. Det er en svær periode, for Lene bliver sygdomsbevidst, og det fortvivler hende.

“Det var så pinefuldt. Og der oplevede jeg, hvordan der blev lavet et systematisk arbejde for at holde Lene beskæftiget for at mildne overgangen,” siger Thomas Bredsdorff.

Han lægger ikke skjul på, at de ansatte på Klarahus har gjort en forskel for ham og hans kone. 

Jeg plejer at sammenfatte det som, at det er så godt, som det kan være, når det er så skidt, som det er. Og det er det takket være de mennesker, jeg har talt om her og de institutioner," siger Thomas Bredsdorff.

Hvem vil arbejde med demente?

I begyndelsen af sin bog undrer Thomas Bredsdorff sig over, hvem der vælger at arbejde med demente.

“På det tidspunkt havde jeg ikke oplevet Alzheimers som andet end en klods om benet. Og man skal heller ikke romantisere det, for det er en klods om benet for patienten og omgivelserne,” siger Thomas Bredsdorff.

I bogen svarer de to sosu-assistenter, han spørger, at de får så meget igen ved arbejdet med demente. Og det forstår han bedre i dag.

“På hospitalet kan en syg blive rask. Den tilfredsstillelse kommer ikke her, og det må være rigtig svært at yde sygdomspleje, og patienterne alligevel bliver mere syge. Men jeg oplever det sådan, at når Milena nusser Lenes hånd, får Milena en tilfredsstillelse af, at hun kan noget. Og det kan de,” siger Thomas Bredsdorff.

Pas på velfærdsstaten

Thomas Bredsdorff har altid været tilhænger af velfærdsstaten, og det er han endnu mere nu med hans hustrus sygdomsforløb:

”Velfærdsstaten har givet mig et liv, og jeg har oplevet, hvordan den giver mig frihed. Tænk, hvis vi ikke havde velfærdsstaten, hvor ufri vi ville være, vi der er ansvarlige for demente,” siger Thomas Bredsdorff.

Derfor bekymrer det ham også, når der er konkurser i ældreplejen, og personalet fra den ene time til den næste skiftes ud med folk fra Falck eller G4S, fordi kommuner har udliciteret opgaven. Det er et stort problem, når de trygge relationer brutalt brydes, mener Thomas Bredsdorff.

“For min skyld må kommunerne udlicitere, alt hvad de vil efter rationalitetsprincipper. Men det forekommer mig at være en forbrydelse og et overgreb på samfundets svageste, når det går udover mennesker, hvis velbefindende hviler på personlige relationer,” siger Thomas Bredsdorff.

De syge har ingen følelser for mad

De menneskelige relationer kan ikke overvurderes, og derfor mener han, at det er forfejlet, når der i debatten for eksempel lægges stor vægt på, at der skal være snaps til maden.

”Raske mennesker går meget op i maden. Og det er også rart, men for de mennesker jeg taler om, betyder det meget lidt. Lene har mistet lugte- og smagssansen for længe siden. Så maden er en bagatel.  De syge har ingen følelser for mad, men enorme følelser for, hvordan de bliver behandlet af mennesker,” siger Thomas Bredsdorff.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies