Annonce

Kommunerne bruger færre penge på ældre over 80 år


Udgifterne til ældre over 80 år er på et år faldet i 81 kommuner. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som FOA har trukket. Det er besparelser, de ansatte mærker i ældreplejen, siger sektorformand i FOA, Karen Stæhr.

Annonce

Kommunerne sparer penge på de ældste borgere, og det går ud over hjælpen til dem. Colourbox

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

Ældre landet over kan ikke regne med, at den behandling de er vant til at få, fortsætter. Det siger professor Jakob Kjellberg fra KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, på baggrund af tal kommunerne selv har indberettet, som FOA har trukket fra Danmarks Statistik.

Tallene viser, at de budgetterede udgifter til ældre over 80 år er faldet fra 2016 til 2017 i 81 ud af 98 kommuner.

”Med de økonomiaftaler vi ser, er der ikke penge til at fortsætte med uændrede standarder, så det er en tilpasningsøvelse. Det afspejler den økonomiske virkelighed, der er i kommunerne,” siger Jakob Kjellberg og tilføjer, at selvom der kommer flere penge, sker det ikke i samme takt, som der kommer flere ældre.


Det er ikke værdigt

Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, siger, at det er besparelser, medlemmerne af FOA mærker i deres hverdag i arbejdet med ældre:

”Det er en besparelse, at der ikke længere er tid til at mødes og fagligt drøfte borgerne, men at arbejdet i stedet begynder hjemmefra,” siger Karen Stæhr og fortsætter:

”På plejecentrene svarer normeringen slet ikke til de borgere og opgaver, der er. Det er simpelthen ikke værdigt med én medarbejder i en nattevagt til 30-50 beboere. Og det har værdighedsmilliarden ikke kunnet fylde op,” siger Karen Stæhr.

Rehabilitering tæller ikke som besparelse

Karen Stæhr vil ikke acceptere forklaringen om, at kommunerne har rehabiliteret sig til besparelser.

”Der er helt givet kommuner, der vil sige, at de har rehabiliteret borgere ud af at skulle have hjælp. Men den køber jeg altså ikke,” siger Karen Stæhr.

Hun påpeger, at selvom ældre bliver rehabiliteret til at kunne klare flere ting selv, skal der fortsat følges op på, om de bliver ved at kunne klare det selv.

”Samtidig ser vi, at der kommer langt flere ældre med demens, og det kræver flere ressourcer både i hjemmene og på plejecentre. Så at rehabilitere nogen til mindre hjælp betyder for mig, at man kan flytte ressourcer til borgere, der er langt svagere for eksempel demente,” siger Karen Stæhr.

Sønderborg sparer ikke på de ældste

En af de få kommuner, der har tilført flere penge til de ældre over 80 år, er Sønderborg Kommune. Her gik byrådet ind og bevilligede to millioner kroner, da kommunen fik tildelt færre penge fra ældremilliarden end tidligere.

Bente Larsen, direktør for Social og Senior i Sønderborg Kommune siger:

Det har været en politisk beslutning, at man ikke ville spare på ældreområdet. Samtidig er vores visiterede timer til hjemmehjælp til de ældre borgere steget, og her har politikerne valgt at fastholde serviceniveauet, så der ikke er gennemført besparelser,” siger Bente Larsen.

Høje-Taastrup hentede penge ved effektiv rengøring

Høje-Taastrup Kommune er ud fra indberetningerne den kommune, der har sparet mest på udgifterne til ældre over 80 år sammenlignet med året før.

Ulla Callesen, centerchef i Sundheds- og Omsorgscenteret i Høje-Taastrup Kommune mener, at ældreområdet bør ses fra 65 år og ikke 80 år, da den største indsats og fleste udgifter ligger netop dér.

”I budgettet for 2017 har man i Høje-Taastrup imidlertid ikke ændret i serviceniveauet, men derimod effektiviseret rengøringspakkerne, da der var lagt for megen tid ind der. I de foregående år er der investeret i rehabilitering og tidlige indsatser, hvilket skal sikre borgere et fortsat højt funktionsniveau og være med til at sikre demografiudfordringen med flere ældre,” siger Ulla Callesen.

Frygten for et A- og et B-hold

Jakob Kjellberg mener, at besparelserne på ældreområdet på sigt vil føre til et A- og et B-hold blandt de ældre:

”Der er mange velhavende ældre i dag, som vil have råd til at tilkøbe hjælp. Men spørgsmålet er, om vi formår at differentiere servicen. Det har vi ikke været vant til. Og hvis vi giver gratis ydelser til dem, der ikke har sparet op, hvad er så incitamentet til at spare op,” spørger Jakob Kjellberg.

Færre penge til de ældre over 80 år

Antallet af ældre over 80 år steg fra 2016 til 2017 med 2,4 pct.
I samme periode var der et fald på 29 millioner kroner til ældrepleje i de kommunale budgetter i faste priser, når man medregner værdighedsmilliarden og klippekortsordningerne.
I 81 ud af 98 kommuner betyder det færre penge til de ældre over 80 år

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev