Annonce

Se kortet: Her er der rift om sosuerne

Af Kristoffer Sutton
Journalist

Antallet af jobopslag inden for social- og sundhedsområdet er næsten tredoblet på fem år. Nogle kommuner er nærmest desperate efter medarbejdere.

Annonce

Klik på kortet for at se, hvilke kommuner, der har søgt flest social- og sundhedsmedarbejdere i første kvartal i år. Grafik: Kristoffer Sutton

Af Kristoffer Sutton
Journalist

Annonce

Sidste år blev der slået over 10.000 stillinger op på jobindex.dk inden for social- og sundhedsområdet i de danske kommuner. Det er over tre gange så mange som i 2011. 

Det viser en gennemgang af jobopslag fra de enkelte kommuner på jobindex.dk, som Fagbladet FOA har foretaget.

Det er en klar indikator på, at det generelle arbejdsmarked er i bedring, mener Bent Greve, professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC.

Men man kan ikke konkludere, at der er kommet flere hænder til i kommunerne, forklarer Bent Greve.

"Det er ikke sådan, at kommunerne generelt har øget bemandingen. I nogle kommuner er der gang i et generationsskifte, hvor en stor årgang er på vej til at forlade arbejdsmarkedet og en lille årgang er på vej ind. Det giver flere ledige stillinger," siger Bent Greve.

Noget tyder på, at udviklingen fortsætter ind i 2017. I årets første kvartal er der slået over 2.000 stillinger op – dobbelt så mange som i første kvartal 2011.

Bliver sværere i fremtiden

En af de kommuner, der ligger højt på listen over kommuner med flest jobopslag målt på kommunestørrelsen er Sønderborg Kommune. I årets første tre måneder har kommunen slået 51 stillinger op på jobindex.dk. 

"Der har været en kraftig stigning i antallet af visiterede timer i hele 2016 og ind i starten i 2017. Samtidig har vi rigtig mange, der går på pension og som skal erstattes af nye," forklarer Bente Larsen, der er direktør i Social og Seniorforvaltningen i Sønderborg Kommune.

Indtil nu har der været nok ansøgere til stillingerne, men meldingerne fra de enkelte områder er, at det bliver sværere, siger Bente Larsen.

"Der er et stigende antal ældre og et fald i ungdomsårgangene. Samtidig er elevoptaget på sosu-skolen faldet på grund af EUD-reformen, så det kan blive et større problem i fremtiden,” siger hun.

Søger medarbejdere i Sverige

På Bornholm har kommunen i længere tid haft problemer med at skaffe nok social- og sundhedsmedarbejdere. I 1. kvartal i år har kommunen søgt 25 nye medarbejdere til øens plejecentre og ældrepleje.

"Der bliver simpelthen ikke uddannet nok. Det hold, der skulle være startet her i marts, er ikke startet op alligevel. Der var kun otte ansøgere – og det kan man ikke køre et hold med," fortæller formand for social- og sundhedssektoren hos FOA Bornholm Birthe Runekær.

Derfor annoncerer kommunen på tværs af landet i håb om at tiltrække medarbejdere fra andre landsdele. Og endda fra Sverige.

"Der er ingen ledige på Bornholm, og det går ud over de medarbejdere, der er tilbage, når man er for få ansatte," siger Birthe Runekær.

Søgte job på Bornholm og blev tilbudt to

Social- og sundhedsassistent Annette Vangsaa flyttede tidligere på året fra Fredericia til netop Bornholm. Det var kæresten og ikke jobmulighederne, der trak Annette Vangsaa til Bornholm, men der opstod alligevel hurtigt muligheder, da hun søgte job på øen.

"Det var ret let at blive kaldt til samtale, og jeg blev da også tilbudt to jobs," siger Annette Vangsaa.

Sidste gang hun søgte job, var lige inden finanskrisen. Og selvom det var let for hende at finde job i dag, var det en helt anden historie tidligere.

"Før finanskrisen var der nærmest frit valg på alle hylder, og man blev tilbudt en væsentlig højere løn. Det er sværere idag," siger Annette Vangsaa, som har måttet gå ned i løn i sit nye job på Bornholm.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies